Palmesøndag del 420
( دانهی انجیر معابد, Dāne-ye anjīr-e ma’ābed, Mohammad Rasoulof, Iran
Cannes 2024, Jury Special Pris + FIPRESCI Pris + Økumenisk Pris + Prix François Chalais + AFCAE Pris)
Mohammad Rasoulofs karriere er som ingen andre iranske instruktører flettet sammen med nyere iransk historie. Han begyndte med at lave drømmende og allegoriske film som Iron Island (2005) og The White Meadows (2009), film fyldt med poetiske billeder og vagt indhold, der dog nemt kunne tolkes som kritik af undertrykkelse. Det virkede en smule politisk, men det var ikke en slags film, som styret traditionelt slog ned på.
Men så kom protesterne i 2009 mod valget af Mahmoud Ahmadinejad, det som senere blev kaldt for den Grønne Revolution. Det radikaliserede regimet, der bl.a. slog ned på filmkunstnere som Rasoulof, der blev arresteret og idømt fængsel og filmforbud.
Rasoulof fortsatte dog med at lave film, nu mere tydeligt politiske, som Goodbye (2011) om en iransk kvinde, der forsøger at emigrere væk fra undertrykkelsen, Manuscripts Don’t Burn (2013) om censur, A Man of Integrity (2017) om korruption og magtmisbrug, og endelig Guldbjørnevinderen Der findes ingen ondskab (2020) om dødstraf. Tydeligt politiske film, men stadigvæk lidt abstrakte, de tog aldrig udgangspunkt i virkelige fortællinger, og fik stadigvæk noget nærmest abstrakt over sig, fordi de var så æstetiserede.
Men så kom protesterne mod den unge kvinde Mahsa Aminis død i 2022-23. Det radikaliserede regimet yderligere, der bl.a. arresterede Rasoulof igen og idømte ham piskeslag. Det har også tydeligvis radikaliseret Rasoulof, der i sin nye film er konkret som aldrig før. Frøet fra det hellige figentræ handler direkte om opstanden efter Aminis død, og Rasoulof holder intet tilbage i sin kritiske filmkunst. Det har resulteret i, at han nu er gået i eksil. Det har også resulteret i en film, der må kaldes en af årtiets vigtigste og definerende film. Desværre også lidt en film, der har mistet noget af Rasoulofs tidligere filmiske styrke.
Da Iman (Missagh Zareh) bliver forfremmet til undersøgende dommer ved det iranske regimes revolutionære domstol, er han stolt, og han og hans kone Najmeh (Soheila Golestani) beslutter sig til endelig at fortælle deres to døtre Rezvan (Mahsa Rostami) og Sana (Setareh Maleki), hvad det egentlig er for en type job, deres far udfører.
Det er et godt job med gode karrieremuligheder, omend Iman ikke er helt moralsk glad over at skulle føre sager, der resulterer i dødsstraf, på hvad han opfatter som et lidt løst fundament. Men så eksploderer alting. Pludselig er der gadekampe overalt i byen, også på pigernes skole, og der lyder slagord mod regimet også i det pæne kvarter, hvor de bor. De to døtre er chokerede over den behandling, deres venner udsættes for, Iman er mere og mere stresset og kort for hovedet, og da pludselig den revolver, Iman har fået udleveret, forsvinder, begynder familien langsomt at bryde sammen af mistro og anklager.
Frøet fra det hellige figentræ er tre timer lang og mange film i én. Det er en politisk thriller, et anspændt familiedrama, i visse scener nærmest en actionfilm. Rasoulof har aldrig lavet noget lignende før. Indimellem er der endda klippet virkelige optagelser af demonstrationerne i 22-23 ind, hvilket får filmen til at virke som den definerende dokumenterende fortælling om én af de vigtigste politiske begivenheder de sidste år. Det er en utroligt vigtig film, som alle bør se, hvis de er interesseret i den store verden.
Det er naturligvis ikke en film, der er lavet i det åbne og for statens midler. Den er tydeligvis optaget i smug. Og her kan man godt nogle gange se nogle sprækker. Visse af scenerne virker som om, de er lavet lidt forhastet, med lidt kedelige og rutineprægede billeder, hvilket er helt ulig tidligere Rasoulof-film. Når han er bedst, ser hans billeder nærmest maleriske ud, hvilket før har fået hans film til at virke stærke og ladede. Så når han f.eks filmede en digter i håndjern og med bind for øjnene, kom det til at virke som et symbolsk billede på undertrykkelse af kunstnere gennem tiden. Den slags æstetik kommer tilbage, da Iman og hans familie rejser ud på landet, det er som om, der har været mere tid til det filmiske arbejde væk fra regimet.
Frøet fra det hellige figentræ er også en anelse mere konventionelt dramatisk end ret så mystiske fortællinger som A Man of Integrity og Manuscripts Don’t Burn, men det skal den også have lov til at være. Det er kombineret med de ordinært filmede scener, at det kommer til at virke lidt påtaget. Filmen lider således en lille smule af, at den er lavet under så svære betingelser. Det ændrer dog selvfølgelig ikke ved, at det er en kæmpe bedrift, at den overhovedet er lavet. Rasoulof er sidenhen flygtet i eksil, og filmen er derfor Tysklands indstilling til årets Oscar-uddeling, hvor den må siges at være en af favoritterne til at vinde Bedste International Film.
Hvilket også er fulgt fortjent. Det er den slags film, hvor en instruktør forsøger at lave kunst, der matcher et ekstremt historisk øjeblik. Det er på mange måder lykkes over alt hvad man kunne forvente. Forhåbentlig fører det også til mere interesse for Rasoulofs ældre film, for en del af dem vil jeg stadigvæk sige er endnu stærkere.