Profeten

Palmesøndag del 130
(Un Prophète, Jacques Audiard, Frankrig
Cannes 2009, Jury Grand Prix)

Under dette års Cannes-festival begyndte kritikeren Mike D’Angelo at retweete de kommentarer han havde lavet under festivalen ti år tidligere, i 2009. Det var ganske muntert at se hans forundrede reaktioner på film som Inglourious Basterds og Antichrist. Og midt inde i strømmen havde han følgende reaktion på en film fra en filmskaber han vist ikke kendte ret meget til dengang:

Da Soundvenue omvendt for nylig lavede en top halvtreds over årtusindets bedste udenlandske film var der derimod to Audiard i top 25, og han blev beskrevet som en af dette årtusinds vigtigste europæiske filmskabere. Om Profeten – nummer ni på listen! – blev der skrevet: ‘et skræmmende og dragende portræt, der frit bevæger sig mellem social kommentar – arabere i Frankrig – og genrestykke i traditionen fra ’The Godfather’.‘ Og om Audiard stod der at han ‘har kombineret kontinentets kærlighed for kunstneriske karakterportrætter med Hollywoods stærke dramaer.’ Det er noget af et skift. Jeg skal ikke lyve, jeg har set Profeten nu to gange, og jeg er tættere på at forstå D’Angelo end Soundvenue. Jeg finder det mestendels fascinerende, men hvor meget jeg end prøver, så kan jeg ikke se hvad det er andre ser i Profeten. Og her ville det måske være mere interessant hvis en anden forsøgte at forklare det, snarere end at jeg konstruerer hvad der formentlig bliver en art stråmand, som jeg så snart vil hive fra hinanden igen. Men sådan bliver det.

Tahar Rahim spiller den unge mand Malik El Djebena, der kommer i fængsel af grunde vi aldrig helt får fortalt. Han har vidst nok slået en politimand. Han stiger langsomt i graderne. Først udfører han opgaver for den korsikanske gruppe – inkl et horribelt mord, der er filmens nok hårdeste scene – som dog aldrig accepterer ham pga hans herkomst. Langsomt begynder han at samarbejde med andre om narkoindsmugling i fængsel, og efterhånden har han nærmest sin egen organisation. Det er, som D’Angelo skriver, en ret velkendt historie om en ung mands vej til de kriminelle tinder. Det lidt mere mærkværdige er, at Malik også lader til at være en art profet, der kan ane dele af fremtiden, og som kommunikerer med den mand han først myrdede. De dele er mærkelige og unikke. Og måske også filmens mest interessante lag.

Jeg forstår måske godt Profeten virker imponerende. Den er mange ting på én gang. Den er uden tvivl episk, og har genre-filmenes voldelige scener. Mordet med et barberblad er barbarisk, og den kulminerende skudscene sætter adrenalinen fri. Det er altid fedt at se en klog mand lave kloge ting, og måden Malik navigerer i fængslet, og udmanøvrerer konkurrerende grupper, er bestemt fascinerende. Og man kan tænke lidt over de der profetiske ting. Og så er filmsproget også ret særligt, fyldt med mærkelige tricks, men uden at det bliver formalistisk. Audiard bruger mærkelige iris-effekter, så man kun lige kan ane et billede i noget sort. Der er mærkelige drømme-sekvenser. Smukke billeder fra fængslet. Det er helt bestemt en kunstfilm. Men omvendt er den aldrig krævende, eller kedelig, eller insisterende på at kommunikere i billeder og klip i stedet for via narrativ. Og genre-koder, den fortæller virkelig i genre-koder. Det er min stråmand-udgave, jeg forstår det bestemt godt. Jeg bryder mig bare ikke om det.

Her er en hemmelighed: Jeg bryder mig faktisk heller ikke rigtig om The Godfather. Eller, først og fremmest, så har jeg aldrig forstået den berømte slutscene, hvor dåbs-ritualet af Michaels førstefødte krydsklippes med scener hvor hans fjender likvideres. Jeg blev helt forbløffet første gang jeg så det, hvis det virkelig var så nemt at myrde alle konkurrenterne, hvorfor gjorde han det så ikke bare til at starte med? Og hvordan i alverden undgik han selv at blive myrdet? Jamen, jeg forstår ikke en detalje som hvordan de får en mand til at myrde Hyman Roth i The Godfather II, som derefter med det samme skydes af agenter. Det er da en idiotisk lejemorder, der indvilliger i den slags selvmordsaktion? Men jeg skal være fuldstændig ærlig og sige, at det er at misse pointen. Det er en genre-kode. Pointen med scenerne er ikke narrative, de er moralske. Likvideringen af modstanderne kan ske fordi hovedpersonerne tager et moralsk valg, de vælger ondskaben, og reglerne er, at så får man de ting man ønsker sig. At det rent logistisk lige knap giver mening, det er en anden sag. Og sådan er det også i Profeten.

Problemet er så bare, at det unægtelig går ud over realismen. Man kan faktisk ikke rigtig kombinere realistiske regler med genre-koder, i sidste ende må man vælge hvilken logik ens film foregår efter. Og der er ting der ikke helt giver mening i Profeten, hvor konkurrenter lader til at opføre sig som idioter. Men det dækkes ind, fordi filmen foregår et helt særligt sted: I fængslet, et ganske særligt rum, hvor ganske særlige regler eksisterer. Det er perfekt for Audiard at lave en film om et fængsel, hans film fungerer altid ekstra godt under pres. Men den social-realisme, som andre mener at kunne se, den kan jeg ikke få øje på, ligesom jeg heller ikke kan se at Audiard har specielt meget at sige om racisme, kriminalitet, fængselsvæsenet, etc.

Men som nævnt, så er jeg nærmest mest interesseret i de profetiske antræk. Der sker noget ret specielt når man kalder en muslimsk karakter for ‘profet’, og med mit lidt begrænsede kendskab til islamisk historie, så lader Maliks fortælling faktisk til at afspejle proften Muhammeds liv. Han får visioner om fremtiden, han bliver til en art general, der udnytter andre gruppers dumheder, og leder sit folk frem til en ny magtposition. Og han tager sig af de svage, og finder sammen med sin vens enke. Det er en art ikonografi som Audiard ganske modigt leger med, hvilket andre ikke tør. Det giver en fornemmelse af noget nyt, og af Islam ikke som et emne der skal debatteres og måske endda forsvares, men som en kunstnerisk kraft i det moderne Europa. Det kan jeg vældig godt lide. Det er Audiard når han er bedst, når han ikke blot bruger det ikoniske – som han gør med inspirationen fra The Godfather og mange fængselsfilm – men når han lokaliserer endnu ikke udtømte ikonografier. Det er her jeg finder hans værdi for filmografien, han har skænket kino-verdenen nye ikoner, nye billeder. Det er ikke alle som gør det. At jeg så ikke synes hans film som helhed er specielt mesterlige, det er en anden ting.