Da Spanien først slog ned på den gryende filipinske revolution, henrettede de Filipinernes nationaldigter, José Rizal. Lav Diaz’ nyeste storværk – med sine otte timer ikke hans længste, men deroppeaf – starter dagen før henrettelsen, 30. December 1896, og det er som om den stiller spørgsmålet: Hvad vil det sige at myrde et lands fortæller? Hvad vil det sige at myrde et lands fortælling? Som et postmoderne overflødighedshorn vandrer historiske personer, romanfigurer og mytologiske væsener nu ind og ud af et fantastisk Filipinerne, mens de debatterer hvad i alverden der er gået galt. Det er unikt, det er vanvittigt, det er noget nær den mest fascinerende pseudo-historiske tekst jeg er stødt på meget længe. Det er også alt for meget for Lav Diaz, der helt ærligt er bedst jo mere minimalistisk han er. Men selvom A Lullaby to the Sorrowful Mystery derfor i mine øjne må henregnes som en mindre Diaz, så føjer den stadigvæk så mange spørgsmål, lag og detaljer til den store instruktørs samlede værk, som efterhånden fremstår som en gigantisk historisk skildring af et land der hidtil har manglet et sådant – en fragmenteret, søgende, post-kolonialistisk erstatning for José Rizal’s klassisk nationalistiske romanværk.
Det er normen altid lige at kommentere på længden når man diskuterer Diaz, som om at alle lange film var de samme. Og der er et fællestræk, har jeg bemærket: Når først man når på den anden side af 4 timer kan det være fysisk ligemeget om man når op på 5, 6, eller 8. Trætheden og ømheden er den samme. Men naturligvis organiserer Diaz sine film forskelligt: Hvor From What is Before brugte timevis på at etablerer et helt landsby-mikrokosmos, og derpå bryde det ned igen, så kaster A Lullaby to the Sorrowful Mystery sig ret hurtigt ud på dybt vand, med en abstrakt skildring af det kaos der opstod pga den filipinske revolution. Folk der introduceres som om de skulle være hovedpersoner bliver pludselig skudt ned, andre skifter personlighed fra det ene øjeblik til det andet, og der springes hele tiden i tid og sted. Først efter omkring to timer får to historier lov til at udspille sig i ro og mag: Den historiske fortælling om Gregoria de Jesus, enken efter revolutionshelten Andrés Bonifacio, som efter Bonifacio blev henrettet af tidligere allierede filipinere, brugte ugevis på at lede efter hans lig. Parallelt hermed omfortælles Rizal’s roman El Filibusterismo. Simoun, revolutions-helten fra såvel denne som forgængeren Noli me Tangere, bliver skudt, ikke som i romanen af hæren, men af hans tidligere kumpan Basilio, og fragtes af unge Isagani hjem til dennes onkel. I omtrent tre timer består filmen mestendels af folk der vandrer, mens små dramaer antydes, som der så bindes krølle på i de sidste par timer. Naturligt nok er det midterdelen som glider lettest ned, da rytmen er mest inciterende, mens kaoset i de første par timer er meget svært at få hånd om.
Der er mange flere karakterer fra både revolutionen og fra Rizal’s bøger med i første del af filmen, og for en udenforstående er det meget svært at få styr på hvad der foregår. De begynder dog at spille en mindre rolle da et mystisk væsen introduceres: Tikbalan. En art hestedæmon, som tager menneskeskikkelse i tre forskellige antræk, spillet af tre skuespillere, der ofte skifter plads når Diaz en sjælden gang klipper i filmen. De ser ud til at stå bag den spanske kolonimagt, og holder godt øje med Gregoria de Jesus og hendes venner. I bjergene findes også en kristen sekt, som venter på genopstandelse fra både Kristus, José Rizal og den mytologiske Bernardo Carpio, en mand der er halvt filipinernes svar på Holger Danske, halvt en tegneseriehelt. Det er som om den filipinske mytologi er gået i stykker, og alt nu flyder sammen. Det er, når man tager sig lidt tid til at tænke over det, og tjekke op på et par navne på wikipedia, umanerligt fascinerende.
I sin form minder filmen mig om Thomas Pynchon’s roman Mason & Dixon. Den roman starter også uden mål og med, men finder en form over hundredevis af sider, mens de to landmålere opmåler Mason-Dixon linjen, der senere skulle blive skellet under borgerkrigen. På samme vis kommer der langsomt en form ud af kaoset; en meningsfyldt rejse gennem det endnu ikke afkoloniserede land. Omend rejserne her ender en del med at gå i ring, Bonifacio er stadig død, Simoun stadig skudt, og der er ikke nogen Rizal til at skrive en ordentlig slutning. Og måske er det Tikbalangen som leder dem ved næsen? De ser også ud til at være dem der driver spanierne i fordærv; i en af filmens bedste scener ødelægger de en meget tidlig filmfremvisning og jager skrækslagne spaniere på porten. Det er også noget lidt ironisk ved filmen: Selvom spanierne var i særdeles morderisk humør, og formåede at slagte revolutionen sønder og sammen, så er der blot et enkelt år til USA erklærer krig, og den spansk-amerikanske krig i 1898 endte med at Spanien måtte afstå Filipinerne og såmænd også Cuba. Så det er ikke fordi Spanien var en umulig fjende, og USA ikke rigtig heller. Katastroferne kom på stribe: Krig mod USA fra 1899-1902, som blev brutalt slået ned. Japanernes invasion i 1940’erne. Ferdinand Marcos’ diktatur. Lav Diaz har efterhånden lavet film om ganske mange af disse kataklysmer, og nu hvor Rodrigo Duterte har taget magten ser det jo desværre ud til at han vil få nyt stof at arbejde med i årene fremover.
Det er utroligt at Lav Diaz er kommet så langt som han er i de sidste år. Siden ti-timers lange Evolution of a Filipino Family i 2004 har han været kult, men med Norte, the End of History fra 2013 var der pludselig hul igennem. Og alt han har lavet siden da har folk været på. Ret bizart, for det har ellers været længe undervejs: I rulleteksterne til A Lullaby to the Sorrowful Mystery takkes Hubert Bals funden for udviklingsstøtte tilbage i 2008. Måske har det været et projekt Diaz ville tage tilløb til, først lave når han havde ressourcerne. Det må man sige han har haft, hvor en film som From What is Before virkede som om den var lavet mest med hans bekendte, så har den her de store filipinske stjerner Piolo Pascual som Simoun og John Lloyd Cruz som Isagani. Og hvor tidligere film kunne syntes som om de var optaget for en klatskilling, med statisk kamera, skrabet lyd, og et billedsprog der først og fremmest trak på landskaberne, så føles store dele her reelt iscenesat, med bevægeligt kamera, røg fra jordens indre, og skarpt lys fra baggrunden. En film som The Woman Who Left – som jeg anmeldte på PIX – handlede om konstrasten mellem gadelys og bælgmørke i den moderne storby, men her handler det om røg, om modlys, om skygger. Det er ikke asketisk sort/hvid, det er kaotiske, omskiftelige gråzoner.
Men. Jeg er som nævnt personligt kommet frem til, at Lav Diaz er bedre jo mere minimalistisk han er. Folk der vandrer i et landskab, det kan han få et mesterværk ud af. Når der bliver lagt mere til, så bliver det ofte distraherende. Og så mange penge har han alligevel ikke. Kulisser og kostumer skaber ikke helt et gennemarbejdet tidsbillede. Piolo Pascual er en helt helt ufattelig smuk mand, og bliver til tider stillet op som ikon, hvilket er nogle af de nydeligste billeder Lav Diaz nogensinde har lavet. Men han ved ikke helt hvad han skal gøre ved de mere mærkelige scener, som når han skal diskutere politik i en opiumsrus. Det bliver overspillet på en mere pinlig måde, end når det er amatører som gør det. Min yndlings-Diaz vil nok længe være dokumentaren Storm Children, som blot filmer børn efter en tyfon-kataklysme. Og udstyrsstykket A Lullaby to the Sorrowful Mystery er jeg mindre glad for, ligesom jeg er for Norte. Men når de nøgne billeder i Storm Children stadigvæk fylder så meget i min hukommelse, to år efter jeg så den, så skyldes det også jeg sætter den i sammenhæng med de andre Diaz-film jeg har set – tyfonen som endnu en af de kataklysmer Filipinerne af en eller anden grund bliver ramt af. Måske er det tikbalanger. Måske er det eliten (det er sgu nok eliten). Måske er det konsekvensen af, at man myrdede deres national-fortælling, og intet har givet mening siden da. Det er heldigt for dem, at de nu har en filmpoet til at gøre et unikt, omfattende, eksperimenterende, epos.