Palmesøndag del 497
(La petite dernière, Hafsia Herzi, Frankrig
Cannes 2025, Bedste Skuespillerinde (Nadia Melliti) + Queer Palm)

Jeg kan egentlig godt forstå, at Filmbazar ændrede titlen på Hafsia Herzis tredje film fra La petite dernière, på engelsk The Little Sister, og over til To liv. Det fylder mere i filmen, at hovedpersonen Fatima lever to forskellige liv, som troende muslim i hendes families hjem, og som ung lesbisk studerende i Paris, end det gør at hun er familiens yngste datter. Men alligevel, når nu den autofiktive roman af Fatima Daas, som filmen bygger på, på dansk hedder Den yngste, kunne det godt være, man også skulle have brugt den titel på filmen. Det havde sat fokus på forbindelsen til en bog og en forfatter, som også i Danmark fik ret meget opmærksomhed.

Og så havde det sat fokus på forbindelsen mellem film og autofiktion. At filmen ligesom autofiktionen er et karakterportræt, der leger med at blande fiktion og dokumentariske virkemidler. At det egentlig nærmest er blevet sin egen genre i fransk film de seneste par år. Og at Hafsia Herzi med To liv viser sig som en af den genres dygtigste instruktører.

Hafsia Herzi har arbejdet med film siden hun var 20 år gammel, da hun spillede hovedrollen i Abdellatif Kechiches The Secrets of the Grain, hvilket skaffede hende en César som ‘Mest lovende skuespillerinde’. Hun havde intens star quality, ikke mindst i filmens afsluttende scene, hvor hun danser mavedans mens hendes families restaurant bliver endegyldigt klar til at servere. I årene derefter var hendes film i både Berlin, Venedig og Cannes, ret ofte var det stærke film om sexisme, racisme og Mellemøstens historie.

I 2019 (bare 32 år gammel!) debuterede hun så som instruktør, med den ret så anderledes You Deserve A Lover, som hun også selv skrev manuskriptet til, og spillede hovedrollen i. Et portræt af en ung kvinde i Frankrig, der forsøger at samle skårene efter et breakup, og finde kærligheden på ny. Fyldt med sjove scener som f.eks en montage af uduelige tinder-dates, men samtidig også en klarsynet film om køn i det moderne Frankrig, samt hvordan det giver nogle særlige udfordringer at skulle navigere køn og kærlighed som efterkommer af nordafrikanske immigranter. Good Mother fra 2021, som hun også selv skrev manus til, var igen et kvindeportræt af en kvinde med nordafrikansk baggrund. Om Nora (Halima Benhamed) der har virkelig mange børn, og som må arbejde ekstra hårdt, da en af hendes sønner kommer i fængsel, og har brug for penge til gode advokater. Begge film er virkelig gode portrætter af kvinder med nordafrikansk baggrund, som ikke er skønmalerier – det bliver aldrig forklaret hvad Noras søn har gjort, men det virker som om han nok egentlig fortjener en hård fængselsstraf, men de håber en god advokat kan hjælpe alligevel – men som skildrer karakterne som mennesker med dybde og nuancer.

To liv gør det samme, men som nævnt er det for første gang for Herzi baseret på en tidligere roman – hun har igen selv skrevet manuskriptet. Vi følger Fatima i lidt over et år, fra sidste forår i gymnasiet, hvor tonen er hård og homofobisk og hun forsøger at passe ind med de seje drenge, over sommerens frihed, hvor hun begynder at mødes med kvinder hun finder på apps, og til det første stykke tid på universitetet i Paris, hvor omgangstonen er helt anderledes, der er meget videre rammer for hvordan man opfører sig som kvinde, og hvor man kan finde subkulturelle fællesskaber, hvor nærmest alt kan ske. Det er en ret vild rejse, som dog nogengange kan føles meget ensom for Fatima, der aldrig kan dele hendes nye virkelighed med hendes familie ude i forstæderne.

Autofiktion er stadigvæk kæmpe stort i Frankrig, med tonsvis af forfattere, der tager udgangspunkt mere eller mindre i deres eget liv, som Nobelpris-vinderen Annie Ernaux, hvis bøger ofte starter som selvbiografi og så bliver til en art fiktions-essayistisk om de hændelser hun har oplevet, eller Édouard Louis, det nok for tiden største yngre eksempel. Det fylder også virkelig meget på film, omend ofte via parodier på forfattere, der skriver autofiktion – som i Olivier Assayas’ Mellem linjerne, hvor en forfatter taktløst udleverer, at hans vens kæreste har givet ham et blowjob under en biograftur, men ændrer filmen fra Star Wars til Det hvide bånd for at virke klogere. De seneste år er der dog også kommet en række nye instruktører, hvis film ikke er selvbiografiske, men som lidt fungerer som en autofiktiv roman gør det – et karakter-portræt, ofte en hverdagsagtig dramaturgi uden de helt store plotmæssige udviklinger, ofte en semidokumentarisk æstetik. Joachim Lafosses film om forældre med psykiske problemer, Léonor Serrailles energiske kvindeportrætter, de første film fra Palme-vinder Justine Triet, som In Bed With Victoria og Sibyl. Nogen burde opfinde et smart genre-navn til det.

Og Hafsia Herzi er virkelig god til det her, faktisk måske genrens bedste. Rent æstetisk er det ikke den vildeste genre i verden, To liv bruger virkelig mange closeups af ansigter og shot-reverse shot, men i stedet skal den leve af andre ting. Den skal føles autentisk, hvilket stiller krav til skuespil og ikke mindst casting. Den må ikke være for æstetisk overdreven, så ryger ægtheden, så f.eks soundtrack skal bruges afmålt, men forhåbentlig effektivt. Og så skal der på én eller anden måde være struktur, selvom plottet jo så heller ikke kan være for vildt, for så ville det jo ikke føles ægte biografisk.

I To liv er strukturen på plads, det sørger inddelingen efter årstider for. Æstetikken fungerer, Herzi arbejder virkelig godt sammen med hendes faste fotograf Jérémie Attard, der også debuterede på You Deserve A Lover, og selvom musikken fra Amine Bouhafa nok ikke vinder nogen Oscar, så bruges det så sparsomt, at det er ekstremt effektfyldt. Når en sjælden gang Herzi tillader at strygerne overtager lydbilledet, så passer det også gerne sammen med, at Fatima et øjeblik tillader at glemme hendes dobbeltliv og leve i drømmen, og det virker virkelig godt.

Men først og fremmest er det arbejdet med skuespillerne, der løfter filmen. Nadia Melliti, der aldrig havde spillet skuespil før, vandt Bedste Skuespillerinde i Cannes, hvilket jeg godt kan forstå, eftersom hele filmen næres af hendes ansigt, men det var heller ikke et år med de helt store roller til kvinder i Cannes-konkurrencen. Rundt om Melliti er der et væld af først og fremmest virkelig gode ansigter, castingen er virkelig gennemført. Fatimas homoseksuelle gymnasiekammerat/mobbeoffer med guldbriller, afbleget hår og store åbne øjne husker man lang tid efter – hvilket er heldigt for jeg tror han kort dukker op på en bøssebar i filmens anden halvdel. Fatimas astma-læge stjæler næsten hele filmen med hans endeløse tirader, en helt vidunderlig slags læge, der virker som om han ikke helt har forstået han ikke er børnelæge længere. Selv imamen som Fatima går til, og hvis råd ikke hjælper hende det mindste, for nu at sige det mildt, bliver til et menneske, i høj grad fordi hans taler som et normalt menneske, og ikke som en papfigur – selvom det han siger naturligvis ikke er særlig menneskeligt.

Og så er der familielivet hjemme hos Fatima. Forholdet til de to storesøstre, der vist nemmere lever op til miljøets forventninger, og f.eks kan finde ud af at lave mad. Faren som virker god og rar, men som aldrig laver andet end at lægge på sofaen og se tv, og engang imellem lige forsøge at bestemme et eller andet, hvilket hurtigt ignoreres af familiens kvinder – det er ikke noget særlig flatterende portræt af patriarkatet, som filmen skitserer op. Og moren, der måske, måske ikke, forstår hvad Fatima egentlig har gang i, og som måske kunne blive den, hun lukker op til. Men som vi alligevel ikke helt ved, hvor vi har. Det familieportræt, lige dele dramatiske hemmeligheder og fortielser, lige dele kagespisning, virker ekstremt autentisk, på grund af de filmiske virkemidler, at kameraet bliver hængende, at vi får hverdagen med, at samspillet mellem skuespillerne virker som om de kender hinanden virkelig godt.

Det gør To liv til en overrumplende god film. Det ene liv, det i lejligheden i forstaden, er skildret stærkt med autofiktionens filmiske virkemidler. Det andet liv, festerne og de store begivenheder i Paris, er skildret lidt mere filmisk vildt, men også tilbageholdent og med vished for, hvornår der skal gives los. Det gør ikke To liv til verdens mest nyskabende film, men meget af den slår virkelig hårdt. Jeg grinte og fik andre steder næsten tårer i øjnene. Det skal ikke undervurderes, hvor effektiv en film det er. Og at den også fortæller en ‘vigtig’ historie. Men det er sådan set også en type af film, som ikke blev lavet så meget for 15 år siden, og hvor der stadig er kamp om at blive den bedste. Hafsia Herzi ligger god billet ind med To liv. Den slår hendes navn fast som auteur.