Palmesøndag del 273
(Wes Anderson, USA
Cannes 2021)
Andersons film er blevet mere og mere stiliserede over tid, en udvikling der for alvor tog fart efter Moonrise Kingdom. The Grand Budapest Hotel bød på fortællinger inde i fortællinger, med skiftende filmformater. Isle of Dogs, Andersons anden stop motion animation, var et overvældende sansebombardement af pseudo-japanske æstetiske træk. Alt det lader til at lede op til The French Dispatch.
Det har fået folk til at diskutere, om det nu er ved at være for meget. Om stilen nu overvælder indholdet, eller om der stadigvæk er plads til at finde hjerte og tanke inde bag alle staffagen. Jeg har det lidt mellem. For mig er vi nu ved at være der, hvor stilen for alvor bliver interessant, og hvor den i sig selv begynder at kunne formidle følelser og idéer. Det er det som gør The French Dispatch til en af Andersons aller bedste film.
Når The French Dispatch begynder at virke så stærkt gennem sin stil, dvs gennem sit kunstneriske sprog, så er det ikke mindst fordi filmens indhold også kredser om skribenter, kunstnere, og hvorfor de gør som de gør. Det formuleres ret smukt allerede fra filmens start, hvor korrespondenten Herbsaint Sazerac foreslår at han vil skildre byen med ‘The time machine of poetic license’. Det er en smuk, men også lidt besynderlig formulering. Hvorfor lige en tidsmaskine, Sazeracs tekst er præsenteret som en samtidsskildring? Formuleringen indikerer, at kunstnerisk frihed, vilje til at æstetisere, måske endda bøje lidt i virkeligheden her og der, skaber ikke blot et særligt rum, men også en særlig tid. Et særligt liv?
Filmens fortællinger kredser om de her liv. Der er for det første mange af dem, hvilket alene er ret skønt. Anderson har været nomineret til manus-priser en del gange, men helt ærligt synes jeg ikke han er den store plotkreatør, hans film ender lidt for hurtigt med at handle om folk der løber rundt efter hinanden. Det er et lille genitræk at samle så mange historier sammen, så man ikke kører træt i dem. Dertil er også mange af historierne fortalt på flere planer, med flere forskellige hovedpersoner. Anderson forsøgte at gøre det samme i The Grand Budapest Hotel, hvor jeg dog ikke fik meget ud af det. Det er dog meget mere videreudviklet i The French Dispatch, hvor f.eks fortællingen om kunstneren Moses Rosenthaler præsenteres som var det et foredrag af skribenten J.K.L. Berensen, komplet med lysbilleder og mærkværdige afstikkere. Hendes scener er også i farver, mens Rosenthalers fortælling det meste af tiden er i sort hvid. Det bliver til to portrætter på samme tid, af en kunstner, men også af en kunstkritiker.
Det er ikke alt i Rosenthalers fortælling, der er i sort/hvid. Når engang imellem han forestiller sig et kunstværk, så er filmen pludselig i farver. Det er en ret sjov pointe – som jeg nu også tror jeg har set før – men der er også et meget direkte udsagn om kunsten. Rosenthalers malerier er abstrakte farveklatterier, men han er selv meget åben om, at de skal forestille Simone nøgen, fangevogteren som han elsker, og vi ser i en scene, at han finder formen i fængselsloftet, i det øjeblik hun fortæller ham at hun ikke elsker ham. Så selvom malerierne altså bare ligner abstrakte farvelader, så laver han dem inspireret af ulykkelig kærlighed. Hvilket vel må siges at være en ret væsentlig grund, også selvom det havde været lidt svært at gennemskue, hvis ikke filmen skar det ud i pap. Men det er måske også godt nok.
Rosenthaler fortæller aldrig om fængselsloftet. Og i filmens sidste del sukker forfatteren Roebuck Wright lidt opgivende ‘Never ask why’ da han bliver spurgt om hvorfor han skriver som han gør. Det er den modsatte pointe. Wright er en tydelig standin for forfatter, dramatiker og essayist James Baldwin, der levede i Paris i mange år, på afstand af racismen i USA. Han var netop en stor kunstner, der ikke bare beskrev virkeligheden, men som gav den kunstnerisk form. Og hvorfor gjorde han det? Jamen, hvis han bare kunne forklare det, mon så ikke han havde gjort det i stedet? Det er dog tydeligt med Roebuck Wright, som det var med Baldwin, at der ligger smerte og sorg bag alle hans ord. Vi får det også til sidst i scenen med den syge kok, hvor de to emigranter samles i fælles forståelse over ikke at passe 100% ind i deres nye hjemland. Redaktøren Arthur Howitzer Jr, der selv er emigrant, lader til at tro han forstår det. Men gør den hvide mand nu også det?
Når man har spurgt: Hvorfor gør kunstnere hvad de gør? Så må man jo tage spørgsmålet videre: Hvorfor gør Anderson som han gør? Det er for mig første gang jeg mærker den her spænding i en Anderson film. Ofte virker det bare som om han gør hvad han har lyst til, men ligger der noget dybere bag? Nogle traumer, noget sorg, noget smerte? Jeg aner det ikke, og Anderson har aldrig slået mig som specielt utilpasset, men jeg vil også sige, at efterhånden er hans æstetik trukket så langt ud, at det ikke rigtig virker helt normalt længere.
Anderson har naturligvis altid været stilist. Og hans film har altid været flotte. Men det har heller ikke været verdens mærkeligste æstetik, den har i høj grad været præget af symmetriske billeder og sjove kostumer. De fleste kan være med. Men billederne i The French Dispatch er ofte vildt mærkelige! F.eks introduceres Roebuck Wright blot med sine ben, billedet er skåret så skævt at hovedpersonen overhovedet ikke er med. Der er ikke megen symmetri mere, i stedet jongleres der med flader og linjer som var det et maleri af Mondrian. Det bliver mere og mere abstrakt, mere og mere skævt, mere og mere kaotisk. Der ligger så meget kontrol og storyboarding over de her billeder, at det begynder at have skær af det decideret monomane. Og så er det jeg begynder at for alvor være fascineret.
Men. Jeg kan altså stadigvæk ikke finde nogen bagvedliggende sorg og smerte. Jeffrey Wright er genial som Roebuck Wright, og han kommunikerer en træthed, som Baldwin også havde, og som det var rigtig nemt at gætte sig frem til hvorfor en sort mand havde i tresserne og halvfjerdserne. The French Dispatch er mere mystisk end den er mørk. Tag f.eks den midterste fortælling, en nærmest parodisk fremstilling af ungdomsoprøret i 68. Det virker ikke rigtig som om Anderson går op i de reelle politiske bagvedliggende pointer, og jeg forstår overhovedet ikke hvorfor den algierske krig, der stoppede i 62, skal præsenteres som om den var samtidig med oprøret. Men samtidig er portrættet af den wannabe revolutionære Zeffirelli ret fint. Den unge mand ønsker at skrive manifester, men han har ikke sproget. Han formår ikke at forandre verden med sit sprog. Portrættet af ham er lidt parodisk, men også med en melankolsk sympati, især da den unge mand reduceres til symbol og emblem. Måske det er så sympatisk fordi Anderson fornemmer noget af sig selv i den udvikling?
Det er sjældent Anderson beskrives som en instruktør, der har ændret verden. Han er mest kendt for at lave sine egne verdener, og have sin egen stil. Måske han mærker nogle komplekse følelser indeni om det? Hans seneste film er blevet mere ambitiøse, men det er altså ikke fordi han har de mest overbevisende pointer om fascisme i The Grand Budapest Hotel eller studenterpolitik i The French Dispatch. Men måske som et mere abstrakt værk formår The French Dispatch at ramme noget dybere. Det er i hvert fald ligeved for mig. Og det ville gøre Anderson til en endnu mere interessant instruktør.