Les Autres

Palmesøndag del 214
(Hugo Santiago, Frankrig
Cannes 1974)

Vi mennesker har et behov for at finde mening og orden i tingene. Det er på mange måder godt, det gør det f.eks muligt at finde rundt i ret eksperimenterende film. Men nogle gange forstener orden og mening til ideologi, fordomme, og undertrykkende strukturer. Så må man revolutionere og dekonstruere. Men så render man rundt uden mening og logik, og det er heller ikke ret rart. Så må man forsøge at bygge ting op igen, hvilket helt ærligt måske nogle gange er endnu sværere.

Sådan synes jeg lidt det er, når jeg dykker ned i Cannes i halvfjerdserne. Der er lidt en famlende søgen efter en ny vej frem. Tresserne havde været meget nybølge, rigtig mange nye idéer, også et opgør med rigtig mange gamle idéer. Og så var det hele kulmineret i 1968, hvor det blev endog meget millitant, men hvor der heller ikke rigtig kom så meget konstruktivt ud af det. Når jeg ser film fra 70’er-konkurrencerne, som jeg ikke kendte i forvejen, så er det ofte film der lidt usikkert forsøger at komme videre efter tresserne. Således også Hugo Santiagos Les Autres, en film om meningstab, paranoia og konspirative konstruktioner. Det famler lidt. Der mangler lidt kerne. Og så forsvandt Santiago lidt ud af filmhistorien. Og konkurrencen blev det år vundet af Francis Ford Coppola. For amerikanerne lavede film, hvor man godt kunne være med.

Plottet i Les Autres er sådan set simpelt. En ung mand begår selvmord, og hans far forsøger at bearbejde sorgen. Men det er bestemt ikke simpelt fortalt. Først er der en intro på ni minutter der synes som fraklip fra en filmoptagelse, rigtig meget med at folk kigger ind i kameraet og smiler, holdt i blåtoner og med cembalo-musik buldrende i baggrunden. Så følger vi den unge mand i lidt tid, noget med et maskebal, en fægtekamp, nogle penge. Og så først derefter følger vi hans far, der forsøger at finde en mening med det hele, men det bliver ekstra svært fordi der er en mystisk spansk kvinde, en hel masse mystiske mænd, inkl en der hedder Artaxerxes og måske er en udødelig magiker, og så er der stadigvæk meget der er præsenteret som om det er en film. Manuskriptet er lavet sammen med den store argentinske forfatter Jorge Luis Borges, og det forsøger lidt at have samme nærmest proto-postmoderne stemning, men det lykkes ikke rigtig.

Argentinsk-fødte Hugo Santiago har en ikke helt uinteressant karriere. Han var Robert Bressons assistent på flere af dennes bedste film, og debuterede så som instruktør med Invasion i 1969, også i samarbejde med bl.a. Borges. Den film omhandler en gruppe mænd i sort, der forsøger at modarbejde en mystisk invasion af en gruppe mænd i gråt, grå mænd alle vegne, flere og flere, og det er ret tydeligt en allegori om demokratiets kamp mod anti-demokratiske modstandere. Og særlig tydeligt en venstreorienteret allegori da til sidst kampen overlades til en gruppe unge studerende med pistoler – de var kun på én side i 69. Så da rent faktisk det argentinske samfund tabte kampen, og et højreorienteret diktatur tog magten, så blev filmen undertrykt, og Santiago måtte leve nærmest i eksil i Frankrig. Det var her han lavede resten af sine film, hvoraf Les Trottoirs de Saturne nok er den mest anerkendte. Det var ifølge Hugo Santiago del to af hvad der så skulle være en ‘eksil-trilogi’ sammen med Invasion, og handler om en kunstner i eksil, der begynder at tale med en afdød kunstner, og får sit hjemlands regime efter sig. Santiago kan noget med at skildre længsel, eksil og kamp for retfærdighed og reel orden. Der ligger lidt af det samme i Les Autres. Men ikke rigtig nok til at man kan forstå det.

Det der med at finde mening i film, det er måske kernen af det arbejde man laver som kritiker, og jeg er virkelig ‘god’ til det, forstået på den måde at jeg utrolig nemt ser meninger og logikker alle vejne, også selvom de måske ikke sådan rigtig er til stede. Jeg har en god fantasi og mangler måske lidt selvindsigt, så jeg kan ofte finde meninger overalt. Tag f.eks en af dem som Les Autres lader til at være meget inspireret af, den franske instruktør Jacques Rivette. Rivettes film er ofte mærkelige og indviklede, men jeg har det også sådan, at hans første film hedder Paris nous appartient, eller ‘Paris tilhører os’, og det er i virkeligheden meget det samme jeg ser i flere af hans film. En masse unge mennesker der insisterer på egerskab over byen, på at finde mening og værdi i en ret kaotisk storby. Så når to kvinder spiller et mystisk spil om Paris i Le Pont du Nord, jamen, så er det jo langt hen ad vejen det samme! Ting kan godt være umanerlig komplekse, og så virkelig simple, på samme tid. Det er faktisk måske netop når tingene er mest kaotiske og komplekse, at man har brug for noget simpelt for at komme videre.

Der er en rigtig simpel idé i Les Autres, nemlig sønnens død, og hvor meningsløst alting virker herefter. Det virker bare ikke. Dertil er skuespillet for dårligt, og der er for lidt plads til følelserne. Det virker aldrig som et reelt dødsfald. Filmen kunne have lavet rigtig rigtig mange krumspring, hvis man havde fået det dødsfald til at fungere, men når det ikke sker, så har filmen det svært. Det er i virkeligheden nok ret simpelt, nemlig at skuespillet bare ikke er godt nok, så vi tror ikke det var et rigtigt menneske, en rigtig dreng, som døde. Det er også lidt fordi filmen hele tiden insisterer på at minde os om, at det vi ser er en konstruktion. Der er indledningen, der er flere andre steder hvor pludselig filmcrewet kommer ind igen – f.eks slutter en hele fem minutter og meget eksplicit sexscene med at kameraet zoomer ud og afslører et helt filmhold omkring det nøgne par i sengen – og så er der lydsiden, hvor et virkelig overdrevet foleyarbejde gør alting uvirkeligt, sammenlagt med endnu mere evindelig cembalo-musik. Og så er intet af det filmiske arbejde bare gennemført overbevisende. Kamerabevægelserne hakker lidt, klipningen er lidt langsom, intet er sådan helt igennem fedt. Så man er aldrig helt med. Der er en lang sekvens på et observatorie, hvor den mystiske kvinde tager billeder af en galakse, og rent tematisk kan jeg sagtens leve mig ind i hvad der sker: At det handler om hvor stort universet er, og hvor hårdt arbejde det er at finde mening og sandhed nogle steder, men også hvor smukt det er. Den slags. Men scenen er bare for lang og for lidt smuk.

Lange scener, det er så også hvad Rivette ofte laver. Og faktisk er de også ofte mindre smukke. Men for Rivette er det til gengæld nærmest cinema verité, nærmest dokumentarisk, når vi f.eks i 11 timer lange Out 1 bruger umanerlig lang tid på at følge en skuespillertrups øvelser. Det bliver også fængende på sin egen sære måde, at følge dem blive bedre til deres arbejde og lære at stole på hinaden. Faktisk er der mange af Rivettes film, som netop kræver at være lange og langsomme, for det handler netop om helt almindelige mennesker, der på deres egen famlende måde finder en måde at agere i Paris. Det famlende er en del af det, som giver det mening. Les Autres er paradoksal, for egentlig er den langt nemmere at gå til end Rivette, den er langt mere poleret, der er langt mere nøgenhed, der er langt mere åbenlyst eksperimenterende elementer, meta-planer, og endda op til flere monologer hvor vi får forklaret præcis hvad det er der foregår, og hvorfor de her folk har så svært ved at håndtere det. Men det er bare ikke overbevisende. Det virker som lette løsninger, men de fungerer ikke. Så selvom Rivette vælger at skabe mening på hvad der virker som sværere måder, så er resultatet at det bliver nemmere at lade sig rive med af. De er nemmere film.

Hvis nu Santiago havde fået færdiggjort sin eksil-trilogi, så havde han måske også kunnet lave et større værk, som var til at håndtere. Der havde været et nemt hook. Men det kunne han ikke finde penge til, og i øvrigt troede folk at Invasion var blevet helt destrueret, så det havde heller ikke givet mening alligevel. Så det fik han aldrig gjort. Nu står han lidt som en af dem der forsøgte at komme videre efter tressernes traumer, men ikke kunne finde vejen frem. 1974 er et fascinerende år i Cannes, hvor der vitterlig er mange af de her søgende film. Men priserne? De gik til Coppola, til Pasolini, til Fassbinder, ja for at det ikke skal være løgn gik manus-prisen til Steven Spielberg. Så mens mange instruktører ikke lykkedes med at finde holdbar æstetik, så må man nok sige det lykkedes for juryerne. De film der blev præmieret kan siges at have taget et lille skridt tilbage, for at konsolidere nogle idéer, og så bygge videre senere. Det var nok også en meget god idé. Desværre blev der så måske ikke rigtig taget det skridt videre som man burde have taget. Men det er en anden historie…