126488086

Bedrag Ep. 10

Ti afsnit, ti timer. Tid til at gøre regnskabet op, hvad skete der, hvad blev der sagt, hvad gik godt, hvad gik mindre godt? Ganske passende var også hele sidste afsnit én stor regnskabs-opgørelse – helt indtil de sidste sekunder. Sagen var blevet oprullet i afsnit ni, nu handlede det om at finde ud af hvem der ville blive straffet og hvem der ville gå fri. Vandet steg alle over hovedet i seriens intro-sekvens, men hvor langt gik vandet i virkeligheden op?

Gik det langt nok op? For at gøre det helt kort: Nicky og Bimse endte med en million, et værksted, og venskab og forhold i behold. Ulrik begik selvmord inde på Energreens kontorer i afsnittets flottest filmede scene. Hr Christensen fik sneget sig udenom anklager ved at regne ud hvordan Mads fik Vestsjællands bank til at anmode om konkurs. Og tre andre stak af fra landet, men kun svenskeren var helskindet i sydlandet til sidst. Claudia steg af flyet og tog hjem for at tage sin straf. Og Sander endte med at tabe alt, og i sidste øjeblik sidde død og kigge ud over havet, en kugle i øjet – en ‘Moe Green special’ som det kaldes efter den første The Godfather. Og nåja, selvom de ikke var kriminelle, så er det vel også værd at sige, at Mads og Alf begge endte med deres job i behold, og Mads fik endda hevet sin kone med hjem fra klinikken.

Så hvad er der at sige til det? Helt ærligt føles det lidt utilfredsstillende i mine øjne. Det føles som et kompromis, mellem på den ene side at gøre seerne glade ved de godes held og de ondes ulykke, mens man på den anden sider lever med en tematik om ulighed og uretfærdighed i samfundet. Bedrag skulle handle om finanskriminalitet og -krisen, og når det kommer til stykket er en central pointe ved finanskrisen, at ingen af de rige endte med at blive straffet for hvad der skete. Hvis serien skulle have ramt tematikken klokkerent, så skulle Sander ikke blot være kommet væk til syden, han skulle have fortsat som direktør i et nyt selskab. Han ender med en spektakulær skæbne, men dermed bliver hans historie også netop spektakulær, hvor tematikken i stedet skreg på en systemisk skurk. Finanskriminalitet er nemlig ikke spektakulær, men fortvivlende ordinær. Her kan man påstå at det er min politiske holdning som taler, men altså, serien er jo enig. Det stod klart i sidste ende med den rolle som Hr Christensen spillede. Hvis Bedrag har en morale kom den til syne i skænderiet mellem Hr Christensen og Hr Mads: ‘Sandheden er, at jeg har gjort mere for det her land, end du kan fatte. Arbejdspladser, eksport, goodwill! Over hele verden.’ ‘Alt det der, det bygger jo på en løgn, ik? Det er jo ik dine penge du har mistet, det er alle mulige andres. Og hvordan tror du Vestsjællands Bank har det med de 200 millioner de har mistet, på grund af du solgte dem en løgn der ikke fandtes. Og alle de landmænd der har mistet deres penge.’ Det er en svada som dels er med for at gøre Hr Christensen opmærksom på det regelbrud Mads har lavet, men samtidig er det en klar holdning til finanssektoren. Og problemet med finanssektoren bliver endnu mere tydeliggjort, da Hr Christensen ender med at klare komplet frisag.

Så hvad er problemet? At Hr Christensen simpelthen ikke har været etableret ordenligt som superskurk. Han bevæger sig i baggrunden i hele serien, det er uklart hvad han laver, men vi lægger mærke til ham fordi han er spillet af Waage Sandø. Og så i afsnit 9 trækker han stikket i Energreen, og i afsnit 10 er han den sidste big bad, som ender med at slippe afsted med det hele. Ahva? Det ville være meget mindre mærkeligt, hvis ikke de første fire-fem af seriens afsnit var gået med at skildre enkelt-stående problemer i Energreen: Østeuropæisk arbejdskraft i skuffeselskaber, nedlægning af firma i Fredericia, fusk i Abu Dhabi. Jeg kunne lide flere af de historier, men måske man i stedet kunne have brugt tiden på at bringe Hr Christensen i fokus, hvis det reelt var ham som var problemet? Måske grave lidt dybere i det systemiske finansielle råd han skulle ende som symbol på? Scenen mellem Mads og Hr Christensen minder utrolig meget om en scene fra The Wire, hvor en advokat får mistanke om at visse beviser mod hans klient er opnået på en fusket måde. Det betyder at anklagerne er tvunget til at indgå en dårlig aftale. Men her bliver det med det samme til et strukturelt problem: Det er den dyre advokat som kunne finde fejlen, derfor kan rige gangstere komme på fri fod, det er en grundlæggende korrumpering af hele retsvæsenet der bliver lagt frem i et enkelt subplot. Hvad siger Hr Christensens fortælling, udover at Mads har for meget temperament? Og hvorfor faen var Mads overhovedet derude? Hvorfor dog advare om at der skulle efterforskes? Det hele er lidt noget rod, og det smager lidt af, at det er gået for stærkt henimod slutningen.

Bedrag var på sin vis ganske finurlig sådan rent strukturelt. De første 4 afsnit var ganske episodiske, og uden for megen fremdrift, hverken i serien eller i seriens efterforskning. Fra plottwistet med påkørslen af Mia i afsnit 5 var speederen sat i bund i et par afsnit, hvor spindet virkelig strammede. Men så lettedes trykket igen, og de sidste par afsnit har været underligt usammenhængende. Dels med hinanden, men også med alt det vi lærte i første halvdel af sæsonen. Det er den strukturelle mærkværdighed, som gør serien utilfredsstillende som politisk kritik. Den ville gerne være The Wire eller Breaking Bad, men endte som Forbrydelsen eller Broen. Det er der nok ikke rigtig nogle i DR som er for utilfredse med, de tidligere serier har jo også været store successer. Men det er som om at Bedrag har været hæmmet af nogle klichéer, som vi kender lidt for meget fra tv-stationens andre successer. Det er ikke noget unikt problem for DR, serier fra Netflix, HBO, Showtime har også deres særpræg. Men det er stadig ikke noget godt tegn. Bedrag var en rigtig god serie, men den kunne ikke løfte sig til det sidste. Der manglede lige det sidste overblik. De første afsnit skulle have været noget mere, så slutningen kunne være noget mindre. Vi endte med en masse subplots, der ikke helt fortalte det de skulle, og så måtte pointen i stedet nagles fast med pistolskud.

Der kommer en ny sæson til efteråret. De her afsnit har været klar meget længe, så forhåbentlig har der været tid nok til at få gjort opfølgeren ordenligt. Jeg kan dog godt have min frygt. Der har manglet noget tid og overblik, så ti afsnit mere om ca et halvt år lyder lidt vel hurtigt. Vi får se. Jeg har tænkt mig at se.

Sidste bemærkninger:

* Skrevet af Jannik Tai Mosholt. Instrueret af Søren Kragh-Jacobsen.

* Der er flere problemer med de gode slutninger. Hvis Nicky og Bimse i sidste ende vinder over systemet, og har deres venskab i behold, hvad havde de så egentlig at gøre i serien? Rent plotmæssigt blev det aldrig retfærdiggjort at de havde så meget fokus – det ændrede scenerne hvor Nicky og kæresten klæder sig ud som Claudia og Sander ikke ved – så det skulle have været tematisk at det gav mening. Men hvordan passer det tematisk ind i en serie om grådighed, når de kommer ud på den anden side stadig som gode mennesker? Hvad kan vi lære deraf?

* Og jeg er heller ikke sikker på jeg bryder mig om at Mads og Alf klarede alt, inklusiv at skaffe Mads’ kone hjem igen. For lige igen at snakke The Wire, så var en af pointerne i den serie, at de gode altid blev straffet, ikke fordi de gjorde noget godt, men bare fordi de forsøgte at gøre noget anderledes. Der bliver flirtet med at Mads og Alf skal straffes, men i sidste ende ender alt godt. Jamen så skal vi vel bare have flere folk i SØIK som dem, så skal finanskriserne jo nok løse sig?

* Jeg har faktisk ikke rigtig mere at sige. Undskyld det tog længe at blive færdig med den her. Håber i har hygget jer med at læse med. Ses vi igen til efteråret til sæson 2?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.