Palmesøndag del 247
(L’Enfant, Jean-Pierre & Luc Dardenne, Belgien
Cannes 2005, Guldpalmen)
Dardenne-brødrene er kendt som (social)realister. At være realist bliver ofte set som en modsætning til at være æstetiker. Dardenne-brødrene er dog et godt eksempel på hvordan den opfattelse ikke holder. Man kan lave ualmindelig radikal æstetik ved at forholde sig til virkeligheden, hvilket Dardenne-brødrene gør igen og igen. Både Rosetta og Sønnen ligner til at starte med mere noget Brakhage end Loach, når kameraet er zoomet så tæt ind på karaktererne, at man ikke kan se hvad der bliver filmet. Snarere er det væsentlige ved Dardenne, at deres æstetisering – særligt det kinetiske ‘krops-kamera’ – altid tager udgangspunkt i sociale og reelle elementer, så derfor virker det aldrig så ‘mærkeligt’.
Barnet er dog lige ved at være undtagelsen der bekræfter reglen. Filmens hovedperson stiller sig nemlig bevidst uden for samfundet – han kan sagtens være titlens ‘barn’, så usocialiseret er han – og ikke overraskende indeholder filmen om ham nogle af brødrenes mest mærkværdigt æstetiserede passager. Til tider minder det mig nærmest om Lynch.
Barnet starter noget atypisk for Dardenne-brødrene et andet sted end hos deres hovedperson. I stedet ser vi den unge kvinde Sonia (Déborah Francois) gå op af en trappe med et lille spædbarn. Først senere møder vi Bruno (Jérémie Renier). Det giver dog alligevel mening, for hvis vi skal forstå hvor uansvarligt Bruno opfører sig, så skal vi først møde og sympatisere med hans kæreste og hans lille barn. Og Bruno er vitterlig uansvarlig. Han har meldt sig helt ud af alt samfund, laver i stedet lidt fuskerier, bor i et skur ved floden. Hvilket kunne være boho slumromantisk, men ikke længere når man har en lille familie. Dem tænker han nærmest aldrig på. Til sidst tager Bruno barnet, og sælger det til nogle usete bagmænd. Hvilket bliver dråben der får bægeret til at flyde over for Sonia så Bruno må forsøge at skaffe barnet tilbage, men det resulterer i at han kommer til at skylde bagmændene mange penge, og så skal han pludselig skaffe mange mange penge på meget kort tid. Ellers går det helt galt.
Som næsten altid hos Dardenne-brødrene er hovedpersonen defineret ved den måde han/hun bevæger sig på. Bruno står aldrig stille. Til at starte med hopper han og Sonia rundt om hinanden, kysser og krammer, driller og sparker til sand. Han kan simpelthen ikke holde sig stille, så vi ser ham f.eks også lege med en pind i vandet mens han venter. De helt syrede scener kommer derefter også, når Bruno igen og igen tvinges til at holde sig stille. Mest fantastisk er naturligvis den lange og særlige sekvens, hvor Bruno sælger sit barn. Meget lange klip følger ham mens han lige så stille, og pludselig helt stiv og usikker, går rundt i et tomt hus. Et klip hvor han går hen af en gang minder mig om scenen fra Lynchs Lost Highway, hvor hovedpersonen forsvinder ind i en lang mørk gang, og hele historien derefter er vendt på hovedet. Helt sådan går det ikke for Barnet, men Bruno er tvunget til at stå helt stille i et værelse og vente på at nogle usete personer henter hans barn. Og senere i filmen at være helt stille og gemme sig for dem som han har stjålet en taske fra.
Barnet virker nærmest uvirkelig, både i dens fantastiske plot, såvel som i dens radikale æstetik. Men det er ikke rigtig surreelt. Ej heller allegorisk. Det er svært at finde på nogen psykoanalytisk forklaring. Det helt simple svar er, at Bruno har meldt sig ud af samfundet, og derfor, hos et instruktør-par der forener deres kropslighed med en konstant social opmærksomhed, fremstår nærmest umenneskelig. Mennesker er sociale dyr, så uden socialitet er der nærmest kun abstraktion tilbage. Derfor er Barnet nærmest også Dardenne-brødrenes mest radikale film. Der er rigtig mange instruktører, der kunne have fortjent en Guldpalme, så generelt er jeg ikke giga fan af at nogen skal have to, men hvis det endelig skal være, så er det også ret passende, at Dardenne-brødrene vandt deres for Rosetta og Barnet. Rosetta etablerede deres stil. Barnet så hvor langt man kunne tage den ud. Herefter har de rigtig nok mest af alt lavet variationer over deres stil. Men de kunne heller ikke rigtig komme længere ud, og der var ingen grund til helt at skifte kurs.
Barnet ender med en hilsen til et meget berømt værk om en forbryder og hans straf, som netop også har en kæreste der hedder Sonia. Det minder også rigtig meget om Bressons Pickpocket. Bruno er endelig nødt til at holde sig helt i ro. Og acceptere at Sonia også har tænkt sig at blive. Det er straks lidt sværere at forstå præcis hvorfor i alverden hun finder sig i hvad der sker, men altså. Det er, desuagtet hvordan filmen starter, ikke hendes film. Det er heller ikke engang rigtig Brunos film. Snarere er det, som altid, en film om bevægelse, om krop, om placering i samfundet. Og en ualmindelig æstetisk beskrivelse af dette.