Palmesøndag del 334
(ลุงบุญมีระลึกชาติ, Lung Bunmi Raluek Chat, Apichatpong Weerasethakul, Thailand
Cannes 2010, Guldpalmen)
Apichatpong Weerasethakuls film er så mærkværdigt… porøse? Deres mening forsvinder hele tiden, alting hænger næsten sammen, men så alligevel heller ikke, hver gang man tror man har hånd om det forsvinder det igen. Den thailandske instruktør bruger alle mulige forskellige teknikker: Spring i tid, inkorporation af gamle legender, langsommelighed, eksperimenterende billedsprog. I stedet for at det skal understøtte en fortælling, så skaber det i stedet en helt særlig stemning, der går på tværs i det meste af hans filmografi.
Det er måske den her stemning der har gjort, at han alligevel har været så overrumplende succesfuld i mainstream-kredse. Nej, han har aldrig lavet en blockbuster, og hans film var bitte små selv tilbage i Thailand. Men til gengæld fik han en Jury-pris af Quentin Tarantino for Tropical Malady, og i 2010 vandt han sensationelt Guldpalmen i et år hvor juryen blev ledet af Tim Burton. Burton gik direkte fra at instruere 3D-spektaklet Alice i Eventyrland og over til at krone en lille thailandsk film til den mest mystiske Palme-vinder nogensinde. Men det giver måske mening, netop fordi Apichatpongs film er så… eventyragtige? De føles ikke så meget som cinematisk kodesprog, som de er en helt anden verden man kan udforske. Hvilket Hollywood-filmskabere kan sætte ret stor pris på.
Guldpalmen gjorde Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv til en nyklassiker med det samme, og blot to år senere strøg den ind på Sight & Sounds liste over historiens bedste film med otte stemmer. Den fremstår stadigvæk som kulminationen på Apichatpongs første periode, og er simpelthen noget så simpelt som et mesterværk.
I sin simpleste form er Onkel Boonmee der kan huske sine tidligere liv blot en film om en døende mands sidste tid. Hans nære kommer for at holde ham med selskab i de sidste dage, der snakkes om hans liv på godt og ondt, han dør, og vi ser hans begravelse. Det er s’føli lidt mere mærkeligt end som så, fordi Boonmees forestående død lokker ånder til hans farm. Hans afdøde kone kommer tilbage, og er senere hende der, kan man sige, giver ham aktiv dødshjælp i en mystisk grotte. Men sønnen Boonsong, der vender tilbage i skikkelse af en art abe-spøgelse, stjæler jo fuldstændig filmen. Det er abe-spøgelset med de røde øjne som er det uforglemmelige billede, det er den regelmæssige tilbagevenden af abe-spøgelser der giver filmen sin form. Det bliver til en film om de mystiske ting der sker, fordi grænsen mellem liv og død bliver porøs. Men det er også for forsimplet, for hvordan faen passer den uforglemmelige fortælling om prinsessen og hendes forhold til en talende malle ind i det her?
Weerasthakul har fortalt, at filmen består af seks ruller film, og at hver rulle rent stilistisk er helt unik. Det giver faktisk virkelig god mening, hvis man tager tid: Der er 1) introduktionen, 2) den uforglemmelige aftenscene hvor spøgelserne kommer (filmens højdepunkt efter min mening, det 21. århundredes filmhistories højdepunkt efter min mening), 3) dagsscenerne hvor vi ser Boonmees farm og de snakker om hans liv, 4) den mystiske historie om prinsessen, 5) rejsen ind i den mystiske grotte, og 6) scenerne tilbage i byen med begravelsen og hvad derefter følger. Seks sekvenser, ikke helt lige lange, men tæt på, og hver holdt i sin helt egen stil. De hænger sammen, men er alligevel forskellige. Som med Mysterious Object at Noon kan det føles som om en historie bliver fortalt af forskellige stemmer, nogle gange stemmer der ikke ved hvad der førhen skete med historien. Samme stil der blev dyrket i Tropical Malady og Syndromes and a Century, men her var der kun to dele der forholdt sig til hinanden. I Onkel Boonmee der kan huske sine tidligere liv er der seks dele, og det hele hænger sammen og adskiller sig fra hinanden på så mange måder, at det virker så vidunderlig skrøbeligt.
Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv hænger også sammen med instruktørens tidligere værker på kryds og tværs. Det var sidste del af et kunstprojekt der hed Primitives, der handlede om Isan-området i det nordøstlige Thailand, hvis befolkning adskiller sig etnisk fra Thailands elite, og hvis historie indeholder oprør og brutal undertrykkelse. Boonmee frygter dårlig karma fordi han selv deltog i den undertrykkelse – og selvom han ikke snakker om det, så er der også noget skævt over den måde han behandler sine arbejdere på, der hører til områdets etniske majoritet. Mens Boonmee er ved at dø fortæller han om en mystisk drøm, og vi ser en række fotografier af soldater der er ved at fange abe-spøgelserne, som jeg tror kommer fra resten af kunstprojektet. Både Boonmees svigerinde Jen og nevø Tong kommer også fra Apichatpongs tidligere film – Jen fra Blissfully Yours, og vi møder Roong fra samme film i den sidste scene på hotellet, Tong fra Tropical Malady, hvor han rent faktisk fortalte om sin onkel Boonmee. Grænsen mellem den her film og de tidligere er dermed også porøs. Ikke at det hænger helt logisk sammen – jeg kan ikke gennemskue hvordan Tong er i familie med de andre, og hvis vi nu er helt ærlige, så kan Boonmee jo reelt ikke huske sine tidligere liv, den eneste gang han snakker om et tidligere liv kan han ikke huske nogen detaljer – men det øger også skrøbeligheden. Hvis man bruger for meget energi på at få alle tre film til at hænge sammen, så er der fare for at det helt krænger sammen. Man skal bare tage det ind.
Det hele hænger så porøst sammen, men samtidig er de enkelte dele så fænomenalt stærke. Abe-spøgelserne er s’føli det bedste eksempel, der fuldstændig transcenderer den egentlig funktion i filmen, og i stedet er blevet nærmest ikoniske. Et andet eksempel er for mig det lille klip af blege fisk inde fra grotten. Det er ret unødvendigt for plottet, men er et utrolig stærkt lille klip. Det kunne s’føli forbindes med så meget andet: der har været en talende fisk kort forinden, de små fisk ligner spøgelser, etc, men mest af alt er de bare fantastisk flotte, og så er de en virkelig ting inde i den her grotte. Og på forunderlig vis virker alt i Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv så virkeligt. Det virker som om abe-spøgelserne blot er med i filmen fordi de nu engang er en del af virkeligheden i de Isan’ske skover, hvilket de selvfølgelig ikke er. Men alt er på én og samme tid så forunderligt og så mystisk, og så samtidig præsenteret så ligefremt, så matter-of-fact agtigt.
Da jeg første gang så Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv var det her jeg så noget jeg aldrig nogensinde havde set før. Ja, den er dybt bizar, men det er der så mange film der er. David Lynch film f.eks, er på mange måder langt mere mærkelige end noget Apichatpong har kreeret. Men Apichatpongs film føles på bizar vis samtidig så ordinære så hverdagsagtige. Det er ikke som tit hos Lynch, hvor der er en konventionel forstadsvirkelighed, hvor så mørket lurer lige under overfladen. Hos Apichatpong er det mystiske og det ordinære til stede på samme tid hele tiden. Det er, jep, porøst. Den russiske teoretiker Viktor Sjklovskij kaldte i 1917 kunstens rolle for ostranenie, hvilket lidt kan oversættes med fremmedgørelse. Kunsten skulle få det familiære og ordinære til at genvinde sin utrolige mærkværdighed. Efter 100 år var det nærmest blevet en kliché, alle og enhver forsøgte at gøre ting mærkværdige og mystiske. Apichatpong griber den modsatte vej, får det mystiske til at virke så forrykt ordinært, og udfordrede derved store dele af det filmkritiske apparat til at bearbejde verden.
Der gik 11 år før Apichatpong kom tilbage til hovedkonkurrence, med Memoria i 2021. Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv føles også som slutningen på Apichatpongs første periode, hvor han lavede film hurtigere, og bandt dem tydeligere sammen. Siden da har han lavet mere kunst, og tilsyneladende kun lavet spillefilm når han virkelig havde noget nyt at sige. Cemetery of Splendour og Memoria er vidunderlige film i egen ret. Men de har ikke haft helt samme overvældende effekt som de første af Apichatpongs film. Måske fordi Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv er så helt ekstremt vellykket, at den får Apichatpongs stil til at give mening på sine egne præmisser. Alt han har lavet derefter føles lidt mindre overraskende. Men samtlige film fra det 21. århundrede føles mindre overraskende efter man har set Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv.