Palmesøndag del 400
(John Hillcoat, USA/Australien
Cannes 2012)
Der var lidt af et amerikansk generationsskifte i Cannes i 2012. Hele fem film fra USA blev det til, og ingen af de fem instruktører (Wes Anderson, Lee Daniels, Jeff Nichols, Andrew Dominik og John Hillcoat, hvoraf de to sidste dog er fra Australien, men lavede film i USA) havde været i Hovedkonkurrence før. Det gav en samlet pris-høst på lige præcis nul priser, og det er kun Anderson der kan siges at være blevet fast deltager, så det var ikke den store succes.
De to sidste, Dominik og Hillcoat, virker også lidt som blindgyder for indiefilmen. Særligt fordi de to film var produceret af Weinstein Company, hvis enorme betydning for indiefilmen der er blevet gjort op med sidenhen. Men også rent filmsprogligt er det ret gammeldags. De er fyldt med stiliseret vold, hvilket indiefilm stadigvæk gerne er, men hvor A24-filmene sidenhen dyrker et genre-filmsprog, der giver plads til samfundskommentarer, så forsøger både Dominik og Hillcoat at skabe fornemmelsen af at være vægtige filmskabere, med vægtige ting at sige.
Det lykkedes for Dominik. Det lykkedes ikke for Hillcoat. Lawless er en ret så ringe film, og blev afslutningen på Hillcoats status som auteur.
I bakspejlet var det også lidt af et quirk, at John Hillcoat pludselig blev set som en festival-auteur. Den australske instruktør debuterede helt tilbage i 1988 med Ghosts… Of The Civil Dead, en ret så punket fængselsfilm om korruption og forråelse. Hans auteur-status skyldes mere eller mindre The Proposition fra 2005, der blev ret så meget en kultfilm, med sin ultravoldelige western-agtige fortælling fra den australske ødemark. Hillcoat fulgte op med Cormac McCarthy-filmatiseringen The Road i 2009, der havde premiere på Venedig, men det var så også sidste gang han lavede noget sådan rigtig velanset.
Der er nu også auteur-agtige træk ved Hillcoat, som måske bedst kan forklares ved at han enormt gerne vil skildre ‘lawless’ miljøer. Ghosts… Of The Civil Dead foregik som nævnt i et fængsel, hvor reglerne er væk og volden tager over, To Have & To Hold (1996) foregik ude i vildnisset på Papua New Guinea. The Proposition er ikke bare en western, der som genre gerne omhandler kontrasten mellem lov og lovløshed, dens titel kommer også af, at den lokale kaptajn i stedet for at følge loven giver en tilgangetagen kriminel en ‘proposition’, et forslag, og dermed lægger kimen til endnu mere voldeligt kaos. The Road er som bekendt en post-apokalyptisk fortælling, og den eneste spillefilm Hillcoat har lavet siden Lawless, Triple 9 fra 2016, fik sin titel fra politi-koden for at en politimand er blevet skudt – at loven er død med andre ord.
Det er til tider spændende nok. Men det bliver aldrig rigtig interessant i Lawless. Filmen er baseret på Matt Bondurants roman The Wettest County In The World fra 2008, der fortæller om hans forfædre Bondorant-brødrene, der fremstillede og smuglede hjemmebrændt under forbudstiden i tyverne – ligesom efter sigende 99% af beboerne i Franklin County, som de var fra. I filmen følger vi Forrest (Tom Hardy), Howard (Jason Clarke) og Jack (Shia LaBeouf) og hvordan de er nødt til at navigere i en verden af farlige større gangstere, og korrupte politifolk. Det sidste er særligt vist ved den korrupte US Marshall Charlie Rakes (Guy Pearce), der erklærer krig mod brødrene, efter de nægter at betale bestikkelse.
Det lyder måske som typisk Hillcoat, men egentlig er der noget lidt mærkeligt ved at skildre forbudstiden som anarkistisk voldsorgie. Tag f.eks en tv-serie som Boardwalk Empire, den skildrer tværtom hvordan en ekstrem magtfuld og organiseret forbryderorden, et empire ligefrem, voksede frem på grund af alkohol-forbuddet. Der er også ekstremt meget vold og kaos her, men det er altid fordi noget er gået galt, forde de involverede mennesker nægter at leve efter de logiske regler, som kunne gøre et kriminelt imperium til en logisk affære.
Det kan virke som et spørgsmål om nuancer, men problemet er mere, at Hillcoat (og manusforfatter Nick Cave, de to har haft et tæt samarbejde lide siden debuten, som en ung Nick Cave spillede med i) aldrig formår at opstille regler for hvordan det her univers fungerer. I en tidlig scene gennempløkker gangsteren Floyd Banner (Gary Oldman) to politibetjente på vej til at anholde ham, og det… lader til aldrig at føre til noget modtræk? Det er svært at forstå hvordan Banner og Bondurant brødrene så åbenlyst kan tæve betjente og myrde andre gangstere, uden nogen nogensinde efterforsker noget, eller tilkalder forstærkning. Det er svært at regne ud hvad konsekvenserne kan blive af de forskellige handlinger, og dermed ryger spændingskurven også. Alting føles tilfældigt, udramatisk, for ikke at sige komplet urealistisk. Og det virker ikke som om filmen formår at sige noget som helst.
Læg dertil at Lawless er en enormt gennemsnitligt lavet film. Billederne er ikke specielt flotte, skuespillerne spiller ikke specielt godt, musikken er ret konventionel. Det hele er fint, men aldrig mere end det. Det er kompetent. Egentlig er jeg ikke sikker på Hillcoat nogensinde er mere end kompetent, men hvis folk omkring ham så er dygtige nok, så formår han via sin kompetente instruktion at få det bedste ud af det. Her er det hele lidt middelmådigt, og emnet omkring forbudstiden kræver måske lidt mere end en post-apokalypse eller en western, som man mere ved hvad er, og så rækker talentet ikke til at få det turneret ordenligt. Så bliver det ikke ret godt.
Det er kun enkelte gange hel-skidt – men f.eks en scene hvor Jack opsøger sin udkårne præstedatter Bertha (Mia Wasikowska) til en gudstjeneste, og ender med at løbe ud for at brække sig da hun vil vaske hans fødder, ødelægger fuldstændig en af filmens bærende romantiske fortællinger – men andre gange er det bare ikke godt nok. Der er et kort klip hvor Forrest er fuld og danser i en skov, hvilket kunne være blevet et vidunderligt billede, men hverken Tom Hardy eller Hillcoat lader til at have nogen som helst idé om hvad de skal gøre, og så bliver det bare et par sekunders dans… Det er en dårlig film.
Den er også bare gammeldags på den kedelige måde. At tænke sig, at man i 2012 stadigvæk signalerede en mand som Rakes var ond ved at han bruger parfume. Der er ingen kvindelige karakterer der har nogen reel indflydelse på handlingen, bortset fra at en af dem kører en anden karakter på hospitalet på et tidspunkt. Og hvor volden i en film som Killing Them Softly virker som om den har en pointe, så svælger Lawless i vold, kedeligt filmet, og aldrig så nådesløs brutal som den selv virker som om den tror den er.
Hillcoat har som nævnt ikke haft den store karriere sidenhen. Han lavede også dokumentaren Bob Dylan: Odds and Ends (2021), som vitterligt bare virker som fraklip fra andre film, og så instruerede han tv-serien George & Tammy i 2022. Men helt ærligt virker det også som om han ramte plet med The Proposition, og havde svært ved at følge op på det. Hans optræden i Cannes 2012 føles ikke som om en ny generation fik plads, men som om en fra den gamle generation tilkæmpede sig en enkelt plads i det fine selskab, inden nogle nyere og mere spændende stemmer kom ind og tog pladsen fra ham igen.