Palmesøndag del 354
(We Need to Talk About Kevin, Lynne Ramsay, USA/UK
Cannes 2011)
Det er 24 år siden Lynne Ramsay debuterede med Ratcatcher, og den skotske instruktør har stadigvæk kun lavet fire film i alt. Hun har bestemt kvalitetsmæssigt en imponerende filmografi, men med fire film virker det alligevel ikke som om vi har fået alt hvad hun har at fortælle os endnu. Det føles måske stadigvæk som om vi kun ser et omrids af kunstneren Lynne Ramsay, og at der er rigtig meget der mangler at blive fyldt ud. Også fordi Ramsay brugte år på at lave to meget anderledes projekter, som så blev overtaget af andre instruktører, bestseller-thrilleren The Lovely Bones, som Peter Jackson færdiggjorde i 2009, og western-filmen Jane Got A Gun, der blev færdiggjort af Gavin O’Connor i 2015. Der er ikke meget western over Ramsays andre film.
Det gør det også lidt sværere, at Ramsay skiftede så meget stil med Hvad med Kevin? Hendes to første film, Ratcatcher (1999) og Morvern Callar (2002) foregår i Skotland og er relativt socialrealistiske, mens hendes to senere, Hvad med Kevin? (2017) og You Were Never Really There (2011) foregår i USA og er mere genre-agtige. Men alligevel er der sammenhænge mellem de to grupper af film. Der er alligevel noget særligt Ramsay’sk. Og det særligt Ramsay’ske har næsten sjældent været så lysende klart som i Hvad med Kevin?
Men i virkeligheden lavede Lynne Ramsay nærmest et manifest for hendes kunstneriske tematik allerede med hendes første kortfilm, den Cannes-vindene Small Deaths (1996). På bare 11 minutter skildres tre små episoder i en kvindes liv, tre små traumer. Det er måske i virkeligheden det helt centrale ved Lynne Ramsay, traumer som små dødsfald, som øjeblikke hvor en del af os slås ihjel. De to første film, Ratcatcher og Morvern Callar, lever i høj grad af socialrealistiske skildringer af Skotland, blandet med noget mere fabulerende og magisk, men det er også begge to film om pludselige dødsfald, og hvordan efterladte derefter døjes med skyldfølelse. Eller undlader at døjes med skyldfølelser, selvom de måske burde. Lille James i Ratcatcher kunne måske have reddet sin ven Ryan fra at drukne, og Morvern Callar reagerer på sin kærestes selvmord ved at skaffe hans lig af vejen og udgive hans roman under eget navn. De har ikke slået ihjel, men de tager en skyld med videre, som man altid fornemmer i resten af de meget løst fortalte film, selv når de forsøger at ignorere den.
I Hvad med Kevin? tackles traumet direkte, og skylds-spørgsmålet bliver meget stort. Tilda Swinton spiller Eva, hvis søn Kevin (Ezra Miller) sidder i fængsel. Filmens plot er splintret til atomer, men Kevin har helt tydeligt gjort noget fuldstændig forfærdeligt, som Eva måske nok ikke har lyst til at se direkte i øjnene. Så hun lever en forfærdelig hverdag i en lille by hvor alle hader hende, og hvor det eneste hun laver udover at arbejde og leve er, at besøge sin søn i fængslet engang imellem, selvom han intet giver hende igen under de besøg. Vi får også glimt af forhistorien, hvordan Kevin terroriserede Eva da han var lille, spillede hende ud mod far Franklin (John C. Reilly). Måske er der fra start tydelige tegn på psykopati, det er i hvert fald svært at overse da Kevin lader til at slå lillesøster Celias hamster ihjel, og også er fuldstændig upåvirket over at være medvirkende til en ulykke hvor Celia mister sit ene øje. Men selvom Kevin er så åbenlyst ond, og selvom det er Franklin som nægter at se det i øjnene, så slipper man aldrig for den nagende tanke, om Eva alligevel kunne have gjort noget for at undgå, at tingene gik som de gik.
Hvad med Kevin? er en film som bliver bedre af at se igen. Det er en film, der kredser om traumet, men hele tiden holder det uklart hvad præcist som er sket, indtil filmens sidste del. Det kan få det til at føles som om man venter på et twist, men det er samtidig så lidt overraskende hvad Kevin har gjort, at det absolut ikke virker som et twist. Til gengæld virker det fint som fortrængning. Hvis man godt ved hvad Kevin har gjort, så fungerer filmen stærkt som skildring af Evas traumatiserede tankestrøm, der hele tiden forsøger at forklare og finde frem til kernen i fortællingen, men uden at kunne tackle de mest forfærdelige begivenheder. Eva er her ikke som James og Morvern, der lever videre efter traumet, og hvor man mest mærker de er en lille smule døde indeni fordi de virker en anelse blanke og indelukkede; Evas liv er gået helt i stykker, hendes tidsopfattelse er gået helt i stykker, store dele af omverdenen kan hun ikke tage ind, fordi hun forbinder det med traumet. Det mest forfærdelige øjeblik i skildringen af forbrydelserne var for mig ikke rigtig blodet, ligposerne, de klare tegn på frygt og smerte hos ofrene. Det var sprinklerne man ser til sidst, der helt uanfægtede vander en græsplæne, helt ligeglad med de døde mennesker der ligger derpå. De sprinklere er uforglemmelige. Eva kommer aldrig nogensinde til at kunne se en sprinkler igen, uden at tænke på det billede.
Det er ikke særlig originalt længere at lave film om de forfærdelige massemord, der konstant hærger USA. Det er heller ikke særlig originalt at lave film, hvor traumer får fortællingen til at splintre – se f.eks Alain Resnais’ Hiroshima mon amour og Sidste år i Marienbad helt tilbage fra 1959 og 1961. Men hvad der gør filmen og dens traumeskildring original, er det særlige forhold mellem Eva og Kevin. Hun virker ikke det fjerneste skyldig i hans ugerninger, det ser absolut ikke ud til at skyldes dårlig opdragelse. Og hun virker heller ikke ligefrem som den opofrende mor, der elsker sin søn lige meget hvad han har gjort, hun virker meget tidligt i fortællingen meget træt af ham, og villig til at lade Franklin overtage det meste af forholdet. Hun er lige så meget et offer som alle andre, men det er som om hendes sind på samme tid hungrer efter at tro på dette, og så bare ikke kan acceptere det. Så plottets hvirvelstrøm skildrer gennemgående et forløb hvor Eva er offer for lille Kevins psykopati, og hvor problemet først og fremmest er at Franklin ikke tror på hende, men alligevel bliver det ved med at slå ned på øjeblikke hvor, måske, Eva gjorde noget helt forkert, som kunne være en del af årsagen til at det gik så galt.
Særligt var der ét moment, som jeg bed mærke i. Det er efter Celia er kommet slemt til skade med øjet, og Franklin og Eva forsøger at tage en snak med Kevin. De vil gerne fortælle ham, at ulykken ikke var hans skyld, at han ikke skal føle sig skyldig, men den lille psykopat har selvfølgelig ikke skyggen af skyldsfølelse, hvilket gør Eva berettiget mistænksom. Kevin spiser imens nogle små frugter, der virker ganske øjen-agtige, og der er særligt et enkelt nærbillede hvor hans tænder bider ned i det bløde frugtkød, der føles ladet med mening. Og det særlige er, at det billede demonstrativt ikke er fra Evas synsvinkel. Ellers kunne det klart siges at være en ting som Eva huskede, en lille hilsen fra Kevin til Eva om hvor lidt han holder af sin søster. Men i stedet er det løsrevet, som om det måske er sket, måske er noget Eva har fundet på, måske bare var Kevin der spiste sin aftensmad. Det er et af de klareste eksempler på hvordan hele filmen er en hvirvel af tegn, lyde og billeder, der kun lige knap holdes sammen meningsfyldt.
Det lille klip fungerer lidt på samme måde som de tidligere fabulerende øjeblikke som den flyvende rotte i Ratcatcher eller Morvern Callars mærkværdige oplevelser i Spanien. Det ligger lige i udkanten af det meningsfyldte, det kan kun næsten indføjes i resten af filmens fortælling. Det får det til at slå sprækker. Lynne Ramsay laver altid film med sprækker. Sprækkerne kommer måske af traumer, men lige så meget kommer de af karakterernes indre kamp for at leve videre. Det giver generelt hendes filmografi en vitalitet. Den vitalitet er der mindst af i Hvad med Kevin?, hvor traumet føles komplet invaliderende. Men det gør stadigvæk at filmen, dens lidt uoriginale konstruktion til trods, føles overrumplende, kompleks og levende.
Serien om Lynne Ramsay fortsætter med You Were Never Really Here