Kærlighed ved Første Slag må være et godt bud på årets værste undersatte filmtitel, den franske titel Les Combattants er en del mere ligetil. Den danske oversætter er dog tilgivet, det er en engelsk idé, derovre er den kommet til at hedde Love at First Fight. Jeg kan leve med at man føler der skal undersættes, en titel som ‘De Kæmpende’ eller ‘Soldaterne’ eller hvad man ellers skulle finde på ville være misvisende. Der er dog det problem, at titlen kommer til at virke som om den forsøger at henvende sig til publikummet der gjorde Kærlighed ved Første Hik til et hit, som om filmen er en ungdommelig romantisk komedie, gerne lidt frisk i det. Ikke at den ikke langt hen ad vejen også er det, men det sætter fokus på den dårligste del af filmen, den del der trækker ned fra alt det gode. Kærlighed ved Første Slag er en rigtig lovende debut med visuel sans og skarp humor. Men den trækkes ned af centrale karakterer der holder op med at føles virkelige, og hvis romance forfalder til klichéer.

Det er sommer i Sydfrankrig, og Arnaud Labréde (Kévin Azaïs) skal hjælpe sin storebror Manu (Antoine Laurent) med at køre deres byggefirma efter farens død. Sommeren er varm, stranden er klar, og Arnaud skal finde ud af hvad han vil med sit liv efter Gymnasiet. Eller måske universitetet, eller også er han i tvivl efter farens død. Jeg ved det virkelig ikke, det er lidt problem nummer et. Nå, men ind i hans liv kommer ligeledes unge Madeleine (Adèle Haenel), der er vendt hjem efter at have droppet ud af makroøkonomi, og nu træner på livet løs for at komme ind i de franske faldskærmstropper, så hun er forberedt på apokalypsen. Først mødes de to da de sættes til at kæmpe i et selvforsvars-seminar den franske hær sætter op på stranden, som Arnaud vinder ved at bide. Senere ansættes Arnaud til at tilbygge en tilbygning til Madeleine’s forældres hus. De småflirter gennem sommeren, og da Madeleine tager på et militært selvforsvarskursus tager Arnaud efter hende, hvor de for alvor må konfrontere deres indstillinger til omverdenen, og deres tiltrækning af hinanden. Især efter de stikker af, og forsøger at klare sig selv i de franske skove. Det er i korte træk handlingen.

På en og samme tid er det for meget og for lidt handling. Forholdet mellem de to ender der, hvor mange andre romantiske komedier ville ende akt 1, så som sådan sker der meget lidt i den her film. Men på den anden side, så fremstår filmen som tre film i én, og skiftene mellem set-up betyder, at filmen aldrig får den ro den har brug for. Der er lavet rigtig mange ‘sidste sommer’ film, om unge mennesker, der driver gennem deres sidste ferie inden de for alvor må give sig i kast med den virkelige verden. Der findes også film, der skildrer den absurde struktur og ideologi der finder sted på en træningslejr, voldeligt som Full Metal Jacket, som farce i Politiskolen, eller med satirisk visuel sans som argentinske Lukas Valenta Rinner’s Parabellum, der spillede på PIX i år, og som en langt mere interessant film. Og endelig findes der også en del film om unge elskende der render væk på egen hånd, et andet eksempel fra i år er finske J-P Valkeapää’s They Have Escaped, et lille mesterværk der nuppede de fleste finske Jussi-priser, men alligevel af en eller anden grund aldrig er blevet vist herhjemme. De to linkede film er små arthouse mesterværker, der ved præcist hvad de vil, og fuldfører det til UG. Kærlighed ved Første Slag vil alt for meget, og formår derfor alt for lidt. Hvad der mangler af bid i de lidt forhastede scenarier skal i stedet vindes ved de sympatiske hovedroller og deres indbyrdes forhold. Og selvfølgelig er jeg en snob, der hellere vil se seje billeder end sympatiske personer, så jeg er måske forudindtaget, men personerne klinger ganske enkelt hult for mig.

Skuespillet er desværre også vildt godt. Ved årets César-awards vandt Adèle Haenel prisen som Bedste Skuespillerinde, og Kévin Azaïs prisen som Mest Lovende Skuespiller. Hvilket er fuldt fortjent, og deres sten-solide gennembruds-præstationer er sikkert en stor del af grunden til at filmen kommer så bredt ud. Og hurra for det, især Adèle Haenel har været med i seje film, hvorpå opmærksomhed gerne må smitte af. De spiller begge skidegodt. De er bare forkerte for den her film. De er først og fremmest for gamle – Haenel er 26, Azaïs 23 – hvilket skaber konstant forvirring. Hvem er de her mennesker, hvorfor bor de stadig hjemme, og hvorfor ved de intet om verdenen? Efter de har kørt på knallert i regnvejr kan Arnaud ikke lade være med at stirre på Madeleine’s bryster gennem hendes gennemblødte t-shirt, som om han aldrig nogensinde har set noget lignende. Og Madeleine opfører sig på diskotek som om hun aldrig har prøvet det før, hopper og danser og bliver såret over at få foreslået hun prøvede at tage kjole på i stedet for bukser og polo, som om hun aldrig har mødt en sexistisk dreng før. Filmen handler om intet at vide, at være usikker, og langsomt finde et ståsted, men skuespillerne spiller med stensikker komisk kontrol fra første øjeblik. Det forvirrer, og det betyder man forlader biografen usikker på, hvad man egentlig så. Var det et godt udfald? Dunno.

Men mon ikke instruktør Thomas Cailley ved præcis hvad han laver? Det er sjældent en film bliver mere populær af, at man caster mindre erfarne skuespillere, også selvom rollen kalder på det. Men det er synd for filmen, som omgiver de to uskarpe centrale karakterer med så mange skægge verdener og scenarier, der havde fortjent mere opmærksomhed. Især har instruktør Cailley, og hans fotograf og bror, David Cailley, et nærmest Seidl’sk blik for de satiriske muligheder i et rektangulært opstillet tableau. Når Madeleine vælter en flagstand med et fransk flag ved siden af en lukket rekruterrings-truck for hæren, bliver det så meget sjovere fordi hun punkterer den møje opstillede symmetri. Symmetrien afspejler naturligvis også hærens selvopfattelse. Alle vegne findes denne symmetri, hos bedemanden, på kasernen, på træningsbanen, i rigmandshuset, og Cailley fremstiller den smukt og satirisk. Kun i skoven findes det krogede, det bugtede, det naturlige. Også vejret får lov at spille en hovedrolle, med stormskyer og skovbrænde som skræmmende, sublime elementer, der fanger og truer de små menneskers forsøg på at kontrollere verdenen. Der ér vitterlig billeder i denne film, udsøgte billeder, skræmmende billeder. Det er bare synd at de ikke får den plads de har fortjent, til fordel for en kærligheds-fortælling, der ikke rammer så hårdt som den burde.