Efter to år med corona vender CPH:DOX endelig tilbage til biograferne, men nu er det så i stedet med Europas største krig siden Anden Verdenskrig som bagtæppe. Er det overhovedet i orden at se film mens bomberne falder? Når det kommer til Ukraine, så er det tværtom vigtigere end nogensinde. Her leverer årets CPH:DOX nemlig en række af film, der behandler konflikten på helt utroligt stærke måder.
Dokumentarfilm kan noget helt særligt. Når det er bedst, så er det ikke så meget journalistisk, som det tilbyder kunstneriske perspektiveringer til et emne. I år kan man både få en højaktuel forståelse for bevæggrundende hos separatisterne i øst, men der er også film der understreger, at problemerne i Ukraine ikke kun kommer fra Rusland, men at landet også er dybt præget af social armod. Hvilket er værd at huske på, når krigen engang er ovre, og nyhedsinteressen drager videre.
A House Made Of Splinters
(Simon Lereng Wilmont, Danmark)
Man kan ikke anklage Simon Lereng Wilmont for opportunisme. Han har lavet film i Ukraine i årevis, og forgængeren Olegs Krig vandt både Robert og Bodil for Bedste Dokumentar, ligesom begge hans to Ukraine-film nu har vundet for Bedste Dokumentar på Gøteborg Film Festivalen. Det er en auteur-dokumentarist der har fundet et stof han er særskilt god til at skildre, og A House Made Of Splinters slår helt klart fast at Simon Lereng Wilmont er en af Danmarks pt vigtigste dokumentarister.
Alligevel er det ikke en udelt triumf. Der er ændret lidt på stilen siden fantastiske Olegs Krig, hvilket ikke kun er godt. Og så er Simon Lereng Wilmonts helt store styrke, hans evne til at finde poesi og lys selv i de mørkeste emner, blevet lidt udfordret af tingenes udvikling siden han lavede sin film færdig.
Vi er i Lysychansk i det østlige Ukraine, hvilket filmen siger er 20 km fra fronten, men det passer fortvivlende nok ikke længere. Her ligger der en stor institution, hvor børn kan bo i helt op til ni måneder, hvis deres familie-situation bliver for dårlig. De kan fortsætte deres skolegang, mens myndighederne forsøger at finde ud af om de kan komme tilbage til forældrene, om der kan findes en plejefamilie, eller om de skal til et rigtigt børnehjem. På grund af krigen mod de russisk støttede separatisters er der flere familier end ellers der går i stykker, så selvom store dele af filmen egentlig viser børnene lege og finde en form for glæde, så er det en meget dyster fortælling.
Olegs Krig handlede også om et barn i nærhed af krigen i Donbass, og imponerede med sin evne til at give en anden forståelse af krig. Det var et vilkår, noget som Oleg ikke forstod eller forsøgte at debattere, men som han oplevede som f.eks larm og glimt af eksplosioner, og som han måtte leve med. Det var også en film der på imponerende modig vis undlod at skære ret meget ud i pap, og mere lod publikum selv tage oplevelsen ind. Her tager A House Made Of Splinters lidt et skridt tilbage, da der her gøres brug af voice over fra lederen af børnehjemmet, foruden ret meget følsom musik. Det er ikke fordi det lederen siger er dårligt. F.eks fortæller hun hvordan flere af mødrene til de fjernede børn selv havde været på hjemmet, hvilket er en vigtig og stærk pointe. Men det bliver en lidt mindre unik oplevelse på den måde.
Det er også en dokumentar, der meget tydeligt er konstrueret. Mange af situationerne er f.eks stærkt opklippede, så vi får rigtig mange nærbilleder af mange børns ansigter, og jeg tvivler på der har været så mange kameraer i brug på én gang. Man mærker instruktøren i store dele af filmen, og så begynder lyset og håbet lidt at flimre. Er der egentlig nogen grund til at håbe? Er det Simon Lereng Wilmont der ikke er nihilistisk nok? At Putins krig så formentlig har haft helt frygtelige konsekvenser for de medvirkende får håbet til at virke endnu mere fjernt.
I mine øjne er A House Made Of Splinters et lille skridt bagud i forhold til Olegs Krig, omend den stadig er anbefalet. Det er bare ikke den bedste film om ukrainske børn på årets DOX…
Outside
(Olha Zhurba, Ukraine/Danmark/Holland)
Det er i stedet Olha Zhurbas Outside, om den unge Roma, der som 13-årig var med under Euromaidan revolutionen, men hvis liv ikke er blevet forbedret af den grund. Endnu vigtigere er det dog at sige, at de to film, A House Made Of Splinters og Outside, spiller formidabelt godt sammen. De er som to sider af samme ulykkelige fortælling, og at se dem begge to er en unikt stærk oplevelse.
Roma var som blot 13-årig, med livet som indsats, med i kampen for en bedre ukrainsk fremtid. Han kastede med brosten, hjalp med til at tænde bål, så folk blive skudt, og optrådte bl.a. i den Oscar-nominerede Winter On Fire: Ukraine’s Fight For Freedom – hvor han vist beskrives som 12-årig, jeg er ikke helt sikker på alderen her. Men hans liv blev ikke reddet af den grund. Den ukrainske instruktør Olha Zhurba filmede ham dengang, og gik fem år efter i gang med flere optagelser. Her er Roma blevet en ung mand, reflekteret og intelligent, men også præget af et årelangt stofmisbrug, og uden mange forhåbninger til fremtiden. Han indrømmer åbent, at han først og fremmest tog til Maidan for at komme væk fra børnehjemmet, hvilket er én af de ting der får Outside til at spille så godt sammen med A House Made Of Splinters.
Men mest af alt spiller alle delene af Outside fremragende sammen med hinanden. Zhurba klipper frem og tilbage mellem 13-årige og 18-årige Roman, og inkluderer derudover telefonsamtaler og overvågningsbilleder fra byen Yagotyn, hvor den unge mand bor sammen med sin bror, der netop er kommet ud efter fem år i fængsel. Snarere end et narrativ bliver det en tematisk opbygning, hvor f.eks bare ordet Outside bliver ladet med betydning. At være uden for. Uden for samfundet, uden for fællesskabet, ikke have nogen familie. Men også at være uden for børnehjemmet eller fængslet. Det ord skifter mening som filmen skrider frem, indtil vi sent ser 13-årige Roma stå helt alene og stirre ind gennem et vindue på en glad familiefest. Så er det ret tydeligt hvad det er det unge menneske mangler.
I virkeligheden er Romas tragedie fortvivlende simpel. Det er den samme tragedie som forstanderen på børnehjemmet i A House Made Of Splinters snakkede om. Outside rammer så komplekst, fordi Roma er reflekteret over tragedien, og fordi der filmen igennem er så mange forsøg på at undgå tragedien. Kærester, scener med venner fra børnehjemmene, fællesskabet med broren, og så også tiden på Maidan, hvor Roma var på indersiden af en historisk begivenhed. Men sådan nogle helt grundlæggende svigt af børn har det med at bide sig fast. Der er ingen enkelt løsning, hvorfor Zhurbas kaleidoskopiske klippestil også virker så meget mere passende. Og tilføj Simon Lereng Wilmonts film oveni, og det bliver endnu mere kaleidoskopisk.
A House Of Splinters tilføjer en strukturel klangbund til Romas tragedie. Og med Outside som opfølger kommer A House Made Of Splinters tragisk nok til at virke mere korrekt. Til sammen er det en umanerlig stærk fortælling, og det er muligheden for at lave den slags kombinationer, som netop er styrken ved en festival som DOX. Enhver der ser den ene bør se den anden, og vice versa.
Novorossiya
(Enrico Parenti & Luca Gennari, Italien)
Dokumentarfilmens evne til at skildre vigtig virkelighed på helt særlig vis ses også i Luca Gennari og Enrico Parentis Novorossiya, der tager os med til separatist-republikkerne i Donbass, dengang krigen stadig var frosset fast, og der eksisterede en eller anden form for dagligdag. Det er et kunstnerisk portræt af en gruppe mennesker der ellers aldrig kommer til orde. Dokumentaristerne tier helt stille, lader deres subjekter tale, men bearbejder det via kamera og klipning til et kunstnerisk hele. Du forstår konflikten i Ukraine på en anden måde efter du har set Novorossiya, og det er altså ikke bare fordi du har hørt den russiske side af sagen.
Gennari og Parenti har interviewet et væld af folk i de to republikker, og derudover er vi med til kultur-begivenheder såsom teater, korsang og boksekampe, ligesom vi hører officielle fortællinger om krigen både i klasseværelser såvel som via politikertaler. Særligt opsigtsvækkende er nok portrættet af den amerikanske fremmedkriger Russel Bentley, kaldet ‘Texas’, der er selverklæret kommunist, og som fuldstændig mener at han kæmper mod nazismen, lidt ligesom Che Guevara, som han siger. Blandt de andre medvirkende er der både soldater, bekymrede unge, og fordrevne kvinder, der nu lever i Sovjet-tidens bunkere. De fleste anlægger mere eller mindre pro-russiske linjer, fra soldaterne der decideret lyder som propaganda-maskiner, til de unge skoleelever, der fortæller om hvor fantastisk det har været at besøge St Petersborg.
Det er et portræt af den pro-russiske side i Ukraine, som vi ellers aldrig hører meget til. Men det er ikke derfor filmen er så stærk. Det er ikke bare mikrofon-holderi, men samtidig er det heller ikke en udlevering. Det er klart, vi har at gøre med folk som har hørt store mængder af propaganda, og når f.eks der tales så meget om Novorossiya, en term for et område der inkluderer stort set hele Sydukraine, så løber det koldt ned af ryggen, særligt med tanke på hvad der siden er sket. Men det stærke ved filmen er først og fremmest den desperation som den afdækker. ‘I lytter ikke til os, og i forstår os ikke’ siger en ung russisk soldat i mørket, og han har helt ret, men hans problem er også at der ikke rigtig er så meget at forholde sig til. Der tales konstant og hele tiden om en slavisk mentalitet, og hvordan Ukraine aldrig kommer til at fungere væk fra Rusland, og det er skræmmende at høre på i sig selv, og eftertiden har også undermineret argumenterne noget så eftertrykkeligt. Ukrainerne kæmper jo indædt for at komme væk fra russisk indflydelse, og det er der helt sikkert ingen som helst af de medvirkende soldater, der er i stand til at forstå.
Og det er helt ærligt synd for dem. Det er filmens mest provokerende budskab, men den skildrer gentagne gange desperationen og traumerne der påføres også soldaterne og propagandisterne. De bedste passager er montager, hvor korsang og anden kultur klippes sammen med krigsklip af skud og eksplosioner, for at understrege hvor tæt på krigen befolkningen lever. Soldaterne skriger også og er på kanten af gråd, og kommer ingen vegne. Og selv stålsatte ‘Texas’ ser vi forsvinde ud af billedet. Det er endnu et stærkt klip, hvor instruktørerne på subtil filmisk vis får lagt et lag nedover subjekternes udsagn ved at lave bare en lille æstetisering, der gør at det umiddelbare udsagn ikke bare får lov at stå.
Det er derfor at Novorossiya er så stærk, på den unikke måde en kunstnerisk dokumentar kan være. Det er ikke journalistik. Der er et journalistisk materiale, i alle de mange interviews og i de begivenheder der observeres. Men med viljen til at arbejde filmisk, så klippes billeder og udsagn sammen, så de taler til hinanden på komplekse måder. Effekten er en emotionel forståelse, der er helt enestående filmisk. Du kan læse rigtig meget op om ‘Novorossiya’ – det har jeg selv gjort under den nye konflikt. Men Novorossiya giver en helt unik kunstnerisk viden om det. Det er som at læse en stor roman, men tilgængelig for os alle mens konflikten stadig er højaktuel. Det er præcis det som CPH:DOX tilbyder, det er derfor det er en af Danmarks vigtigste kulturbegivenheder.
A House Made of Splinters:
24/3 21:30 Grand
29/3 17:15 Empire
30/3 19:30 Politikens Hus
2/4 19:15 Grand
Outside
25/3 19:45 Empire
31/3 18:15 Cinemateket
2/4 12:00 Dagmar
Novorossiya
31/3 20:00 Cinemateket
2/4 17:15 Charlottenborg