Palmesøndag del 319
(David Cronenberg, Canada
Cannes 2002)
Spider er en moden film. Det er en Cronenberg-film helt uden nogen form for body horror. Den skildrer flere af Cronenbergs vante tematikker, men uden sex og – ret megen – vold, generelt uden chokeffekter. Den er også ret langsom, kameraarbejdet er grundigt men afdæmpet, og der er gjort meget ud af lydbilledet. I 2002 kunne det have indvarslet, at Cronenberg var blevet voksen.
Det var nok så meget sagt, Cronenbergs næste film var en tegneserie-filmatisering, og han blev en del mere kulørt derefter. Snarere bør Spider derfor ses som endnu en i den række af film som instruktøren begyndte med Naked Lunch, hvor han udvidede paletten, legede med sine grundlæggende tematiske elementer, og fik set hvor forskelligt han kunne lave film, som stadigvæk var umiskendeligt Cronenberg’ske. Selvom Spider til tider ligner en stiløvelse, så var det endnu en fremragende film fra en instruktør, der for alvor var ved at slå sig fast som auteur.
Spider er som mange af Cronenbergs ‘modne’ film baseret på en roman, men denne gang er det af en mindre kendt forfatter. Patrick McGrath skrev romanen af samme navn i 1990, og skrev også manus til Cronenbergs filmatisering. Ralph Fiennes spiller en skizofren mand, kaldet ‘Spider’, der er ved at blive udsluset tilbage i samfundet, og derfor bliver sendt til et hjem tæt på hvor han voksede op. Her går han lange ture, og snart begynder han at genleve den opvækst som sendte ham på et hospital i første omgang. Han ser hvordan hans far var hans mor utro, og hvordan det endte med et tragisk dødsfald. Samtidig forsøger han at finde sig til rette i nutiden, men når fortidens synder presser sig på truer et tilbagefald til skizofreniens mørke.
Noget af det som gør Spider stærk er det vidunderlige twist, som først og fremmest er vidunderligt fordi det er komplet forudsigeligt, og aldrig bliver behandlet som andet end den helt logiske konklusion. Vi genlever traumatiske begivenheder fra Spiders barndom, men til tider ser vi ting hvor han ikke selv var til stede, så idéen om at det muligvis ikke er det hele som er 100% korrekt burde være særdeles indlysende. Det ville have været ekstremt plat hvis filmen behandlede sit twist a la Shyamalan, men med den måde det præsenteres på føles det nærmere som om vi træder skridt for skridt ud i uvirkeligheden, hvor Spiders sygdom begynder at fortælle historien. Men eftersom vi fra start ved at Spider er syg, så betyder det paradoksalt nok næsten at historien giver mere og mere mening, jo mere syg den virker. Det er lavet afdæmpet og eminent.
Det er også nærmest omvendt af, hvordan Cronenbergs film plejer at fungere. I film som Videodrome, Crash, Naked Lunch og eXistenZ rejser vi på sin vis også dybere og dybere ind i galskaben, men her destabiliserer Cronenberg fortællingerne hele vejen igennem, som regel helt indtil sidste billede. I Spider, derimod, falder tingene på plads til sidst, netop i det syge og uvirkelige. Det er et andet billede af galskab, som noget faktisk, som noget tragisk, frem for som noget tabuiseret og kontroversielt, som det ellers ofte har været hos Cronenberg. Det er modent og anderledes, men stadig Cronenberg’sk.
Det forløses også i et ganske anderledes filmsprog. Jeg var fra start af ret overrasket over hvor ordentlig og symmetrisk verden så ud, med velbalancerede billeder af husfacader eller vejnet. Siden i hvert fald Doktor Caligaris Kabinet har det været ganske normal procedure, at når man lavede film om galskab, så brugte man fordrejede bygninger, skæve vinkler, mærkelige skygger. Men her er verden faktisk fin og ordentlig, til gengæld står Spider og de andre mere eller mindre sindslidende patienter ofte helt skævt i billederne. Flere gange i filmens første sekvenser dukker der pludselig nye mennesker op hvor man ikke venter det: Spider træder ind i et rum hvor der sidder en mand ved et bord bag ham, men ham han så taler med sidder i en lænestol et helt andet sted i rummet. Spider træder ud af billedet, og det viser sig der sad to andre gemt bag ham. Senerehen, i hans barndomserindringer, er den voksne Spider stadig til stede i miljøet, står og stirrer ind af vinduer, sidder i baggrunden på barer, eller på en stol ude i en have. Det er virkelig ofte lavet som om det er ham som gør billederne mærkelige, skæve og foruroligende, hvis ikke han var der ville det være ret behageligt at se på.
I rigtig mange Cronenberg-film er det verden der er vanvittig, men her er det ret åbenlyst kun dele af verden, nogle specifikke personer, som er vanvittige. Det kan man vel kalde reaktionært hvis man vil det, men det gør også fortællingen mere følelsesladet end sædvanligt. Ralph Fiennes gør Spider til en kompleks og sympati-fremkaldende mand, og Miranda Richardson er stærk i en dobbeltrolle, men det er Gabriel Byrne der som Spiders far har nogle helt vildt stærke øjeblikke, hvor man ser fortvivlelsen i hans øjne over de vanvittige ting hans søn siger og gør. Der er en sorg i Spider, som der ikke er så meget i Naked Lunch eller Crash, selvom der dør en del uskyldige i de film, og det klæder egentlig Cronenberg rigtig godt med den sorg.
Det er den slags modenhed jeg godt kan lide. Hvor det ikke bare er mindre ekstremt end det har været, men hvor roen og eftertænksomheden giver plads til overvældende følelser. Cronenberg viste fortsat at han havde mere at byde ind med. Med hans næste film gik han tilbage til mainstream-genre filmen, og lavede sin nok bedste udgave.
Serien om David Cronenberg fortsætter med A History of Violence