Palmesøndag del 320
(David Cronenberg, Canada
Cannes 2005)
I 1975 instruerede David Cronenberg Shivers, en horror-film hvor en infektion gør almindelige mennesker voldelige og sex-fikserede. Filmen foregår i et ekstremt moderne liebhaver-miljø, men al den luksus er bare et tyndt lag fernis, der lynhurtigt flænses itu af vold og død og sex. Den tematik kan man sige at Cronenberg har arbejdet videre med siden da. Den moderne verden, med al sin komplekse teknologi, humanistiske filosofi og progressive idealer om krop, køn og identitet, er bare et tyndt fernis strakt ud over menneskets urgamle instinkter. Og de instinkter er voldelige.
Det ligger derfor lige for at f.eks kalde en monografi om David Cronenberg for A History of Violence, også fordi hans arthouse-hit fra 2005 er en af hans største og mest vellykkede film. Men man skal dog alligevel passe på med at se den som eksemplarisk for instruktøren. Hans store kvalitet er netop at han har taget hans tematikker, vendt og drejet dem, angrebet dem fra forskellige vinkler, i forskellige genrer. Her er A History of Violence mindre eksemplarisk, fordi den er så simpel og ligefrem. Så selvom det er en gennemført og vellykket film, så er det ikke blandt de Cronenberg-film jeg har tænkt mest over efterfølgende.
A History of Violence var også første film Cronenberg lavede sammen med Viggo Mortensen, der senere skulle blive en af hans faste skuespillere. Mortensen spiller Tom Stall, en stille familiefar og diner-ejer i en lille by i Midtvesten. Da to seriemordere kommer til byen viser Stall sig dog at have et umiskendeligt talent for vold gemt væk under den hyggelige facade, og snart kommer der gangstere fra Philadelphia, der mener Stall i virkeligheden er Joey Cusack, en iskold gangster og massemorder. Hvilket selvfølgelig også ryster Stalls familie, hvor den ældste teenage-søn også overvejer om han har arvet talentet for volden.
Den gamle voldsmand, der har forsøgt at skabe et nyt og fredeligt liv, men som bliver tvunget tilbage til volden igen. Det er en klassisk amerikansk fortælling, fra gangsterfilm som Godfather III (Just when I thought I was out… they pull me back in) til westerns som Clint Eastwoods Unforgiven. Cronenberg giver den også godt gas med ikonografien, og trækker både på western-stemning når de iskolde dræbere kommer til den lille by i Midtvesten, på gangster-klichéerne om de store McMansions hvor likvideringer udføres med koldt blod, og sådan set også på Highschool-filmen, hvor der altid står en alfa-han klar til at falde over den fredelige nørd. Det er ofte fremragende lavet – som f.eks det fabelagtige første skud, der følger de to mordere udenfor et hotel, hvor der helt sikkert er sket et eller andet forfærdeligt – men det er også ganske velkendt ikonografi. A History of Violence virker ved at stykke så meget velkendt sammen, at tematikker og idéer om voldens væsen bliver umulige at ignorere.
Og det er måske ikke min yndlings-udgave af Cronenberg. Det er som nævnt for forsimplet at sige, at han altid bare dykker ned i den menneskelige psyke og finder de undertrykte drifter frem. I stedet er han, når han er bedst, ganske eksperimenterende. Han pirker rundt, prøver sig frem med billeder, skaber nye former for ubehag. Tag f.eks Dead Ringers (1988), der har et dobbeltgænger-tema som taget fra Freud, men som gør et stort nummer ud af at skildre gynækologiske redskaber så det bliver til en egen tematik om seksualitet i det postmoderne samfund. Eller Crash, og hvordan den relativt fjollede idé om folk der tænder på biluheld bliver til noget dybt urovækkende. Han er en mere subtil provokatør end f.eks Paul Verhoeven, der som regel fokuserer på sex og vold. Der kan foregå mange flertydige ting i en Cronenberg-film. Det gør der bare ikke rigtig i A History of Violence. Det er for velkendte elementer han turnerer med, denne gang.
På nogle måder, f.eks med mange æstetiske aspekter, er det dog også altid velkendte elementer Cronenberg arbejder med. F.eks har det til næsten alle hans film været Howard Shore der lavede soundtrack, en fremragende filmhåndværker, der nu mest er kendt for at lave musik til Ringenes Herre film. Men det er godt håndværk, det er ikke avantgarde. Shore har aldrig nogensinde revolutioneret genren eller anvist nye veje. Men tag så f.eks musikken til den bedste scene i A History of Violence: Den første sexscene mellem Tom og hans kone Edie (Maria Bello). Det er en vidunderlig scene, der dels er sjældent direkte i sin skildring af sex, men som samtidig er rodfæstet i de to karakterer og deres indbyrdes forhold. Edie griner da hun hiver sit bælte af lidt for hurtigt, Tom griner lige før han går ned på sin kone. Og musikken skildrer det som var det blot en øm kyssescene, og ikke en af de meget få cunnilingus-skildringer i amerikansk mainstream-film. Det er et eksempel på hvad Cronenberg og hans medhjælpere laver: Det er musik der føles som om det er hørt før, men det er brugt anderledes, i en anden sammenhæng, og dermed skaber det en ny effekt.
Den scene er også A History of Violence når den er bedst, fordi det her går fra det velkendte til det genkendelige. Der er meget få sexscener i amerikansk filmhistorie som den, men det føles alligevel normalt, fordi det er genkendeligt som en form for sex almindelige mennesker kan have med hinanden. Der er bare ikke mange amerikanske film der tør gå så langt med en sexscene. Selvom rigtig mange amerikanske film afhænger af de samme ærkeamerikansk idéer om voldens natur, så er det også de færreste der tør servere dem så rent og ligetil som Cronenberg gjorde i A History of Violence. Det er en af de bedre amerikanske voldsfilm. Det er bare ikke en af mine yndlings Cronenberg.