Three Monkeys

Palmesøndag del 286
(Üç Maymun, Nuri Bilge Ceylan, Tyrkiet
Cannes 2008, Bedste Instruktør)

Nuri Bilge Ceylans to foregående film før Three Monkeys slutter med at en karakter kigger ud mod et transportmiddel. I Uzak sidder Mahmut på havnen og kigger på skibene, samme slags skibe hvorpå hans fætter Yusuf er rejst ud i verden. I Climates begynder Bahar at græde efter et fly flyver henover hende, måske fordi hun tror hendes eksmand Isa er på samme fly, endegyldigt på vej væk fra hende og deres ægteskab. Three Monkeys slutter med samme slags scene, men her er der dobbelt op. Mens den midaldrende mand Eyüp står på sin tagterrasse og kigger ud på skibene i havnen, så kører der pludselig et tog forbi nede på skinnerne. Og derefter kommer der pludselig en regnskylle henover ham, mens han stadig står og stirrer. Der sker virkelig meget i det klip. Til gengæld er der ikke rigtig nogen grund til det, der er ikke nogen han kender som er rejst væk.

Det er ret kendetegnende for Three Monkeys. Der er umanerlig mange ting i den film, den er vældig actionpacked i forhold til Bilge Ceylan. Men der er ikke helt lige så meget mening med galskaben. Der bliver prøvet ufattelig mange ting, og langt fra alt virker. Men måske det var nødvendigt. Bilge Ceylan har i hvert fald senere genbrugt mange af idéerne, og lykkedes med at omforme dem til mesterværker. Det sker dog bestemt ikke her.

Eyüp er chauffør for den rige mand Servet, der håber på at blive valgt ind i parlamentet ved det kommende valg. Så da Servet kører en mand ihjel, hyrer han Eyüp til at tage straffen. Den uventede pengesum giver håb om en bedre fremtid, men i stedet begynder det at hive Eyüps familie fra hinanden, da sønnen begynder at droppe ud af studiet og finde ind i et voldeligt miljø, samtidig med at konen Hacer indleder en affære med Servet. Den voldelige handling spreder sig som ringe i vandet, og skaber hemmeligheder og forbrydelser overalt.

Der er virkelig mange nybrud for Nuri Bilge Ceylan i den her film. Først og fremmest er der kriminalplottet. Plot-mæssigt hang hans tidligere film ret meget sammen to og to. De to første, Kasaba og Clouds of May, var portrætter af små byer, hvor plottet i opfølgeren endda omhandlede en instruktør der skulle instruere en film der minder ret meget om debuten. Både Uzak og Climates handler så om nære relationer med stor indbygget afstand, hvor hverken fætrene i Uzak eller ægteparret i Climates er i stand til at kommunikere. Egentlig er det ret meget alt sammen noget med hvordan folk i Tyrkiet er fjerne for hinanden, hvordan folk fra landet ikke forstår folk fra byen, hvordan intellektuelle folk fra byen er for utilfredse og indelukkede til at forstå noget som helst. De to tidligere slutninger handler om folk, der har midler og muligheder for at gøre noget ved deres liv, men som sidder paralyserede og stirrer på skib og tog. Three Monkeys handler derimod om en fattig mand, hvis accept af en lyssky mulighed for at tjene en masse penge, fremfor at give ham mulighed for at komme væk fra fattigdommen, i stedet har fået ham til at sidde endnu mere fast. Derfor giver det også god mening, at der er dobbelt op på transporten i slutningen, og så lige en nedslående skylle oveni, for at understrege han er fanget i regnen mens verden suser forbi. Det føles dog stadigvæk som for meget.

Der er smurt for tykt på i krimiplottet. Servet er for åbenlyst et ubehageligt dumt svin, og man forstår intet af hvad Hacer ser i ham. Det er derudover også for tyk en understregning af hvordan overklassen udnytter underklassen – det er i øvrigt værd at bemærke, at Servet stiller op for oppositionen imod Erdogans AKP, hvis man tror Tyrkiets nuværende krise blot kan forklares med AKP-partiets autokratiske tendenser. Ligeledes er det et problem for filmen, at vi ikke møder sønnen Ismail før Eyüp ender i fængsel, så vi kan ikke regne ud om hans krise reelt set hænger sammen med faderens fravær. Eyüp påstår selv, at det skyldes han har manglet en fast autoritet, men selvfølgelig gør han det. Plottets moralske pointer forbliver ret flertydige. Det gør andre aspekter af tematikken til gengæld ikke. Særligt optræder der pludselig et spøgelse, som viser sig at være Eyüp og Hacers første søn der døde som barn, og her bliver der for alvor smurt tykt på. Også for tykt. Det er visuelt slående, som det lille spøgelsesbarn vandrer ind i billederne, men det er næsten for nemt. Den samlede effekt af filmen bliver så massiv, at det nærmer sig det kitschede.

Men hvis plot og tematik er for meget, og Nuri Bilge Ceylan først og fremmest kom videre herfra ved at skære fra, så var Three Monkeys også et gevaldigt skridt fremad rent visuelt, og her videreførte instruktøren sidenhen mange af idéerne. Allerede Climates eksperimenterede med digitale kameraer, men i 2008 var teknologien blevet så god, at man for alvor kunne skabe helt nye æstetiske idéer. Three Monkeys er en nærmest gotisk verden, hvor colourgrading gør alt uvirkeligt, hvor skyggerne er voldsomme, og strålerne af lys i mørke ligeså. Three Monkeys er noget nær et visuelt nybrud, og jeg forstår lidt godt at den vandt prisen som Bedste Instruktør i Cannes 2008, selvom den var langt fra den bedste i konkurrencen. Den er instrueret mest, og samtlige scener afhænger af de visuelle æstetiske greb. Der er dog bare igen lidt det, at det hele bliver så meget digitalt og gotisk, at det nærmer sig det kitschede. Der er en ekstrem brug af himmel og skyer og lys, som jeg forestiller mig også er digital, og som skaber en fornemmelse af at det er en kosmisk fortælling vi er vidner til. Det er ikke bare en krimifortælling, det er en stor fortælling om ondskab og moralske valg. Men det gør det igen til for meget, filmen kan ikke rigtig bære det, og jeg får igen fornemmelsen af at det hele er lidt kitschet.

Three Monkeys var Nuri Bilge Ceylans hidtil sidste film under de to timer, så det er lidt mærkeligt at påstå han senere gik i en mere minimalistisk retning. Men snarere valgte han færre men bedre ingredienser til sine film, skabte smallere men mere komplekse plots, og lavede dermed herefter film, der føles mindre overlæssede. Three Monkeys virker lidt som den slags eksperimenteren man laver, når man godt ved at man var i fare for at gentage sig selv. Nærmest alt forsøges gjort anderledes denne gang. Det skaber en i mine øjne virkelig ujævn film. Men samtidig også et væld af fascinerende momenter, billeder, idéer. Og dem arbejdede Nuri Bilge Ceylan sidenhen videre med. Så set med de øjne er det en strålende succes.