Palmesøndag del 336
(Sissi – Die junge Kaiserin, Ernst Marischka, Østrig
Cannes 1957)
Der findes gode film. Og så findes der ikoniske. Man kunne måske ønske at de to ting hang sammen, men det gør det ikke altid. Omend Guldpalmer gerne kan hjælpe med til at gøre f.eks en film som Parasite ikonisk. Men priser og palmer går gerne til det, der er udfordrende og nyskabende, hvorimod nogle film bliver ikoniske fordi de giver folk fuldstændig hvad det er de gerne vil have. Sådan er det med de tre film om den østrigske kejserinde Elizabeth (1837-1898), eller Sissi, som Ernst Marischka instruerede i halvtredserne. Og ikke mindst med Romy Schneiders legendariske portræt af den unge kejserinde, som hun spillede mens hun selv blot var teenager.
Sissi-filmene blev så store, at de nærmest blev glans-eksemplet på de østrigske folkelige film i halvtredserne, sådan lidt ligesom Olsenbanden er de perfekte danske folkekomedier. Derfor er de senerehen blevet udfordret, endda af Romy Schneider selv, der hadede sine tidlige film, og som spillede Sissi igen på en helt anden vis i Luchino Viscontis Ludwig. Senest kom Marie Kreutzers Corsage (2022), der kaster et langt mere kritisk og feministisk blik på fortællingen om Kejserinden.
Der er ingen kritik eller feminisme over Ernst Marischkas tre film. Der er ikke ret meget der udfordrer, det er så varme og lune skildringer af østrigsk historie man nærmest kan forestille sig. Måske derfor sendte den østrigske stat de to sidste til Cannes som østrigsk repræsentant, først med trilogiens anden film, Sissi – Den unge kejserinde.
Af en nærmest propagandastisk Historie-film at være, som ovenikøbet er en sequel, så er plottet i Sissi – Den unge kejserinde ikke så skidt som det kunne være. Efter at Sissi i den første film blev gift med Kejser Franz Josef, der var kejser af det der blev Østrig-Ungarn fra 1848 til 1916, er det nu blevet tid til at lære at leve som Kejserinde, hvilket viser sig at være mere problematisk end man kunne tro. Filmen kredser om to historiske begivenheder: Konflikten mellem Sissi og hendes svigermor Sophie, samt etableringen af det Østrig-Ungarske dobbeltmonarki, som den Historiske Sissi ganske rigtigt støttede op om. Det hang dog overhovedet ikke sammen sådan som det gør i filmen.
I filmens fortælling passer Sissi ikke ind som Kejserinde, specifikt fordi hun er så meget en ægte kvinde. ‘Du snakker altid om mig som Kejserinde, og aldrig som mor’ siger hun på et tidspunkt til Franz Josef. Så hun giver lige en hånd med til forsoningen mellem Østrig og Ungarn ved at danse med den ungarske ambassadør på det helt rigtige tidspunkt, selvom det er stik imod protokollerne. Og hun stikker af fra hoffet for at besøge sin familie, da Sophie tager hendes første barn fra hende for at det skal opdrages af ældre hofdamer. Det bliver til filmens bedste scener, da Franz Josef følger efter hende, og de forenes på en vandretur i de østrigske alper. Manus er lige så plat som i resten af filmen, men billederne af den østrigske natur er s’føli helt vanvittigt flotte. Filmen skal være reklame for Østrig, og det lykkes til fulde her. Men igen er der det gammeldags kvindesyn: Sissi fortæller hun ville ønske de bare kunne leve sammen i bjergene hende og Kejseren, men det er ikke for at være vandrer eller naturperson, nej, det er fordi Sissi bare så gerne ville stå for en lille husholdning på egen hånd. Hvorefter hun straks begynder at pudse Kejserens støvler.
Sissi og Franz Josefs første barn, Sophie, blev født i 1855. Det Østrig-Ungarske dobbeltmonarki blev etableret i 1867. Så de to ting hang overhovedet ikke sammen. Sophie døde også i 1857, blot to år gammel. Parrets eneste søn, Rudolf, begik selvmord sammen med sin elskerinde som 30-årig, i den berømte Mayerling-skandale. Det knækkede endegyldigt Elisabeth, der herefter mest rejste alene rundt i verden, indtil hun blev myrdet af en italiensk anarkist i 1898. Den virkelige historie er med andre ord umanerlig mørk i forhold til filmen. Mest besynderligt af alt, så begynder filmen med, at Franz Josef vil give en gruppe ungarer amnesti, men filmen forklarer aldrig hvad det er de har gjort. Det drejer sig om det ungarske oprør i 1848, en del af de utallige revolutioner det år, der også rystede Østrig og Wien, og var hele grunden til at Franz Josef overtog tronen efter den uduelige forgænger Ferdinand I. Oprørene i Østrig og Ungarn blev slået ned, som de blev overalt i Europa med Danmark som eneste undtagelse.
Den slags er mestendels renset fra filmene om Sissi. At selv østrigerne gjorde oprør mod deres kejsere. I stedet er der en masse politiske forviklinger, som Sissi gerne formår at løse. Men hun gør det fordi hun er udefrakommende, fordi hun kom fra Bayern, var præget af den friske natur og det ægte folk, i modsætning til resten af Kejserfamilien på deres store slotte. Det er nationalisme af den slags, hvor naturen skaber landets forudsætninger. Hvilket føles enormt bedaget, men dog i det mindste er ret vidunderligt filmisk. Der er rigtig meget galt med Sissi-filmene, men de har nogle vidunderligt flotte natur-billeder. Det præger især film nummer to, hvorfor det måske er min favorit i serien. Hvilket dog ikke siger så forfærdelig meget.
Sissi-trilogien er ikoniske film, der stadigvæk dyrkes meget i Østrig og Tyskland, men de slog aldrig igennem i Cannes. Romy Schneider er vitterlig vidunderlig i hovedrollen, ekstremt charmerende og karismatisk, stadigvæk teenager, men i Cannes i 1957 gik prisen som Bedste Skuespillerinde til Giulietta Masina for Fellinis Gadepigen Cabiria, hvilket der nok ikke er ret mange som er uenige i trods alt er lidt noget andet. Sissi – Den unge kejserinde er nærmest en kultfilm i dag, men det drukner i kitsch, og så er sluthalvtredserne jo ellers bare en tid hvor der skete helt vildt meget i filmverden. Kunstfilmen løb meget hurtigt fra den her slags prestige-film.
Serien om Ernst Marischka og hans Sissi-trilogi fortsætter med Sissi paa tronen