Symptoms

Palmesøndag del 216
(José Ramón Larraz, UK
Cannes 1974)

Pointen med den her miniserie af tre film fra 1974 (Les Autres, The Hour of Liberation Has Arrived og den her) handlede om at der virkelig var nogle mærkelige film i konkurrence i halvfjerdserne, men den her gang lader det i det mindste ikke til at være Cannes-programlæggernes skyld. I 74 kunne lande stadigvæk indstille én film selv, og det lader til at Storbritannien valgte et sætte fokus på den her. Selvom det er en psykosexuel horrorfilm, af en spansk instruktør der ellers mest lavede softcore. Men hvis jeg må gætte på hvorfor den blev valgt, så kunne det godt have noget at gøre med den dobbelt-visning der havde været året før med Nicolas Roegs Rødt Chok og Robin Hardys The Wicker Man. Britisk horror var in, så hvorfor ikke sende noget mere af den slags afsted? Måske fordi det her ikke er en særlig god udgave af britisk horror, men altså…

Først er der noget lys i nogle trækroner, og så ser vi en kvinde der er druknet. Det viser sig hun hedder Cora og har boet langt ude i skoven hos den unge Helen. Som så nu er helt ensom. Så derfor kommer hendes veninde Anne på besøg, og det er da overhovedet ikke anledning til at flere unge kvinders liv skal være i fare, hvorefter en hel masse andres liv også skal være i fare, og i øvrigt skal de unge kvinder gerne kysse lidt, og også lige tage en enkelt trøje af i ny og næ. Jo, det er ret forudsigeligt. Men stemningen er gennemført.

At José Ramón Larraz har været i Cannes er relativt vanvittigt, når man ser på resten af hans karriere. Hans første film Whirlpool lader til at være delvist dansk-produceret, nok fordi Danmark netop havde frigivet pornografien. Han har bl.a. instrueret film med titler som Give Us Today Our Daily Sex og Los Ritos Sexuales Del Diablo, og hans film med titlen The Coming of Sin har den her plakat… Hans mest kendte film er Vampyres, også fra 1974, en historie om to lesbiske vampyrer. Han er altså b-film instruktør. Plakaten til Whirlpool lokker med at den er mere chokerende end Hitchcocks Psycho og Polanskis Repulsion, men mest af alt er han nok bare mere trashy.

Symptoms forsøger dog at være kunsthorror, og det kan man måske især se i titlen. Symptoms. Symptomer. Det er sådan en rigtig smart måde at koble æstetik og horror. Det er symptomer, det er tegn. Der er noget galt med Helen, og det sætter sig overalt. I hendes måde at agere på, i filmsproget, ja i hele den omkringliggende verden, lader det til. Alt er råd og regn og mærkelige lyde. Det er et virkelig effektjagende filmsprog, men det er sat op som om at det siger noget. Det er symptomer. På Helens problemer, javist, men er det ikke også symptomer på samfundet og al den slags? Sådan lidt ligesom at Antonionis kamerature også var symptomer på en moderne ennui hos både hovedkarakter og samfund? Er Larraz måske en genre-Antonioni, bare med latent lesbiskhed i stedet for ennui?

Nej. Nej det er han ikke. Der er mange der er uenige, filmen har fået karakter af kultfilm, men jeg synes ikke den er god. Kort fortalt er Larraz bare ikke en god nok filmskaber. Scenerne er faktisk virkelig gennemarbejdede, der er f.eks en helt enkelt samtalescene hvor kameraet bare bliver holdt uden at klippe, bevæger sig lidt, alt imens de to kvinder rejser sig, sætter sig, tager et par skridt. Det er godt nok gennemarbejdet! Det er ikke fordi det er synderlig godt. Snarere er det en instruktør, der virkelig prøver meget hårdt. Men vi lærer ikke noget af det, og det er ikke fordi kameraet fanger virkelig sigende skud. Der er en anden kamerapanorering, der involverer et spejl, som er virkelig finurlig, men det eneste formål jeg kan se er, at vi får set Helens bryster to gange, én i spejlet, én i virkeligheden. Det er det niveau vi er på. Ting bliver gjort på en måde som rent teknisk er imponerende. Hvis man sammenligner med horror-æstetik fra Roeg, Hitchcock, Kubrick eller – suk – Polanski, så er det noget helt andet.

Og så hjælper det altså heller ikke, at filmen bygger på verdens største kliché. Nu har jeg så afsløret hvad der er galt med Helen, men altså ffs, det havde alle da gættet i forvejen. Hun havde følelser for Cora, det har hun også for Anne. Det er hendes seksualitet som er problemet, for det er også noget farligt noget det der kvindelig seksualitet. Da især queer seksualitet, uha det er farligt, de bliver jo til mordere for et godt ord. Filmen skulle endda have heddet The Blood Virgin, bare lige for at skære ud i pap hvad problemet er, men det blev da heldigvis ændret. Men fuck hvor er det dog bare trættende og gammeldags, med den her slags farlige lesbiske. Det er den slags man glemmer vitterlig stadig var en ting i halvfjerdserne, ja endda meget senere end det.

Cannes 1974 blev som bekendt vundet af Francis Ford Coppolas The Conversation, en film der også handlede om tegn og symptomer, og som var meget inspireret af Antonioni, specifikt dennes Blow Up. Det er en ting i halvfjerdserne, film der indoptager landvindingerne fra 60’erne, og får dem pakket ind i en mere spiselig ramme. Nicolas Roeg er et andet eksempel, men Roeg endte også med at tilføre filmkunsten noget nyt. Meget af det han lavede var set før, men hans klipning var nyskabende. Der er intet nyskabende hos Larraz. Der er ikke engang noget som er synderlig meget mere end kompetent. Og tematikken er stupid. Det er ikke engang en dårlig film, den er fin som den er i al sin absolut forudsigelige middelmådighed. Men ret spændende synes jeg altså ikke at det er.

Hvis det endelig skal være horror, så er Motorsavsmassakren også fra 74, og det er altså en laaaaangt bedre film, desuagtet at den ikke rigtig forsøger at sige så meget. Måske netop fordi den ikke forsøger at sige ret meget. Motorsavsmassakren er horror, uforståelig, uhåndterbar horror. Der er ikke hjælp at hente fra nogen psykologisk metode, så man lidt lettere kan håndtere det. Der er bare en motorsav, og den bliver svunget rundt i solopgangen. Og det er helt ærligt 1000 gange bedre end den forsøgt ophøjede horror-stil i Symptoms, hvor det alligevel ender med en stupid pointe om at kvindelig seksualitet – og da især queer kvindelig seksualitet – er farlig. Så giv mig dog en mand med en lædermaske i stedet.