Palmesøndag del 215
(Saat el Fahrir Dakkat, Barra ya Isti Mar, Heiny Srour, Libanon
Cannes 1974)
Engang imellem ved jeg ikke helt om jeg stoler på mine oplysninger. Da jeg f.eks så den restaurerede version af The Hour of Liberation Has Arrived, så stod der i indledningen, at filmen havde været i Cannes i 1974, men i Critics Week, der stod ikke noget om at den havde været i hovedkonkurrence. Men ifølge Cannes’ officielle hjemmeside var den altså i hovedkonkurrence. Ifølge wikipedia var den begge steder. Jeg ved det ikke, og måske skal man passe på med at konkludere for meget om Cannes’ udvælgelseskriterier i halvfjerdserne indtil jeg får helt styr på det. Men derfor er det stadigvæk en interessant film, som er værd at se på.
Egentlig er det også en type film, som normalt får plads i sidekonkurrencerne. Det er en ret ligetil dokumentar. Et obskurt men virkelig interessant emne: Feministiske socialistiske guerillakrigere i Oman i starthalvfjerdserne. Dem er der ikke lavet så mange film om. The Hour of Liberation Has Arrived følger en ret klassisk agit-prop struktur. Først en noget didaktisk beskrivelse af historien omkring Dhofar-provinsens oprør mod sultan Said ben Tamour. Det er godt med noget forhistorie, det er nok de færreste der kender ret meget til det, men de fleste kunne nok også godt gætte sig til at den her slags film ville sige vesterlændingene – i det her tilfælde briterne – gør hvad de gør fordi de vil have fat i olien. Derefter kommer det egentlige filmiske materiale, interviews med mange krigere fra Dhofars Befrielsesfront, mixet med klip af hvad de gør. Vi hører dem fortælle om deres politik. Og vi ser dem træne med våben, vi ser dem arbejde for at udvikle det område de har erobret, vi ser dem undervise hinanden, og vi ser et par militær-operationer. Og det er egentlig det.
Hvis man har set en film som Olivier Assayas’ Efter revolutionen, så forstår man lidt den her type film. Det er en kollektivistisk guerilla-film, et portræt lavet uden for meget af den auteuristiske ‘borgerlige’ stil, men i stedet med et mere rendyrket, mere folkeligt, mere populistisk sprog. Formålet er at informere og inspirere, uden at det forstener i rene æstetiske værdier. Og som sådan har filmen selvfølgelig slået fuldstændig fejl. Der er ikke ret mange der kender til Dhofar, til dens feministiske befrielsesfront, eller for den sags skyld ret meget til hvad der skete i Oman. Filmens didaktiske værdi kan derfor helt objektivt siges ikke at have været stor nok, og rent subjektivt vil jeg også sige, at de argumenter der fremføres ikke er så vanvittigt overbevisende. Jeg ved selvfølgelig også i dag at oprøret slog fejl, men jeg ved heller ikke hvor overbevisende det har virket i 1974. Det ser ret vakkelvornt ud det hele, det ligner ikke en hær der er lige ved at vinde.
Til gengæld holder den vitterlig stadigvæk som æstetisk værk. Den er ikke så lang, og de didaktiske passager er vitterlig didaktiske, men der er virkelig meget kraft over de passager hvor vi bare ser på oprørerne. Korthårede unge kvinder i uniform, med smil om munden og våben i hånd. De virker lidt trætte, de snakker nogen gange som om de har lært det de skal sige udenad. Men der er kraft i det. Der er også kraft i den måde menneskene bevæger sig landskabet, det ret hårde bakkelandskab med enkelte vandhuller her og der. Vi ser dem mest øve sig, kun et enkelt sted ser vi et missilangreb på en britisk base, hvorefter de gemmer sig under et klippefremspring for et kampfly. Smiler til hinanden.
Men langt hen ad vejen er det også skræmmende og vanvittigt. Jeg er med på, at oprørerne vitterlig kæmpede for en god sag, sultanen undertrykte vitterlig sit folk, forbød moderne teknologi, men nægtede at gøre noget ved f.eks slavehandlen. Det var vanvittigt at briterne ligefrem støttede ham, med den måde han undertrykte sit folk på. Forstår godt folket rejste sig. Det gør det ikke mindre skræmmende at se små børn med våben, 14-årige piger der fortæller om militant feminisme med maskingevær ved hånden, en 15-årig der er blevet sendt hertil at sin mand, virkelig små børn der lader til at holde vagt, og hvis opdragelse i feminisme og guerilla-teori helt ærligt lader til at være indoktrinering. Vi følger dem lære om deres nærområde ved at små børn skal forestille at være forskellige lande, og det de lærer er sådan noget som ‘Jeg er Bahrain og bliver undertrykt af en illegitim emir som udlændingene støtter på grund af olie!’ Godt så.
Men der er en stolthed i billederne, det skal man ikke være blind for. Og det var en stolthed som Frankrig accepterede, i det mindste. Og der er også inkluderet billeder af engelske demonstranter, der protesterer imod at deres regering støtter et så undertrykkende regime. Der er en grund til at den her feminisme bliver fremhævet, for den er virkelig ret inspirerende. Og der var vitterlig en ganske kort periode, hvor unge i vest var parat til at lade sig inspirere af den tredje verden. Ikke ynke den, ikke have ondt af den, ikke blot kæmpe for at de skulle blive bedre, men helt reelt have en opfattelse af, at de måske var bedre, og at vi kunne lære af den. Det er en af betydningerne af den ‘tredje verden’, som måske er gået lidt tabt, men i Frankrig gav det mindelser om den ‘tredje stand’, det almindelige folk, som havde stået bag revolutionen mod de to første stænder, adelen og kirken. Den franske ‘tiers-mondisme’ var også en idé om at der derude var et virkeligt folk, en virkelig stand, der gjorde oprør mod de to andre folk, det kapitalistiske vest og det kommunistiske øst. Det sås også ved den samtidige ‘Third Cinema’, teoretiseret i Latinamerika, der vendte sig imod både Hollywood for det første, men også for det andet imod den europæiske auteur-film som det andet. Man søgte efter noget tredje, og The Hour of Liberation Has Arrived kan sagtens stå ved siden af andre samtidige hovedværker som Patricio Guzmáns The Battle of Chile eller Octavio Getino og Fernando Solanas’ The Hour of the Furnaces. Omend den er noget kortere og mindre.
Men det er så også det mismodige, for den tid hvor vesten var åben overfor ‘vinden fra øst, eller Le Vent d’Est som en Godard-film hed, var ganske kort. Jeg kalder det tiden mellem Røde Maj og Sorte September, fra maj 68 og indtil det blev miskrediteret af bl.a terroranslag som da Sorte September myrdede israelske atleter i München i 72, eller af at maoismens virkelige konsekvenser blev tydelige for folk. Lige præcis den slags var måske ikke værd at lade sig inspirere af… Og historien om Dhofar giver heller ikke ret meget glans til tiers-mondismen, Maos Kina droppede f.eks støtten til oprørerne af strategiske grunde, hvorefter oprøret blev knust med hjælp fra bl.a. Shah’ens Iran. Den feministiske socialisme lykkedes ikke. Da Iran selv blev overvældet af revolution nogle år efter var det ikke moderne socialister, men et tilbageskuende sekterisk og religiøst styre der tog over.
Det mest triste er dog næsten hvad der skete med Heiny Srours hjemland Libanon. Filmen er som nævnt fra 74, og året efter begyndte så borgerkrigen, der hærgede de næste 15 år, og som landet helt ærligt aldrig er kommet sig efter. Fransksprogede maronitter og diverse arabisk-sprogede militser bekæmpede hinanden på kryds og på tværs, og så vidt jeg kan se var ingen af dem socialistiske feminister. Der var ikke meget at lade sig inspirere af. Heiny Srour, bare 29 år gammel da The Hour of Liberation has Arrived havde premiere, lavede kun én langfilm til, nemlig Leila and the Wolves fra 1984. Det er også en ret glimrende film, men den er tilbage til at være mismodig og fokusere på undertrykkelse og massakrer. Det er også vigtigt, men der er ikke meget inspirerende håb. Hun lever dog stadig, og har gjort en kæmpe indsats for filmkunsten i Libanon, og fortjener mere ros og opmærksomhed. Hun er selv inspirerende, også selvom hendes historie, som så meget andet med den her film, er en smule trist.