Maps to the Stars

Palmesøndag del 36
(David Cronenberg, Canada
Cannes 2014, Bedste Skuespillerinde (Julianne Moore) & Cannes Soundtrack Award (Howard Shore))

Jeg forstår ikke rigtigt David Cronenberg. Han er en af de der helt store instruktører, som alle kender, som alle kan tale om, hvis film er på de rigtige lister, festivaler, og alligevel til tider bliver vist i fjernsynet. Men jeg kan ikke finde nogen konsensus om hvorfor han er god. Han lavede b-films horror i halvfjerdserne, han genindspillede The Fly, men så laver han på den anden side også filmatiseringer af anerkendte forfattere som JG Ballard, William Burroughs og Don DeLillo, eller laver en kedelig kostume-biopic om Freud og Jung. Hans film er body horror, nej, det er om frygt for teknologi, nej vent, det er om sex, eller nej, det er mere om psykologiske skader. Eller er det om samfundsfordærv? Han skifter tematik konstant og hele tiden, men bliver alligevel ofte fremhævet for specifikke gentagne tematikker. Men han har også, hvis jeg har talt rigtigt, lavet 21 film, og jeg har ikke set dem alle sammen, og fordi han er så populær er mange af hans film nogle jeg har set med venner eller i fjernsynet for 10-15 år siden, så jeg har egentlig aldrig rigtigt sat mig ned og forsøgt at sige noget samlet om ham før. Før nu. Og jeg er kommet frem til den hovedpointe, at jeg ikke rigtigt forstår David Cronenberg…

Jeg har fundet på én anden tese, men jeg ved ikke om den holder: Cronenberg er først og fremmest en maestro af b-æstetik. Ikke blot b-film, som i cheesy genre-stykker, selvom han også har gjort store værker inden for den genre. Nej, Cronenberg er fascineret af miskendte æstetiske udtryk, kedelige kontorlandskaber og kitchede luksus-hjem, genre-æstetik, ækle men dragende billeder, redskaber, horror-effekter, som vi forsøger at undertrykke vores fascination af. Hvad der fascinerer mig ved hans sidste to film, den her og Cosmopolis, er den måde han bruger digital æstetik på ganske nye måder. Ifølge et spritnyt interview med Indiewire savner Cronenberg intet ved celluloid bortset fra lugten, og det kan man lidt godt fornemme når man ser hans to seneste. Han har omfavnet de nye teknikker som få andre instruktører på hans niveau, og især den uvirkelige, nærmest livløse kvalitet, som ellers er celluloid-fetishisternes største anke mod mediet. Men scener i Cosmopolis og Maps to the Stars ligner nærmest noget som kunne stamme fra cd-rom spil fra halvfemserne, så mærkeligt er det bygget op, med hvad der virkelig ligner bluescreen i Cosmopolis, og en fuldstændig bizart ringe udført digital ild-effekt i Maps to the Stars. Det kan man kritisere, at det hele ser så glat og kunstigt ud, men samtidig ligger tematikken også afspejlet i æstetikken, hvilket altid er godt for en film-nørd som mig. Og det er især heldigt med sen Cronenberg, for rent manus-mæssigt er der ikke ret meget at komme efter i de seneste.

Cosmopolis bygger på en roman af Don DeLillo, hvilket aldrig er godt i min bog. Maps to the Stars er baseret på et originalt, delvist selvbiografisk manuskript af Bruce Wagner, men det rykker heller ikke ret meget, og løfter sig sjældent over standard-Hollywood satire. Det er en flette-film, hvor en mængde små plots former et større hele, men der er ikke mange af dem som sådan rigtig rykker. Julianne Moore spiller Havana Segrand, en midaldrende skuespillerinde, der forsøger at genstarte karrieren via en rolle som hendes tidligt afdøde mor havde brillieret med i en tidligere filmudgave. Mia Wasikowska er den unge kvinde der ankommer til byen med drømme om at møde stjernerne, foruden mystiske brandsår op og ned af kroppen. Vi finder senere ud af, at hun blev indlagt af hendes Hollywood-familie, en terapeut (John Cusack), en manager (Olivia Williams) og en barnestjerne (Evan Bird). Og ude i periferien af fortællingen spiller Robert Pattinson limousine-chaffeur med samme monotone udstråling som passede fint til Cosmopolis, men som ikke bidrager til meget til forviklingerne, andet end at være et link til manusforfatter Bruce Wagner, der også arbejdede som limousine-chaffeur for at holde skindet på næsen.

maps-to-the-stars-2

Maps to the Stars har to kæmpe problemer specifikt som Cannes-film, hvor man forventer en vis form for originalitet. Rent æstetisk laver den nogle gode digitale ting, men den æstetik var langt mere gennemført og eksperimenterende i Cosmopolis, og til sammenligning virker Maps to the Stars bleg og kedelig. Og rent tematisk bliver den ret så meget overgået af Olivier Assayas’ noget lignende Clouds of Sils Maria, fra samme konkurrence-år, der også omhandlede filmbranchen, og specifikt kvinders rolle deri. En enkelt detalje går igen: I Clouds of Sils Maria har Maria Enders spillet rollen som den unge pige Sigrid i stykket Majola Snake, men er nu blevet så gammel at hun bliver bedt om at spille den midaldrende kvinde i stykket. I Maps to the Stars forsøger Havana Segrand at skaffe sig selv en rolle i et remake, som hendes afdøde mor gjorde kendt da hun var ung. Kvinderoller breder sig gennem industrien, og fanger skuespillerinderne i skumle mønstre. Men hvor Clouds of Sils Maria var dels empatisk over for alle fanget i et nådesløst system, og dels var billedmæssigt original og med format i forhold til at skildre sin tematik, så er Maps to the Stars både utrolig kynisk over for sin rollebesætning, men heller ikke så opfindsom eller dyb når det kommer til at forklare hvad der egentlig foregår, udover at Hollywood altså er forfærdelig overfladisk, forstås.

Maps to the Stars

Det er måske nok min hovedanke mod David Cronenberg: Jeg synes ofte han er ret så banal. Det kan gå begge veje. Til tider rammer han noget elementalt, noget primalt fængende, som driver hans film. Eksploderende hoveder, klamme gynækologiske instrumenter, bil-sex, flue-mand-hybrid, en utrolig kamp-scene i en sauna. Men når ikke han har den slags ting, så er hans film egentlig ikke ret dybe. Det handler om mange former for frygt, men til tider krydser det grænsen mellem at være skræmmende, og til blot at være diskussioner af psykologi, på et ikke ret højt niveau. A Dangerous Method er vel skrækeksemplet, som vitterligt mest er psykologer der diskuterer hvad folk frygter og begærer. Når Maps to the Stars er værst handler det netop om kedelige og umanerligt klichéede psykologiske komplekser, altid noget med forældre. Havana Segrand’s mor døde som ung, hvilket traumatiserede datteren. I den anden familie er der incest, som i alt alt for meget incest, som at det vitterlig er overkill. Seksuelle traumer overføres fra forældre til børn, og det er velkendt og velunderbygget, men det er også en virkelig kedelig konklusion at komme frem til i en Hollywood-satire. I kombination med et filmsprog, der for sjældent når højderne fra Cosmopolis, så ender Maps to the Stars med at blive ret så uvedkommende. Det er ikke nogen decideret dårlig film, og Cronenberg’s digitale entusiasme gør ham i mine øjne mere interessant end længe. Men det er heller ikke noget storværk.

Fortjent Pris?

Julianne Moore vandt prisen som Bedste Skuespillerinde, og hun er forrygende og frygtløs i rollen, om hun græder under massage, eller danser rundt i jubel over at en rivals lille søn er druknet. Det giver såmænd udmærket mening at hun fik prisen, om ikke andet er det en af de mere opsigtsvækkende præstationer fra Cannes 14. Men. Jeg havde nok snarere snydt lidt, og givet prisen til deling mellem de tre centrale kvinderoller i Clouds of Sils Maria. For måske spiller de ikke i lige så høj grad på den store klinge, men deres roller er bedre.

I næste uge skal vi over til en af de mærkeligste film jeg har set indtil videre i det her forløb. Axel Corti’s The King’s Whore. Som blev opkøbt af Miramax, aldrig fik biografpremiere, og til sidst udgivet på DVD med næsten en fjerdedel af filmen klippet fra. Jeg opruller hvad jeg kan stykke sammen af den spøjse fortælling næste søndag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *