Palmesøndag del 103
(Valkoinen Peura, Erik Blomberg, Finland
Cannes 1953, Bedste Eventyrfilm)

Der er en pointe med at jeg blogger om tilfældige Cannes-film. Min idé er at skrive om film der måske ikke er så kanoniserede i dag, men engang var set som det bedste af det bedste. Mange af de bedste film transcenderer deres samtid. Men laget lige under gør ikke, de er fuldstændig rundet af tiden. Så de kan til tider fortælle os mere om smag og behag op igennem filmhistorien.

Det virker ikke altid. Men jeg vil sige at jeg indså noget da jeg så The White Reindeer af Erik Blomberg, der vandt prisen for ‘Bedste Eventyrfilm’ i 1953, og var den første finske film i Cannes (og så vidt jeg kan se én af kun otte, hvoraf de fire er af Aki Kaurismäki. Finland er ikke verdens største filmland). Halvtredserne er rent filmhistorisk kendt som en virkelig åbensindet periode, hvor vestlige biografgængere pludselig havde lyst til at se film fra hele verden, og japanske og indiske film trak mange i biografen. Ingmar Bergman, Akira Kurosawa, Satyajit Ray, og mange andre fik et internationalt publikum som de har holdt op til i dag. En stor kontrast til vore dage, hvor selv en Guldpalme-vinder fra Hirokazu Kore-eda er en niche-film i forhold til de superhelte-blockbustere der ellers fylder salene.

Men mens jeg så Blombergs skildring af livet i Lapland, komplet med shaman-mystik og animisme, gik en ting op for mig. Det handlede ikke kun om åbensindethed i 50’erne. Det handlede også om eksoticisme og en længsel væk fra den moderne verden post Anden Verdenskrig. Bergman blev først og fremmest kendt for hans middelalderfilm som Det Syvende Segl, Kurosawa for hans samurai-film, Ray for hans skildringer af fattige indiske bønder ude på landet. Palmen gik ikke bare til internationale klassikere som japanske Ingen Kan Tvinge Et Hjerte og russiske Tranerne Flyver, men også til franskmænd der lavede film i fjerne lande som Clouzots Frygtens Pris, Camus’ Sort Karneval og naturligvis Cousteaus’ undervandsklassiker Den Tavse Verden.

The White Reindeer var Erik Blombergs første spillefilm som instruktør, men han var en erfaren herre både som fotograf og manuskriptforfatter på film i Sverige og Finland. Han instruerede, fotograferede, og klippede filmen, og skrev manuskript sammen med hans kone Mirjami Kuosmanen, efter hendes idé, og hun spillede også hovedrollen som Pirita. Filmen var produceret af det nystartede ambitiøse filmselskab Junior-Filmi, startet af bl.a. Matti Kassila, der i 1957 blev finsk instruktør nummer to i Cannes med The Harvest Month. Det var altså et ambitiøst projekt, erfarne mennesker der ville prøve noget nyt, og forsøge at få lov til at lave mere personlige projekter. Rigtig auteur-agtigt. Men jeg tror ikke det kun var derfor den kom til Cannes. Jeg tænker at også filmens fornemmelse for kulturel autenticitet har spillet en rolle.

The White Reindeer foregår, som titlen nok antyder, blandt rensdyrs-opdrættende samere i det nordlige Finland. Kvinden Pirita bliver gift med Aslak (Kalervo Nissilä), men hun savner ham da han ofte er på vandring med hans rensdyrsflok. Hun opsøger derfor shamanen Tsalkku-Nilla, der fortæller hende, at hvis hun ofrer det første hun ser på hjemvejen, så vil alle mænd finde hende uimodståelig. Det gør Pirita, men magi er noget farligt noget, så hun bliver samtidig forvandlet til en art vampyrisk var-rensdyr, der spreder skræk og rædsel ved at lokke unge mænd til sig og derefter drikke deres blod.

Blomberg var kendt som dokumentarist, og jeg har set henvisninger til at The White Reindeer skulle være baseret på en gammel samisk myte, men jeg ved ikke om jeg tror på det. Jeg synes det er mere interessant at filmen har den her aura af at være ægte samisk, for jeg kan ikke rigtig hitte ud af om nogen som helst involveret har haft samisk baggrund – skuespillerne lader ikke til at være samer – eller om der er nogen som helst samiske konsulenter på filmen. Til tider er den ret hånlig overfor den samiske kultur, som når Tsalkku-Nilla kaster sig over en flaske alkohol så snart han får muligheden. Andre gange er den kæk og frejdig på den der rigtig nobelt civiliserede måde, som i det indledende rensdyr-kapløb hvor Pirita og Aslak falder for hinanden. Generelt er der rigtig mange scener i første halvdel af filmen hvor de glædesstrålende råber hinandens navne mens de står på ski. Naturlivet er så dejlig friskt og naturligt.

Jeg gør lidt nar af den påståede autenticitet, for den er lidt hård at komme igennem, men som psykologisk horror-film er The White Reindeer virkelig stærk. Blomberg var en rigtig god fotograf, der havde sans for udendørsfotografi, og de mange snedækkede vidder er gude-smukke, når ikke de er skumle og farlige. Kousmanen og Nissilä var begge i slut-trediverne, hvilket virker som en del ældre end deres energiske og nygifte karakterer skal forestille at være, men Kousmanen især har et ansigt hvorpå man kan aflæse længsel, frustration og splittelse. Et årti senere kunne Blomberg og Kousmanen have lavet lappiske ennui-film a la Antonioni og Bergman, hvis ikke Kousmanen var død i 1963. Derudover er det altid skønt at se en horror-film nærmest uden effekter, når Pirita bliver til en ren hopper hun og så klippes der til et rensdyr der løber væk. Det er ekstremt virkningsfyldt fordi Kousmanen hopper på en virkelig sær måde. Så let kan det gøres.

Parret Blomberg og Kousmanen lavede tre andre film i halvtredserne der på engelsk har titlerne When There Are Feelings, Betrothal og Wedding Night. De to første var succesfulde, mens den sidste var en polsk-svensk-finsk co-production der vist endte som noget rod. Som nævnt før døde Kousmanen i 63, hvorefter Blomberg lavede tv-film og involverede sig i den bureaukratiske del af filmverdenen, med plads i diverse filmråd. Jeg skal være ærlig og sige, at Kousmanen fascinerer mig mere end Blomberg. Ifølge den her artikel, der er ret læselig via google translate, stod Kousmanen for mindst halvdelen af arbejdet med parrets film, og instruerede også skuespil og dialog, mens Blomberg altså stod for fotografering og arbejde med landskab og statister. Hun er interessant, som en af nordisk films store kvindeskikkelser, der døde tragisk ung. Der er noget overraskende over hendes Pirita, der ikke bare er ramt af en shamanistisk forbandelse, hun lader til at have noget farligt i sig allerede inden da. På den led rammer The White Reindeer noget autentisk eksotisk i halvtredsernes film: Den er måske ikke ret autentisk som same-film, men den er ret sjælden som auteur-film af en kvinde om en kvindes kamp mod samfundet.

Og hov, så forklarer den der artikel i øvrigt noget jeg har spekuleret over mht Cannes: Eftersom hvert land kunne indstille en film efter eget valg, hvorfor var der så ikke en finsk – eller f.eks dansk – film med hvert år? Men svaret er ret simpelt: Det kostede en bondegård, mest fordi man skulle betale for en helvedes masse fester, frokoster og drikkegilder. Erik Blomberg betalte simpelthen selv. Det gad han ikke gøre igen. Det gad sådan en som Dreyer nok heller ikke…