At dokumentere. Der er film på DOX som er abstrakte, løse, flagrende i deres struktur. Nogen gange er det de ‘dokumenterer’ altings travle og flagrende tilstand. Her var for en gangs skyld en seriøs og indgående dokumentering af et emne: 160 min om den taiwaneiske gruppe af poeter centreret omkring tidsskriftet Le Moulin, og deres liv fra under tredivernes japanske okkupation og indtil det nationalistiske militærstyre under Chiang Kai-shek. Langt og indgående: Citater fra deres digte, billeder af de bøger de læste, malerier, klip fra de film de så, nyhedsklip fra dengang, og små iscenesættelser af situationer. Men filmen giver så absurd lidt ved dørene, at det i lange passager snarere bliver en abstrakt montage end nogen samlet fortælling, det er så svært at samle filmen til en historisk beskrivelse, men som moodpiece om poesi under pres fungerer den fortrinligt.

Le Moulin var et litterært tidsskrift i Taiwan under den japanske okkupation 1895-1945, tidsskriftet startede i trediverne. Inspirationen var, som navnet antyder, fra vesten, særligt Frankrig, og særligt surrealismen. De unge poeter skrev sig ind i en modernistisk, l’art pour l’art tradition, hvor det vigtigste var den poetiske energi i sproget og verden. En boheme-attitude, en elitær attitude. Der var andre mere politiske poetiske grupper omkring dem, som gerne blev slået ned med hård hånd af det militaristiske japanske styre, men Le Moulin hævdede ikke at være politiske. Det vil dog sige, det var umuligt ikke at være politisk på den tid, alene sprog-spørgsmålet var essentielt: Skrive på japansk eller skrive på taiwanesisk/kinesisk? De her digtere skrev på japansk og talte også sproget, selvom de havde kinesiske navne. Da Japan går i krig med fastlands-Kina intensiveres problemet naturligvis yderligere, og efterhånden som krigen bliver til Anden Verdenskrig, og krigslykken vender, bliver situationen mere og mere desperat, uden den store tid til poetiske aktiviteter. Og da så krigen slutter, og Taiwan vender tilbage til Kina, så går der blot fire år, så kommer de tabende nationalister og overtager området, og indfører militært diktatur. Instruktøren forklarede, at også i Taiwan var historien obskur og ukendt, for styret havde dysset langt det meste der skete under japanerne ned, da især kunst skabt på japansk.

Så altså, for stort set alt og alle må historien være ukendt og svær at håndtere. Og så er det at filmsproget bliver nærmest surrealistisk utilgængeligt. Skærmen er mere kvadratisk end normalt, de optagede rekonstruktioner er kornede. Og gerne filmet lidt skævt, og man ser aldrig rigtig nogens ansigter, og lydsiden er altid voiceover. Og forklaringerne på hvad vi ser kommer så hurtigt, og så ofte, at jeg oftere og oftere fejlede med at registrere hvad der foregik. Der var tre centrale digtere, og vi hører rigtig mange af deres digte, foruden tonsvis af oversatte digte, og udklip fra breve, men jeg var stort set aldrig med på hvem der skrev hvad. Og åh ja, så er filmen for øvrigt på japansk, med kinesiske og engelske undertekster. Så også på hjemmebane skal publikummet side og læse næsten alt hvad der foregår.

Og alligevel var det en glimrende oplevelse, i min top tre på festivalen. For efterhånden som jeg blev mindre og mindre i stand til at erkende hvad der foregik, efterhånden kom det mere og mere til at afhænge af min følelsesmæssige påvirkning af materialet. Faktisk spekulerer jeg på, om jeg måske i stedet ved for meget om emnet til rigtigt at fange filmen, jeg tog fag på universitetet om kinesisk historie hvor jeg skrev opgave om præcis den her form for kulturel udveksling, og jeg har læst litteraturhistorie, så jeg er med på de fleste vestlige referencer. Så måske gik der tværtom for lang tid, før jeg lod mig rive med, fordi jeg stædigt forsøgte at finde holdepunkter? Jeg har en mistanke om at det måske er sådan filmen skal ses, for i hvert fald en enkelt gang var en anakronistisk passage i filmen tror jeg: Der er en rekonstruktion af en passage fra en film af Jean Cocteau, et klip hvor han piller blade af en blomst spillet bagfra, så det ser ud som om han omhyggeligt fæstner blade til stilken. Men jeg er ret sikker på det klip er fra en af hans senere film, vist nok Orpheus Testamente fra 1960. Men sekvensen rammer dog den emotionelle tone sekvensen ret godt. Det er måske poetisk sandt, omend ikke historisk ditto.

Der var dog enkelte referencer jeg var meget glad for at kende. Filmen minder først og fremmest om mesterinstruktøren Hou Hsiao-hsien’s historiske dramaer som City of Sadness, The Puppetmaster og i mindre grad Flowers of Shanghai (som ikke foregår i Taiwan). Men også her bliver man kastet ud på dybt vand, og må hvis ikke man kender historien langsomt stykke den sammen. Og også Hou lavede film om tabuiseret historie, som han ikke kunne være sikker på var kendt af det taiwanesiske publikum. Det er en måde at cinematografere trauma og tabu, at den historiske forbrydelser ikke blot er de oprindelige forbrydelser begået mod den del af den taiwanesiske befolkning uheldig nok til at komme i klammeri med de skiftende herskere, men også mørklægningen af sagen derefter. The Moulin flyder som en strøm af ukendt skønhed, en fortælling altid uden for vores forståelse. En fortælling meget bevidst skubbet ud over vores forståelses-evne, af en ualmindeligt spændende ung instruktør. Jeg glæder mig meget til at se hvad Huang Ya-li gør herefter.