Palmesøndag del 246
(Le fils, Jean-Pierre & Luc Dardenne, Belgien
Cannes 2002, Bedste Skuespiller (Olivier Gourmet) + Økumenisk Pris – Special Mention)
Dardenne-brødrenes er kendte for at fokusere på to ting: Socialisme og kristendom. Hvilket, hvis man ved lidt om europæisk politik, kan virke ganske paradoksalt. Ret mange steder står socialisterne og kristendemokraterne over for hinanden som ærkefjender. Men en film som Sønnen er tydeligt præget dels af socialrealisme, dels gennemdrevet af kristen symbolik.
Når Dardenne-brødrene er bedst, så fungerer de på sådan et primalt plan, at deres film kan tolkes i alle retninger. De starter helt tæt på hos det ene menneske, ser på dets bevægelser, dets ansigtstræk. Deres menneskelighed kommer før både politik og religion, og derfor kommer en så relativt svær konstruktion som Sønnen til at virke så umanerlig hårdt som den gør.
Dardenne-brødrene har vundet rigtig mange priser i Cannes, men de har kun én gang vundet for Bedste Manuskript, og det var endda for deres måske nok dårligste film Lorna’s Silence. Det er lidt sært, for de er fabelagtige til at finde en helt særlig historie. Sønnen er måske deres bedste idé. Olivier (Olivier Gourmet, fast skuespiller hos Dardenne-brødrene, der yderst fortjent vandt for Bedste Skuespiller på festivalen) underviser unge mænd i sløjd, særligt unge kriminelle. En dag får han en besked om en af de unge mænd, der gerne vil have plads på hans hold. Han begynder at opføre sig underligt. Det viser sig, at den unge mand, Francis, slog Oliviers egen søn ihjel fem år tidligere. Oliviers eks-kone er rasende. Olivier ved ikke hvad han laver. Vil han have hævn? Vil han tilgive?
Sønnen er en langt mere rolig film end Rosetta. Olivier har et job, han har en plads i livet. Han har ikke ret meget mere – han er meget alene, og hans lejlighed er meget tom – men han har i det mindste en plads, og en rolle. Kameraet er derfor også mere roligt, omend uroen begynder at brede sig på en nærmest horror-agtig måde undervejs. Til gengæld, så holder kameraet sig til at starte med på afstand af Oliviers ansigt. I første scene, mens han læser brevet om sønnens morder, så ser vi kun hans ryg. Det aller første billede er faktisk så utydeligt, at vi ikke engang kan regne ud at det er et menneske. Det er ret langsomt at vi kommer hen til Oliviers ansigt. Og da han så forsøger at få øje på Francis, så går der også noget tid før vi ser Francis’ ansigt. Og derefter går der ret lang tid før vi ser de tos ansigter sammen. På den led mimer krops-kameraet også opbygningen af en relation mellem de to mænd.
Dardenne-brødrene er meget inspireret af filosoffen Emmanuel Lévinas, har jeg læst mig til. Lévinas har lige præcis skrevet om, at grundlaget for en moralsk relation er mødet ansigt-til-ansigt mellem to mennesker. Det er i meget høj grad det, som Sønnen viser. Når Olivier skændes med sin ekskone, så siger hun at ingen ville gøre som ham. Det er formentlig rigtig nok. Men det er også en abstraktion. Sønnen er så moralsk kompleks, fordi den er funderet på en ægte relation mellem morderen og offerets far. Og ikke bare en hvilken som helst relation, det er ret tydeligt at Olivier bliver en art erstatnings-far for Francis, måske endda den faderfigur han aldrig havde før. Dermed kommer titlen Søn til at være tvetydig, er det Francis eller er det det afdøde barn som det henviser til? Men Olivier er omvendt ikke ærlig overfor Francis, så er det virkelig en ærlig relation?
Der er et element af filmen, som jeg ikke er sikker på jeg synes jeg har læst nok om. For de fleste ser det som en moralsk film, men fra Oliviers perspektiv. Der er også den anden side, som er at det også er en fortælling om at Francis skal foretage et moralsk valg. Det kan virke lidt underligt, for hvordan kan man sige en morder skal træffe et moralsk valg, han har da allerede valgt, og endda valgt forkert. Men Francis skal vælge hvordan han moralsk forholder sig til sin egen skyld. Da Olivier til sidst fortæller at han var offerets far, så stikker Francis af. Han vil ikke have noget med det at gøre. Han kravler op på en brændestabel og skriger ‘jeg har betalt!’ Hvilket er rigtig nok, han har siddet fem år i fængsel. Han har betalt sin gæld til samfundet. Men hvad vil han så gøre? Vil han også forholde sig til den skyld han har overfor offerets familie? Eller render han væk fra det?
Det er særskilt sat på spidsen, fordi Francis får tilbudt noget i bytte. Han kan have en relation til en venlig mand. Men det kræver at han forholder sig til sin egen skyld. Noget som de færreste i virkeligheden er i stand til. På mange måder er det Francis som er den moralsk mest interessante karakter i filmen. For hvis det er rigtig nok, at ingen, eller næsten ingen, kunne gøre som Olivier, så er Francis’ dilemma noget som vi alle sammen står overfor. Vi oplever alle sammen ting som føles uretfærdige, selv kriminelle kan klage over at andre tydeligvis slipper afsted med ting som er værre. I sidste ende er det derfor altid et moralsk grundspørgsmål for hver enkelt af os: Vil man tage sin straf på sig?
Selvom jeg til at starte med sagde at Dardenne-brødrene forener moral og politik, så er der dog film hvor det ene fylder mere end det andet. Hvor Rosetta meget var en film hvor man kunne fornemme den sociale uretfærdighed, så er Sønnen en film hvor de moralske spørgsmål fylder virkelig meget, og hvor det sociale er skubbet meget i baggrunden. Det er ikke samfundets skyld i den her film. Men det er det i virkeligheden måske aldrig for Dardenne-brødrene, for ‘samfundet’ er også en abstraktion. Deres film er frem for abstraktioner vitterlig optaget af de særlige menneskelige relationer, og man kan netop også sige, at deres ‘sociale’ film i lige så høj grad forsøger at etablere en særlig og ægte moralsk relation, nemlig en relation mellem karaktererne på lærredet og så publikum i salen. Det er nemt at ignorere børnearbejdere, men det er umuligt ikke at forholde sig til Rosetta. Ligesom det er nemt at have holdninger til barnemordere, lige indtil man, som Olivier, bliver sat i en relation til dem. Det er når det fremmede kommer tæt på, at vores moralske relationer for alvor bliver sat på prøve. Det er en af de vigtigste pointer hos Dardenne-brødrene, som påvirker både deres emnevalg – måske er det derfor de har lavet så mange film om immigration – deres dramaturgier og deres æstetik.