Slow West

Slow West er én lang vandring mod venstre side af lærredet. Da filmen starter vandrer unge Jay alene mod venstre, og det bliver han egentlig ved med, mens andre slutter sig til ham og falder fra. Jeg har en teori om westerns, at man kan se om det er en ‘normal’ eller ‘subversiv’ western af om personerne rejser mod højre eller venstre. Vi læser fra venstre mod højre, så vi har en tendens til at føle bevægelse mod højre som fornuftig, og mod venstre som mere ubehagelig. Den teori virker ikke på Slow West, hvor der demonstrativt vandres mod venstre, hvorimod dens forhold til western-tematikken er langt mere mudret.

Grundtanken i western-filmen, som i den amerikanske frontier-mytologi, er idéen om civilisationens rejse ind i vildnisset. Og rigtig mange western-film genopfører den rejse, om det er en enkelt vogns rejse i Diligencen, en besat mand der vil lokalisere en hvid kvinde blandt vilde i Forfølgerne, en transport af knækkede nybyggere tilbage østpå i The Homesman, eller noget mere mystisk såsom Dead Man‘s psykedeliske rejse mod havet. Vil man tolke en western kan man starte med hvad de rejser efter. Målet i Slow West er ret sammensat. Jay er rejst fra Skotland for at finde sin elskede Rose, han rejser gennem et forfalds-område i jagten på et lille hus med kone og svigerfar. Men Rose og hendes far måtte flygte fra mordanklager, og der er en dusør på deres hoveder, så Jay’s søgen risikerer også at bringe døden til deres hoveddør. Filmen afdækker aldrig rigtig hvad Jay er: Om han er en civiliserende drømmer, eller om han er et naivt overklasseløg med døden i posen.

slow-west-01

Det er som om filmen aldrig rigtig samler sig, men det skal siges, at alle delelementerne er ret forrygende. Kodi Smit-McPhee, der har spillet børne-hovedroller i film som The Road og det amerikanske remake af Lad Den Rette Komme Ind har et komplet uskyldigt barne-ansigt, og Michael Fassbender spiller den mystiske Silas med en blanding af selvsikker kompetence og træt frustration, han siger han vil være Jay’s chaperone for 50$, men har en fortid og bagtanker om at finde Rose og faren. Instruktør John MacLean – som jeg vil give stor credit for at have været med i fantastiske Beta Band i gamle dage – iscenesætter sikkert, hvadend det er anspændte stand-offs, varme scener mellem de to hovedpersoner hvis forhold snart får en snært af far-søn, eller overraskende komiske optrin med indianere. Forskellige seere vil have forskellige oplevelser af de mange forskellige slags scener: For nogle vil jokes’ne virke bedre fordi de kommer så overraskende, mens andre vil se det mere som tonalt piskesmæld, og til tider nærmest upassende, når en sekvens som så ud til at være en dybsindig diskussion om udryddelsen af indianerne i stedet konkluderer med en joke om ukogte æg.

slow-west-04

Der er smukke billeder, god musik, stærke skuespilspræstationer, drama, humor og tænksomme pointer. Men det går aldrig rigtig op i en højere enhed. I sidste ende virker det lidt typisk for en Sundance-vinder, det er en teknisk upåklagelig, morsom og spidsfindig film, men det føles ikke som om den har været så frygtelig nødvendig at lave for folkene bag den. Det føles desværre lidt som en stiløvelse. Men det skal ikke afholde western-fans for at skynde sig ind og se den, for selvom det er en stiløvelse, så er det da en glimrende en af slagsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.