Palmesøndag del 36
(David Cronenberg, Canada
Cannes 2014, Bedste Skuespillerinde (Julianne Moore) & Cannes Soundtrack Award (Howard Shore))
De tre film som Cronenberg lavede 2011 til 2014 opsummerer nærmest hans tre største tematiske spor: Psykologi, teknologi, medialogi. A Dangerous Method handlede om psykoanalysens fædre Freud og Jung, Cosmopolis skildrede hvordan kapitalisme og teknologi knuser alt det som gør os til mennesker, og i Maps to the Stars tager Cronenberg så livtag med filmens verden, ligesom han i Videodrome skildrede tv-branchen og i eXistenZ forsøgte at sige noget om videospil. Mediekritikken har ligget som en lind strøm under hele Cronenbergs virke, også fordi hans film kan virke så selvbevidste at selv hans horror b-film kan siges at have pointer om filmmediet. Men de film han har lavet direkte om kultur og medier har ikke været blandt hans bedste, og Maps to the Stars er desværre ikke anderledes. Det er et ret dårligt manus, der ikke har særligt meget at sige om Hollywood, og i stedet bliver der smurt en masse psykologi udover det, men det gjorde her i Cronenberg sene karriere bare tingene værre.
Maps to the Stars er baseret på et originalt, delvist selvbiografisk manuskript af Bruce Wagner, der ligesom Robert Pattinsons karakter en tid arbejdede som limousine-chauffør. Det er en flette-film, hvor en mængde små plots former et større hele. Julianne Moore spiller Havana Segrand, en midaldrende skuespillerinde, der forsøger at genstarte karrieren via en rolle som hendes tidligt afdøde mor havde brillieret med i en tidligere filmudgave. Mia Wasikowska er den unge kvinde der ankommer til byen med drømme om at møde stjernerne, foruden mystiske brandsår op og ned af kroppen. Vi finder senere ud af, at hun blev indlagt af sin Hollywood-familie, en terapeut (John Cusack), en manager (Olivia Williams) og en barnestjerne (Evan Bird). Og ude i periferien af fortællingen spiller Robert Pattinson limousine-chaffeur med samme monotone udstråling som passede fint til Cosmopolis, men her bidrager han dog ikke meget til forviklingerne.
Maps to the Stars har to kæmpe problemer specifikt som Cannes-film, hvor man forventer en vis form for originalitet. Rent æstetisk laver den nogle sære digitale ting, men den æstetik var langt mere gennemført og eksperimenterende i Cosmopolis, og til sammenligning virker Maps to the Stars bleg og kedelig. Og rent tematisk bliver den ret så meget overgået af Olivier Assayas’ noget lignende Clouds of Sils Maria, fra samme konkurrence-år, der også omhandlede filmbranchen, og specifikt kvinders rolle deri. En enkelt detalje går igen: I Clouds of Sils Maria har Maria Enders spillet rollen som den unge pige Sigrid i stykket Majola Snake, men er nu blevet så gammel at hun bliver bedt om at spille den midaldrende kvinde i stykket. I Maps to the Stars forsøger Havana Segrand at skaffe sig selv en rolle i et remake af en film, som hendes afdøde mor gjorde kendt da hun var ung. Kvinderoller overleveres gennem kulturhistorien, og fanger skuespillerinderne i skumle mønstre. Men hvor Clouds of Sils Maria var dels empatisk over for alle fanget i et nådesløst system, og dels var billedmæssigt original og med format i forhold til at skildre sin tematik, så er Maps to the Stars både utrolig kynisk over for sin rollebesætning, men heller ikke så opfindsom eller dyb når det kommer til at forklare hvad der egentlig foregår, udover at Hollywood altså er forfærdelig overfladisk, forstås.
Cronenberg er måske først og fremmest en maestro af b-æstetik. Ikke blot b-film, som i cheesy genre-stykker, selvom han også har gjort store værker inden for den genre. Nej, Cronenberg er fascineret af miskendte æstetiske udtryk, kedelige kontorlandskaber og kitchede luksus-hjem, genre-æstetik, ækle men dragende billeder, redskaber, horror-effekter, som vi forsøger at undertrykke vores fascination af. Hvad der fascinerer ved Cosmopolis og Maps to the Stars, er den måde han bruger digital æstetik på ganske nye måder. Ifølge et interview med Indiewire savner Cronenberg intet ved celluloid bortset fra lugten, og det kan man lidt godt fornemme når man ser hans to seneste. Han har omfavnet de nye teknikker som få andre instruktører på hans niveau, og især den uvirkelige, nærmest livløse kvalitet, som ellers er celluloid-fetishisternes største anke mod mediet. Men scener i Cosmopolis og Maps to the Stars ligner nærmest noget som kunne stamme fra cd-rom spil fra halvfemserne, så mærkeligt er det bygget op, særligt med en fuldstændig bizart ringe udført digital ild-effekt i Maps to the Stars. Det kan man kritisere, at det hele ser så glat og kunstigt ud, men samtidig ligger tematikken også afspejlet i æstetikken, hvilket altid er godt for en film-nørd som mig. Og det er især heldigt at æstetikken kan trække lidt her, for rent manus-mæssigt er der ikke ret meget at komme efter.
På godt og ondt kan man kalde Cronenberg lidt banal når det kommer til psykologi. Til tider rammer han noget elementalt, noget primalt fængende, som driver hans film. Eksploderende hoveder, klamme gynækologiske instrumenter, bil-sex, flue-mand-hybrid, en utrolig kamp-scene i en sauna. Men når ikke han har den slags ting, så er hans film engang imellem ikke ret dybe. Det handler om mange former for frygt, men til tider krydser det grænsen mellem at være skræmmende, og til blot at være diskussioner af psykologi, på et ikke ret højt niveau. A Dangerous Method er vel skrækeksemplet, som vitterligt mest er psykologer der diskuterer hvad folk frygter og begærer. Når Maps to the Stars er værst handler det netop om kedelige og umanerligt klichéede psykologiske komplekser, altid noget med forældre. Havana Segrand’s mor døde som ung, hvilket traumatiserede datteren. I den anden familie er der incest, som i alt alt for meget incest, som at det vitterlig er overkill. Seksuelle traumer overføres fra forældre til børn, og det er velkendt og velunderbygget, men det er også en virkelig kedelig konklusion at komme frem til i en Hollywood-satire.
Julianne Moore vandt prisen som Bedste Skuespillerinde, og hun er forrygende og frygtløs i rollen, om hun græder under massage, eller danser rundt i jubel over at en rivals lille søn er druknet. Det giver såmænd udmærket mening at hun fik prisen, om ikke andet er det en af de mere opsigtsvækkende præstationer fra Cannes 14. Men. Jeg havde nok snarere snydt lidt, og givet prisen til deling mellem de tre centrale kvinderoller i Clouds of Sils Maria, for selv om de hver for sig ikke spiller lige så meget, så er deres roller bedre. Clouds of Sils Maria er nemlig en bedre film, der har mere at sige om sine karakterer. Og det var ret sigende for Cronenberg i 2014. Han var blevet overhalet indenom af en yngre generation, og var ikke så unik og uundværlig som han havde været helt indtil 2007.