A Girl Walks Home Alone At Night er den bedste Nouvelle Vague film jeg har set meget meget længe. Tjek billedet ovenover, oser det ikke bare af cool og sex? Det er åbningsskuddet i filmen, og derfra, ja, der går det nærmest bare op af bakke. Hovedpersonen Arash, for ham er det, står og er megalækker i lidt tid, og så kigger han ind bag plankeværket, og så forsvinder han ind bag plankeværket, og genialt nok forsøger kameraet at panne efter ham, men der er jo et plankeværk i vejen, og så står det lidt og vipper og ved ikke helt hvad det skal gøre af sig selv, indtil Arash igen kommer gående ud med en kat i hænderne. Sådan er det ofte i den her film: Personerne, og filmen selv, forsøger at leve i en tilstand af sublim coolness, der kan transcendere den triste industrielle by-verden kaldet ‘Bad City’ på engelsk, men facaden og stilen punkteres hele tiden. De næste klip i åbningssekvensen viser Arash gående med katten, igen absurd godt fanget af kameraet, med noget af den cooleste farsi-rock jeg nogensinde har hørt. Men så. Så går Arash pludselig forbi en kløft fyldt med noget meget mærkeligt, og musikken dratter sammen. Alting bliver hele tiden punkteret.

Mest af alt bliver personerne punkteret af filmens titel-piges vampyr-bid. I nattemørket vandrer alle rundt, mændene på jagt efter stoffer og kvinder, og vampyr-pigen i sin chador på jagt efter de syndfulde mænd. Snarere end noget plot har filmen en gruppe vignetter med dens store persongalleri: Vampyrpigen, Arash, Den Gamle Junkie, Den Modne Prostituerede, Den Halvgamle Junkie, Pusheren, Prinsessen og Gadebarnet. Det er arketyper, nogle rige og forkælede, andre fattige stakler. Sådan noget som protagonister, og deres moralske valg, og sådan, det ér der, men det fylder ikke så meget som man skulle tro. I stedet udspilles de fleste scener to og to mellem et par af persongalleriet, og hver scene forsøges forløst med så megen stilistisk panache som det er muligt. Af den grund bliver det nærliggende at anmelde filmen mere som et sketch-show end som en film: Der er nogle scener som er fantastiske, og så er der nogen scener der ikke er så fantastiske. Men det er aldrig mindre end godt, og når det er bedst er det fuldstændig transcendent. Især er der én scene, hvor Arash og pigen hører ‘Death’ med White Lies, nærmest i sin helhed, som er komplet suveræn. Det er få klip, holdt i slow-mo, mens Arash rykker nærmere og nærmere pigens ryg. Da hun mærker hans åndedræt i nakken stresser hun helt af – åh, de åndedræt, am I right? Det er noget af det mest sexede jeg har set på lærredet længe. Det er ren ungt liv skudt op i sort-hvid slo-mo. Det er dejligt.

Men hvis nu det er svingende, hvis nu ikke det går op i højere enhed, så er det jo ikke så godt, vel? Fuck dét! Den stribede trøje som pigen har på, under sin chador, minder mig om noget af det tøj Jean Seberg går med i Godard’s legendariske Åndeløs, og hans første film svinger sgu også frem og tilbage fra det transcendente – men når det var bedst lavede han scener som det her, og så er resten da lige meget. Det var det jeg mente, da jeg kaldte A Girl Walks Home At Night en Nouvelle Vague film oppe øverst. Godard sagde engang, at for at lave en film skulle man blot bruge en pige og en pistol. Ana Lily Amirpour skifter pistolen ud med vampyr-tænder, men ellers er konceptet det samme. Plakaten til den her film nævner Jim Jarmusch og Quentin Tarantino, og det er også rigtigt, men det er også så meget andet. De digitale sort-hvide by-billeder minder umanerligt om Jim Jarmusch, men med det digitale har Amirpour så meget kontrol over farverne, at det minder om Sin City eller de finske film Betonnatten og Pixadores. Eller om Persepolis, tegnefilmen, det er den slags farvekontrol vi snakker om. Der er åh så megen spænding i den kulsorte nattehimmel, der ligger som et tydeligvis kvælende hedt tæppe over byen. Og den kunne kun skabes digitalt. Går du hjem efter endt screening og have mere af samme slags, så serverer en anden amerikansk kvindelig instruktør, Josephine Decker, en lignende æstetisk horror i hendes film Butter on the Latch og Thou Wast Mild and Lovely. Men det er så ikke i sort-hvid. Og det er naturligvis heller ikke på farsi, det mest unikke træk ved A Girl Walks Home Alone At Night.

A Girl Walks Home Alone At Night kaldes af instruktøren Amirpour for den første iranske vampyr-western, men det er nu på to måder en tilsnigelse. Ærligt talt er der måske ikke så megen western over filmen: By-skildringen er fantastisk, men den nedslidte industrielle karakter kunne ligeså godt være en forstad. Derudover er filmen også iransk på en lidt speciel måde. Den er optaget i Taft, Californien, det er for amerikanske penge, og den store del af crewet er amerikanere, tilsyneladende. Instruktør Amirpour er født i UK og har boet i USA siden hun var 8. Det betyder ikke at filmen ikke er ‘rigtig’ iransk. Den er eksil-iransk. Ligesom Persepolis for øvrigt er det. Der er mange måder at være iraner på, ligesom der er mange måder at være amerikaner på, ligesom der jo også, uanset hvad vore politikere siger, er mange måder at være dansk på. Men hvis man tripper over hvor anderledes den her film er fra så mange andre iranske film, så er det værd at huske på, at ‘iransk’ heller ikke altid er det samme. Rigtig mange af dem der flygtede efter Shahens fald i 79 var de mest højtuddannede, de anti-religiøse. Blandt de par eksil-iranere jeg kender er nogle af de mest vidende når det kommer til musik, poesi, film, etc. Så det er måske ikke så mærkeligt, at der kunne komme en så ekstremt stil- og film-historisk bevidst film fra den kant. Og måske heller ikke så overraskende, at den har så megen fokus på ulovlige ting som stoffer, sex, og dans mellem kønnene.* Men dog er en hver debut på det her niveau en overraskelse.

* Med mindre de har ændret loven for nylig, så er det vidst stadig forbudt for ugifte i Iran at deltage i fester hvor begge køn danser sammen. Det slår mig som noget af det hårdeste man kan gøre ved unge mennesker…

Ved i hvad der næsten er det bedste ved den her film? Den er skide god, men jeg er nærmest sikker på, at den for mig vil blive overgjort af den anden iranske film der får dansk premiere senere på året: Jafar Panahi’s Taxi Teheran, der får premiere første oktober. Man skal jo passe på med at udtale sig om film man ikke har set, men hvor meget jeg end holder af Amirpour’s skønne genre-stil, så foretrækker jeg dog Panahi’s social-poetiske mesterstykker. Men! Er det ikke vildt, hvis det her blot er den næstbedste iranske film vi får til landet i år??? Hvor sejt er det ikke lige! Bravo til danske distributører, som også har givet os en fantastisk afrikansk succes med Timbuktu, og en sjov argentinsk genre-film med Wild Tales. Jeg håber virkelig også at den her bliver en succes, og ærgrer mig over at soundtracket ikke er på spotify, jeg gad godt kunne sætte Radio Tehran på til næste middags-selskab jeg er til, og have folk være med på den. Skynd jer ind og se den her, den er cool. Og så OGSÅ Taxi Teheran, okay?