rsz_140792308

Arvingerne Sæson 3 Afsnit 3

‘Du må lige lægge det, til vi er færdige med det her.’ Sådan siger Emil til Gro, om et millionerstatningskrav hun er ved at få smidt i hovedet fra det mineselskab hendes unge kunstnere var aktivistiske imod i sidste afsnit. ‘Det her’, som de lige skal have færdiggjort, er deres nieces død. Ovenpå sidste uges cliffhanger var der ikke meget andet at gøre for serien, end at bruge minimum ét afsnit på begravelse og sorgbearbejdelse, desuagtet hvad der ellers er gang i af handlingstråde i sæsonen, men noget af det værste ved at sørge er, at verden hårdnakket nægter at holde stille for en. Selvom en ung kvinde er død, så hænger der stadigvæk sagsanlæg, ladebrug, skænderier og mørke hemmeligheder over personerne, og de går ikke væk blot fordi noget katastrofalt er sket. Det gør afsnittet realistisk, men også frustrerende. For ligemeget hvor realistisk det er, så føles det også som om hvad der burde være et kontemplativt og opsummerende afsnit – vi er trods alt kun seks afsnit fra afslutningen, det er på tide vi finder ud af hvad det hele skulle være til for – i stedet bliver et mellemafsnit, et trin på vejen mod det næste plot, som umuligt kan være lige så vigtigt.

Der er et slangudtryk inden for tv-nørder der hedder ‘lampshading’, at man hænger en lampeskærm på noget. Når man som manusforfatter godt ved noget ikke er helt godt, så man har lige nogle karakterer til at nævne at det ikke er helt godt, men så gør man det alligevel. Sådan føltes afsnittet lidt. Konstant og hele tiden minder karaktererne hinanden om, at de burde lade alt andet ligge, glemme retssager, droppe skænderier, koncentrere sig om Hannah og intet andet. Men alligevel kører afsnittet rundt i et plot, som på indeværende tidspunkt overhovedet ikke giver mening. Nå, så det var et mineselskab de var oppe og protesterer imod? Men… Hvad er mistanken, hvad er der gjort forkert, hvad gik der galt? Hvad skulle fiskene til for? Det har været mystisk hele sæsonen, hvilket var fint hvis det blot var et påskud i forbindelse med Hannah’s historie, men så kan man heller ikke forvente at seerne kan investere i det på nogen måde. Især ikke til at skulle følge med i et lille suspense-plot om hvorvidt Frederik kan holde kunstnerne hen længe nok til at Emil kan finde et eller andet memory-card. Hvad regner vi med er på kortet, hvad er de bange for skal komme ud, hvad i alverden skal det hele til for? Jeg har forsøgt at lytte igennem hvad Hannah og Malik siger til hinanden som er så vigtigt, men helt ærligt, det eneste jeg fik fat i var ‘Er du snottet?’ Jeg ved ikke hvorfor det skulle medføre sagsanlæg…

Det var ærgerligt med den lidt mærkelige disposition, for ellers var der ret meget at holde af i afsnittet. De første ordløse klip fra begravelsen var ret så fantastiske, fangede det uvirkelige og det samtidig alt for klare og tydelige (hav en trist begravelse på en regnvåd vinterdag, og alt er forfærdeligt. Hav det på hvad der virkede som en af årets første forårsdage, og det føles som om intet passer sammen). Solvej og Frederik kunne intet, men virkede heller ikke som om de fik noget ud af de andre karakterers minder om deres datter – som måske i øvrigt i hvert fald til dels burde have været fra den periode vi som seere kendte Hannah, som det var mindede det mig lidt om hvor lidt hun egentlig har fyldt i serien, at de intet kunne huske som vi havde set – mens de fleste andre ser ud til at komme videre via snak og alkohol. Men der er ikke plads nok. Et eksempel er Frederiks tale til sin døde datter: Hannah. Jeg har altid vidst at du nok skulle blive til noget. Men jeg tog fejl. For du har altid været noget. Godt skrevet, både direkte omkring tabet, og relativt stolt af det hun trods alt nåede. Ej hvor jeg langt hellere ville høre resten af den tale, end se Emil rode i en taske…

Der er stadig seks afsnit tilbage, og det ser ud til der er et plot, omhandlende mineselskabet, og en konflikt mellem Gro og Frederik om hvad der skal ske med kunstprojektet. Det er fint nok. Det binder endda tilbage til sæson et og konflikten om hvad der skulle ske med arven after Veronika. Det var også tydeligt hvor meget personerne havde lyst til at snakke om Hannah i forbindelse med Veronika og Thomas – det har virkelig været nogle hårde år for den familie, hva? – så der er en fornemmelse dels af en større konflikt under opsejling, dels af en tematisk og plotmæssig afrunding. Det er alt sammen fint nok. Men det må meget gerne blive gjort helt klart hvad det omhandler, for lige nu er det mest konturerne af noget, som invaderer de store æstetiske og emotionelle kvaliteter ethvert Arvingerne-afsnit af denne type indeholder.

Osv.

* Afsnittet var skrevet af Maja Jul Larsen og instrueret af May el-Toukhy, der instruerede Lang Historie Kort, som jeg virkelig burde se at få set.

* Jeg plejer ikke at skrive om resten af crewet på et afsnit, men dette afsnit var filmet af Jasper Spanning, der dels har skabt ret stærk billedside til Thomas Daneskov’s Eliten, dels er en bekendt af mine fra gymnasiet. Full disclosure. Jeg havde nok syntes afsnittet var godt filmet alligevel.

* Den der åbning! Klippet inde fra rustvognen lignede en ret bevidst hilsen til Antichrist.

*Karin har et gevær… Jeg kan forestille mig de ligger op til noget dramatisk, men… Forkert afsnit at smide den slags antydninger ind i.

* Så kunstnernes projekt gik ud på at smide fisk i vandet ud for et mineskib? Ok… Som Niels Hausgaard ville sige, så er det da… spændende…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.