True Detective S02E03 – Maybe Tomorrow

Endelig! Det vi alle har ventet på! Afsnittet instrueret af en dansker. Og pludselig blev serien langt mere visuelt interessant. Det er lidt mærkeligt, at instruktøren af Armadillo var bedre til at skabe et visuelt interessant Californien end instruktøren af Fast & Furious filmene, men here we are. Åbningsscenen i denne uge var den smukkeste og mest indtagende sekvens der har været i denne sæson indtil videre, og en stor del af rosen må gå til instruktør og fotograf. Justin Lin har instrueret scene efter scene i den her bar, og det har aldrig rigtig været noget videre, men med det blå lys i baggrunden, og sangeren, som nettet siger skal forestille Conway Twitty, var det så dragende og Lynch’et som det skulle være. At gå så all in på Lynch, og på hans californiske periode som Mulholland Drive og Inland Empire, var dog også endnu et tonalt skift i en fortælling, som har været mildest talt skizofren, især sammenlignet med sæson 1, hvis konstante tone og udtryk virker mere og mere mirakuløs. Ray var i limbo, og diskuterede med hvad vi senere fandt ud af var hans far – andet afsnit i streg der starter med en af personerne husker på deres far, efter Frank’s senge-monolog sidste uge – og så viste det sig at Ray blot var blevet skudt bevidstløs, for haglgeværet var ladet med gummikugler. Især overgangen til den virkelige verden vil jeg godt rose: Musikken der blev kraftigere da Ray opdagede sårene på hans mave, klipningen af de sidste sekunder med sangeren, der nærmest forsvandt ind i blå-lyset, og lydskiftet igen til radio-lyd, som vi kom tilbage til den virkelige verden. ‘I pissed myself’ sagde Ray, og så var vi videre. Super scene, men hvordan har i andre det med den? Jeg var på Roskilde sidste uge, så jeg så først afsnit to lige før jeg så afsnit tre, men hvordan var det at vente en uge med cliffhanger med Ray på gulvet, blot for at finde ud af at det blot var gummikugler? Måske nok lidt snyd.

Godt arbejde af Janus Metz Pedersen, selvom det stadig er en lidt mærkelig hyring. Jeg tænkte det måske havde mere med Armadillo at gøre, at de mente han ville kunne skildre Paul Woodrugh’s krigstraumer specifikt godt? Det fyldte i hvert fald en del den her uge, men jeg ved ikke hvor dybt og indfølt det er, ej heller hvor meget Taylor Kitsch kan byde ind med som skuespiller. Jeg tror også jeg er blevet lidt snydt af danske udviklinger: Når Paul taler med hans ven om at være med i ‘Black Mountain’ og noget specielt som skete tre dage i Irak, som kom jeg til at tænke på historien om Blackwater og den episode hvor de slog 14 civile ihjel, en historie der har været oppe og vende igen med al furoren om Irak-kommissionen. Internettet mener at Paul skjuler sin homoseksualitet. Hvilket sikkert giver mere mening, i et afsnit, der var fuldstændig besat af at diskutere maskulinitet, endnu mere end True Detective er normalt.

Så vi fik klippet fra Ray’s ansigt, i smerte over at være blevet skudt i brystet, til Frank’s ansigt, lige så lidelsesfuldt såret over ikke at kunne få den op at stå. Vi fik Paul og hans undertrykte homoseksualitet. Og vi fik de to scener lige i midten af afsnittet, hvor først Antigone afviser en fåret men flink eks-elsker, der vender på en tallerken og bliver rasende da hun ikke vil følge hans vilje, og derefter Ray, der besøger hans far. Hans racistiske far, åbenbart, der stadig er sur over at politiet ikke kunne gøre jobbet ordenligt ‘after the riots and OJ’… ‘No country for white men’ sagde han endda. Hans reference til Kirk Douglas bragte minder frem om en af de helt legendariske monologer i tv-historien: Tony Soprano’s monolog om Gary Cooper i pilot-afsnittet af The Sopranos. Det viser så også hvor fortærsket det her tema er. Har vi seriøst brug for endnu en serie om hvor hårdt mænd har det, efter Sopranos, Breaking Bad, Mad Men, The Shield, etc. True Detective kan være mere end det, det kan være en serie om USA, om mørke, om kriminaliteten som pumpende livskraft i landets blodåre. Men den her uge var der en halv times klynk om at det er hårdt at være mand, og det er ligesom set før.

Det er ærgeligt at tematikken var så kedelig, for plottet fortsætter med at udfolde sig stille og roligt. De tre detektiver og gangsteren graver sig stille og roligt ned i Ben Caspere’s liv, og hvad de finder er ikke lige pænt. Nu fandt de hvad vi formoder er mordstedet – jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men er tesen at dyremaskerne blev stjålet derfra? – og fik at vide at der mangler en video. Vi fandt også senere ud af, at der blev afholdt private sexfester på stedet, måske videoen er lige så grum som den der spillede en stor rolle i slutningen af sæson 1? Paul og Antigone besøgte borgmesterens familie i Bel Air, hvilket der ikke kom så meget ud af, ud over vi fik et glimt ind i borgmesterens liv. Og kortene på bordet: Han er nok min yndlingskarakter den her sæson. Så jeg klager ikke. Overvågningsbilleder afslørede, at bilen Caspere blev kørt rundt i stammede fra et filmhold, men den var meldt stjålet, så det var ikke umiddelbart klart om nogen derfra var involverede. Og Paul undersøgte prostitutions-sporet videre på en klub, hvor han morsomt nok rendte ind i Frank. Frank har sine egne problemer, efter han fandt ud af hvor mange penge Caspere har snydt ham for, og især nu hvor morderen dræbte endnu en af hans kompagnonger. Nu måtte han true sig vej tilbage i en beskyttelses-aftale for at få indkomster, og måtte træde i karakter og tæve en opsætsig gangster med guldtænder. Også alt sammen noget vi har set før.

Afsnit 1 var vitterlig ikke godt. Afsnit 2 kom tilbage på sporet, da plottet blev sat i gang, men led under kedelig visualitet. Afsnit 3 var plot og tematisk mindre godt end afsnit 2, men den visuelle side tog til gengæld et stort skridt fremad. Også udover drømmesekvenserne gjorde Janus Metz Pedersen det godt – en senere scene fra samme bar var igen filmet langt bedre end Justin Lin gjorde – men han kom måske lidt til kort i actionsekvenserne. Kampscenen var ikke noget specielt, og mens jagten gennem hjemløselejren var fin og kinetisk, så var det svært ikke at tage den korte flugtscene i et fremmed miljø, og ikke sammenligne den med den mesterlige one-take sekvens i første sæson. True Detective er på vej frem, vælger jeg at tro, men der er altså helt åbenlyst blevet taget et skridt tilbage i forhold til første sæson.

Mer Ting:

* Åbningssangen til sæsonen er ‘Nevermind’ med Leonard Cohen, men de bruger forskellige tekstlinjer hver uge. Tjekkede teksten, der ser ud til at være otte vers (og to omkvæd), så det kan de sikkert gøre alle otte uger. Aftenens særlige tekstbid var næstsidste vers: ‘This was your heart/This swarm of flies/This was once your mouth/This bowl of lies/You serve them well/I’m not surprised/You’re of their kind/You’re of their kind’  Sangen i sæson 1 var nu stadig bedre.

* Ray’s father ser Detective Story fra 1951 med Kirk Douglas. Jeg har aldrig set den, så jeg ved ikke om den spiller nogen rolle udover at være en detektiv-fortælling.

* Ham instruktøren af Mad Max-kopien er asiatisk og har hestehale. Han minder ret så meget om instruktøren af sæson 1, Cary Fukunaga. Som Nic Pizzolatto efter sigende kom godt og grunding op at toppes med under optagelserne. Det er et ret patetisk portræt. ‘Tell you the truth. I drink.’ Hold nu kæft, Nic, og koncentrer dig om at gøre din egen serie bedre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.