Palmesøndag del 305
(Le Passé / گذشته, Gozašte, Asghar Farhadi, Frankrig/Iran
Cannes 2013, Bedste Skuespillerinde (Bérénice Bejo) + Økumenisk Pris)
Gennembrud som Asghar Farhadis Nader og Simin – En separation er ret sjældne. Det sker selvfølgelig konstant og hele tiden at nye instruktører slår stort igennem, men de fleste gør det på et tidspunkt hvor de enten allerede har haft relativt mindre successer tidligere – Ruben Östlund med Force Majeure, hvorfor The Square ikke var den helt store overraskelse – eller også har de allerede så knudret en filmografi, at der stadigvæk er nogle forbehold – da Abdellatif Kechiche slog igennem med Adeles liv havde han allerede stærke men ubehagelige film som Black Venus bag sig, og han har aldrig igen ramt feel good stemningen fra hans Guldpalme-hit.
Da Farhadis film i 2011 vandt Guldbjørnen i Berlin, og senerehen vandt Oscar for Bedste Internationale Film, blev den iranske instruktør katapulteret fra at være velanset og yderst lovende, og helt op i filmkunstens elite-klasse. Nader og Simin – En Separation var Farhadis femte film, og feinschmeckerne vidste godt ud fra Fireworks Wednesday (2006, nomineret til Guldleoparden i Locarno) og særligt About Elly (2009, vinder af Bedste Instruktør i Berlin) at han kunne noget særligt, men jeg tror Farhadis talent er af den slags, hvor det pludselig tipper. Han har altid været fremragende til at skrive et manuskript, til at turnere en god realistisk fortælling, der alligevel synes at sige noget særligt om især det iranske samfund. Men det skal dælme være godt før det ikke sætter sig mellem to stole, hvor snobberne der som regel elsker iransk film kræver mere visualitet, mens dem der ville elske filmene for deres dramaturgiske styrker får tilfredsstillet deres behov af europæiske og amerikanske instruktører.
Nader og Simin – En separation slog europæisk film på egen banehalvdel. Det er en ret typisk arthouse-film, om middelklasse-mennesker med middelklasseproblemer, fortalt med stort filmisk overskud, men ikke på nogen måde der skubber publikum væk. Der laves rigtig mange af den slags film hvert år, og hvis man som iransk instruktør forsøger at slå internationalt igennem med den slags, så kræver det nærmest at man er verdens bedste til det. Det kunne man godt tro at Farhadi var i 2011.
Derfor var kravene til Fortiden også ret store i 2013. Farhadi skulle bevise at Nader og Simin ikke bare var en enlig svale, og samtidig skulle han undlade bare at gentage sig selv. Læg dertil at instruktøren for første gang lavede film uden for Irans grænser, og dermed dels skulle arbejde tvær-sprogligt og forsøge at undgå det blev den frygtede gang europudding. Fortiden er dermed måske Farhadis vigtigste film, for med dens succes blev Farhadi endegyldigt en af sin generations største navne.
Rent plotmæssigt minder Fortiden ganske meget om Nader og Simin. Igen lægger vi ud med et par der er i gang med at blive separeret: Ahmad (Ali Mosaffa) rejser fra Iran til Frankrig for at færdiggøre skilsmissen fra Marie (Bérénice Bejo), der er gravid med Samir (Tahar Rahim). Men ligesom i Nader og Simin rejser historien hurtigt væk fra skilsmissen, og over mod en mystisk hændelse: Samirs eks-kone forsøgte at tage livet af sig selv og ligger i koma, og deres datter Lucie (Pauline Burlet) mener eks-konen gjorde det fordi hun opdagede Samir og Maries affære. Langsomt oprulles forløbet med twist på twist, ganske typisk for Farhadi, indtil tingene sådan set bare virker mere utydelige og svære at få hånd om inden historien først blev oprullet.
Farhadi har vundet priser i Cannes tre af de fire gange han har været med, og ganske sigende har det udover en Grand Prix været to Skuespilspriser og Bedste Manuskript. Hans særpræg er først og fremmest de her komplekse manuskripter, hvor intet er som det først ser ud til, hvilket giver skuespillerne en masse muligheder for at spille fortvivlet eller rasende, alt efter hvilken slags hemmelighed der nu er blevet afsløret. Jeg skal gerne indrømme at det så langt fra er min yndlings form for filmkunst, og som årene er gået, og Farhadi til tider har gentaget sig selv, er der elementer som helt er holdt op med at fungere for mig. Men Fortiden hører blandt hans bedste, og det gør den ikke mindst fordi Farhadi tydeligvis havde særskilt fokus på at gøre fortællingen filosofisk og tematisk stærk, ved hjælp af æstetiske virkemidler.
Da Ahmad og Marie ser hinanden i lufthavnen forsøger de at råbe til hinanden, men der er en glasplade imellem dem, så de kan intet høre, og har gevaldig svært ved at kommunikere med hinanden. Det tema, besværet med at kommunikere, går igen hele filmen igennem, både i plot og æstetik. Flere gange bliver kameraet hos en person mens en diskussion foregår på den anden side af et glasvindue. Samirs eks-kone forsøgte med sit selvmordsforsøg at sende et budskab til Samir, men hvad var det hun forsøgte at sige, og hvorfor? Det står hen i det uvisse, fordi Samir ikke ved hvad hun ved, og derfor ikke kan tolke det. Og til sidst i filmen, i en slags slutning som Farhadi også har lavet i flere film, så er det kameraet der står i vejen for at vi får kommunikeret filmens sidste pointe. Samir forsøger at få eks-konen til at reagere, tager hendes hånd i hans og beder hende om at bevæge den hvis hun kan høre ham, og han reagerer derefter på et eller andet. Men hvad? Kameraet zoomer ind på konens hånd, men først efter et eller andet evt er sket. Vi missede det. Pointen er selvfølgelig at slutningen er åben, men pointen er lige så meget, at vi missede muligheden for at finde ud af det. På den led er slutningen faktisk nærmere lukket.
Farhadis film har ry for at være åbne, hvor tingene ikke bare er sort-hvide, og historier ikke er hvad de ser ud til, men flere gange er hans film tværtom netop lukkede: De handler om at agere i situationer hvor muligheden for at vide mere er lukket ned. Ja, sandheden om hvorfor Samirs eks-kone gjorde som hun gjorde ender som et åbent spørgsmål, men det overskygges af det gruopvækkende og uoprettelige faktum at hun gjorde det. Og det glemmer filmen heldigvis ikke. Det er der hvor den reddes fra at være relativistisk postmodernisme, at den aldrig glemmer de ægte følelser af sorg og smerte der tydeligvis er i fortællingen, selvom dens intellektuelle dimension er så mudret.
Farhadi har stadigvæk kun lavet to mesterværker: About Elly og Nader og Simin, og de efterfølgende film er lidt fodnoter i margenen, der genbehandler de tematikker Farhadi neglede i de to film. Men Fortiden gør det ret så fremragende, på en måde hvor temaet om uvished understreges intellektuelt, samtidig med at de melodramatiske følelser bevares, og hvor filmsproget også bruges aktivt og kreativt.