La Griffe et la Dent (Francois Bel & Gerard Vienne)

Palmesøndag del 43
(François Bel & Gérard Vienne, Frankrig
Cannes 1976, Teknisk Pris (Michael Fano))

What beast couldst thou be, that
were not subject to a beast?
– Shakespeare – Timon of Athens

Med disse ord, oversat til fransk, slutter den franske naturfilm La Griffe et la Dent, eller ‘kloen og tanden’, en fascinerende og mærkværdig film der vandt den Tekniske Pris på Cannes i 1976, men som tilsyneladende er gået fuldstændig i glemmebogen siden da. En dokumentar uden voiceover eller forklaringer, som starter med en solformørkelse (filmet på grænsen mellem Kenya og Ethiopien) og ellers er indrammet af lange montage-scener med løbende dyr og tromme-lyde. En ganske prætentiøs film, med andre ord. Men også en film som har en del at have det i.

Filmen er præsenteret af ‘Les Cinéastes Animaliers Associés’, som så vidt jeg kan se kun har lavet tre film i alt. La Territoire des Autres fra 1970, den her fra 76 og L’Arches et les Déluges fra 93. Det lyder ret typisk fransk halvfjerdserfilm, at det naturligvis ikke er en enkelt instruktør, men er en association af instruktører, med fælles interesser. Sammenhold over individualisme og den slags. Gruppen var tilsyneladende teknisk ret uovertrufne, også La Territoire des Autres vandt den Tekniske Pris i Cannes, selvom den ikke var i hovedkonkurrence. Der er to tekniske nybrud i den her film: For det første nattebillederne, som så vidt jeg kan forstå aldrig var set før. Instruktørerne, som også fungerede som kameramænd og det meste andet på filmen, kørte rundt i camouflerede biler med kæmpe projektører på taget, som hurtigt kunne drejes hele vejen rundt, så man kunne fange de imponerende natlige jagter på gnuer og antiloper. Det er fascinerende hele vejen igennem. Og så er der soundtracket, som var det filmen vandt teknik-prisen på. Det er komponeret af Michael Fano, seriel komponist, elev af Messiaen sammen med Boulez, og også komponist til næsten samtlige af Alain Robbe-Grillet’s film. Det er pling-plong mixet med natur-effekter, det er et komplet soundscape til en vision om dyrelivet.

skærmbillede_2015-11-16_kl_001150

Det er svært at undgå at fornemme metaforerne. Det er ikke blot løver og hyæner vi ser, det er ‘klør og tænder’, det er vildskab, voldsomhed. Solen formørkes, solen står op, gnuerne filmes i morgengrys modlys. Om natten hersker de store vilddyr over de små bytter. Om dagen dovner de gerne, klatrer i træer, afmærker territorier. Parrer sig. Mixet ind i filmen er små korte skud af en enkelt lille fugl i gang med at bygge en græs-hule, det eneste konstruktive i hele filmen. Shakespeares stykke er sjældent spillet, men handler om en athenisisk filosof, som skænker alle sine penge til sine venner, og intet får igen. En lang beskrivelse af verdens forfærdelighed, som f.eks. Herman Melville var meget begejstret for. ‘Timonisme’ kaldte han en kunstners afvisning af det omkringliggende samfund. Det er nu ikke helt det som er på spil her. Filmen lever naturligvis først og fremmest af en fuldstændig elementær fascination af de her voldelige og dødbringende bæster, og at man så også fornemmer brugen af dyrene som verdens-allegori betyder jo netop ikke en afvisning, men en fascination af samfundet.

skærmbillede_2015-11-16_kl_001110

Elemental-film. Netop fordi den er så enkelt og så abstrakt bliver det muligt at ramme en nærmest filosofisk tone. Det er forskelligt hvordan folk har det med det. I det mindste er der ikke meget forsøg på at menneskeliggøre dyrene, de forbliver bæster, og visionen om verden er en verden af bæster. Snarere er det en mystikgørelse af hele savannen, som et mytisk univers under en sort sol, som de indrammende tromme-sekvenser sætter op som et ældgammelt ritual. Kloen og tanden. Møder nakken og pulsåren. Nat ud og nat ind. Det er nogle filmskabere som fortjener at blive genopdaget.

skærmbillede_2015-11-16_kl_001048

Fortjent Pris?

Ja, den tekniske pris virker ret godt givet ud, selvom jeg naturligvis ikke kender hele feltet i 1976 endnu. Men den pris burde gå til den her type film, og især den her type soundtrack.

Og hermed er det lille tema om dokumentar-film overstået. Næste uge skal vi tilbage til projektet med 1990, men vi bliver i Afrika. Det skal handle om Idrissa Ouedraogo’s Tïlaï, der delte juryens store pris med The Sting of Death.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.