Palmesøndag del 223
(Un dimanche à la campagne, Bertrand Tavernier, Frankrig
Cannes 1984, Bedste Instruktør (Tavernier))
En søndag på landet er blevet kendt som en af de mest franske film nogensinde. Og man kan godt forstå det, det er et langsomt kostumedrama, der dyrker det hyggelige franske landskab, har ufattelig mange dejlige franske kostumer, og hvor folk selvfølgelig diskuterer fransk kunst og kultur, alt imens nogle seksuelle ting lurer under overfladen. Det kunne virkelig godt være en ‘q-film’, næste led i den der ‘tradition de qualité’ som Truffaut harcelerede over.
Det er dog en mere mørk film end den virker ved første blik. Taverniers store internationale gennembrud, der vandt prisen som Bedste Instruktør i Cannes og senere blev nomineret til både Golden Globe og Bafta som Bedste Internationale Film, er nemlig også en ualmindeligt desillusioneret film om en kunstner, der føler han aldrig rigtig har været god nok, og om hvordan hans børn har arvet hans følelse af utilstrækkelighed. Det blev første film af en hel lille trilogi om gamle kunstnere, lavet mens Tavernier stadigvæk bare var i fyrrerne. Det er lidt pudsigt. Men den trilogi er samtidig nok også til sammen Taverniers bedste film-værk.
Monsieur L’Admiral (Louis Ducreux) er en gammel maler, der har modtaget de fleste hædersbevisninger, men som nu i 1912 kan se sit livsværk virke mere og mere forældet sammenlignet med den samtidige kunstudvikling. Denne søndag kommer hans familie på besøg, først sønnen Gonzague, der har fået familie samt en solid og lidt kedelig karriere, og som stærkt har på fornemmelsen han altid vil være en skuffelse for sin far. Derefter kommer datteren Irene pludselig forbi, uanmeldt som sædvanlig fornemmer man, en fri kvinde i sin helt egen bil, men dog også en kvinde fanget i sin samtid, hvis kærlighedsliv familien bestemt ikke taler om (vi får at vide i voiceover at L’Admiral stadigvæk håber hun er jomfru, hvilket… nej…). De har egentlig en dejlig dag sammen, slapper af, går tur i det grønne, tager hen til en dansefest, men det er også meget tydeligt at ingen er sådan rigtig glade sammen, og at især L’Admiral føler trang til at tale om alt det han ikke har opnået. Det er også meget tydeligt, at døden efterhånden nærmer sig for ham. Det gør den jo så også i større forstand, vi skriver jo trods alt 1912… Tavernier er en af de instruktører jeg kender, der har beskæftiget sig mest med Første Verdenskrig, sikkert fordi han generelt har den her fornemmelse af civilisations-katastrofe.
Heller ikke En søndag på landet var lavet sammen med den tidligere skrive-partner Aurenche, der ellers havde skrevet Taverniers første stribe af film, men den var baseret på en bog af Aurenches tidligere partner Pierre Bost. Bost og Aurenche havde noget af det samme som L’Admiral, de havde opnået stort set alt man kunne ønske sig som forfattere, de mistede bare virkelig meget af deres anerkendelse efterhånden som de blev ældre, og verden kørte ud af et andet spor end de selv gjorde. L’Admirals tanker om moderne kunst er virkelig fascinerende, for han kan virkelig godt lide det. Han vrisser ikke af impressionismen, han synes det er flot og fascinerende, og han overvejede at forsøge at efterligne det. Men han turde ikke rigtig, og han var jo også virkelig god til det han selv lavede, og det var måske også mere rigtigt at være ærlig over for sig selv i stedet for bare at kopiere andre? Men det forsvar lader til at gøre ham mere ked af det, for hvis man insisterer på at være sig selv, men stadigvæk skaber noget kedeligt, så er det måske fordi man bare ganske enkelt ikke er mere spændende selv?
Det er i høj grad det her nuancerede forhold til den store kunst, som er essensen af Tavernier. Han harcelerer ikke over ‘prætentiøse’ kunstnere, han har sjældent noget behov for at retfærdiggøre sig selv, at han nok er noget tilbageskuende, han forsøger bare på at arbejde på den måde han bedst kan, og han ved godt det måske ikke er noget ordentligt forsvar, hvis han bare ganske enkelt ikke er spændende nok. Han sætter sig midt mellem kunst og mainstream på en ret så fascinerende måde.
Det er særligt fascinerende i en film som En søndag på landet, der også rent visuelt er ualmindeligt fremragende. Det er til tider nærmest som om Tavernier er i gang med at opfinde ‘slow cinema’ før det blev en ting, i lange stræk er det en film hvor kameraet langsomt følger mennesker rundt i et stort lyst hus, eller ude på en græsplæne, mens de trasker lidt rundt, snakker lidt, meget af tiden holder middagslur. Folk som Kelly Reichardt kan sagtens have fundet inspiration i En søndag på landet. Den er måske lavet meget bevidst for at være gammeldags, men pudsigt nok er den så egensindig, at det tipper over og bliver helt moderne igen.
Det var i de her år at Tavernier var på toppen, rent opmærksomhedsmæssigt. Det blev endnu større med næste film i trilogien, Round Midnight, der handler om en aldrende jazz-musiker, spillet af Dexter Gordon, der får en lille sen karriere-mæssig renæssance i Paris. Den film skaffede Gordon en Oscar-nominering som Bedste Skuespiller, og Herbie Hancock vandt Oscar for Bedste Soundtrack for næsen af Ennio Morricones mesterlige musik til The Mission. Det er måske nok også endda en endnu bedre film, mere kompleks i den måde den også indtager racisme som en forklaring på hvorfor jazz-musikerne aldrig rigtig har fået den karriere de ønskede, og Dexter Gordon gør en mere gammel og fortabt figur end den ret så fornemme L’Admiral. Filmen blev vist i år i Cinemateket med en celluloid-kopi, der også var så gammel at den nærmest var ved at falde fra hinanden, hvilket yderligere lagde en god dimension til skildringen af aldring.
Inden Tavernier afsluttede sin trilogi om kunstnere med Daddy Nostalgi fra 1990, så lavede han i 1989 Selve livet og intet andet, en film der også kan ses i sammenhæng med En søndag på landet. Hvor den her film foregår lige før 1. Verdenskrig, så skildrer Selve livet og intet andet tiden lige efter, hvor der forestår et gevaldigt genoprydningsarbejde, der er mængder af unge mænd der stadigvæk står registrerede som ‘forsvundne’, der ligger landminer i landskabet, og der er mængder af mænd indlagt med ptsd som ingen ved hvem er. De spiller fascinerende sammen, de to film. Det var i høj grad det, der begyndte at ske med Tavernier i firserne. Hans værk begyndte at fungere som en auteur-filmografi, hvor man kan danne sammenhænge på kryds og på tværs, og hvor man efterhånden tydeligt kan se de her ting som er unikt Tavernier’ske. En søndag på landet og Round Midnight er to af krumtapperne i det store værk. Hvor en del af værket virker lidt bedaget i dag, og nogle gange hæmmes af at være så tilbageskuende, så holder de to film stadigvæk. Hvis Tavernier i dag er lige så gammel som Monsieur L’Admiral, og til tider også spekulerer over om han nu også virkelig slog til, så er det i hvert fald to tegn på at han gjode.