Film er det sprog, hvorigennem verden taler med sig selv. Det er mit mantra. Den globale kulturelle diskussion udspiller sig ikke længere i bøger, men via film. Den her uge kan vi se tyrkisk kvindedrama i Mustang, fransk-estisk paranoia fra Stalin-tiden i Fægteren og så den her, en polsk beskrivelse af en skolelærers forsøg på at skjule sin blindhed. De fleste arthouse film vi får fra omverdenen er som regel samfundsskildringer, film med store armbevægelser om vægtige sociale forhold. Professor Bieliks Hemmelighed er faktisk en lidt sjælden fugl i de danske biografer. En ekspressiv skildring af et enkelt menneskes sygdom, fra en instruktør uden den store forhistorie, og et land vi sjældent ser ret meget fra. Det er værd at sætte pris på.

Kacper Bielik (Andrzej Chyra, der har det samme lidt anstrengte smil som Michael Shannon) er en vellidt midaldrende skolelærer, der bor hjemme hos sin mor i Lublin i det sydøstlige Polen, og flirter lidt med en kollega. Der sker ikke så voldsomt meget i hans liv, og hermed heller ikke i filmens første par scener. Men så, ud af det blå, hamrer en bil ind i siden af hans. Ulykken forværrer en medfødt øjensygdom – og var øjensygdommen også skyld i ulykken? – og snart må Kacper indse at han er ved at blive blind. Hvilket åbenbart er fyringsgrund i Polen, uden det store sikkerhedsnet til at samle ham om. Så Kacper sætter alt ind på at hans blindhed ikke skal opdages.

Den danske film som Professor Bieliks Hemmelighed minder mig mest om er Michael Noer’s Nøgle Hus Spejl. Ghita Nørby’s karakter i den film kæmper også med en sygdom, i dette tilfælde demens, som sætter sig i hele filmsproget. Hos Noer er det især klipningen, de pludselige og forvirrende spring i tid, der illuderer fornemmelsen af ikke at kunne gennemskue hvordan man kom fra det ene sted til det andet. I Jacek Lucinski’s film er det kamera-arbejdet som er lidt usædvanligt. Fra start af er der unormalt meget af filmen som er filmet med vidvinkel og i modlys, hvilket giver en lidt ubehagelig fornemmelse. I en tidlig scene hvor eleverne undervises i en kendt historisk defenestration (jeg tror det er den anden pragske defenestration i 1618, men jeg skal ærligt indrømme jeg ikke fik skrevet det ned i mine noter, så hæng mig ikke op på det) beder han eleverne stille sig op i vindueskarmen, så de kan fornemme frygten fra ofrene. Og så træder der naturligvis en administrator ind i lokalet. Det lyder som noget fra Døde Poeters Klub, men vidvinkellinsen forvrænger det lidt for meget, det er taget lidt for meget i frøperspektiv, og teenagernes ansigter er for utydelige som de står oppe og skygger for solindfaldet. Det kunne være feelgood og inspirerende, men det er for dystert, for skævt.

Sådan er der så meget i den her film. Det gængse establishingshot af Bielik’s lejlighed er et panorama med hans ejendom til højre og en park overfor til venstre, et tilbagevendende billede som mest af alt får hans eksistens til at virke lille i sammenhængen. Efter trafikuheldet stiger kameraet til vejrs i hvad jeg skyder på er filmet fra en drone. Der er tilbagevendende klip filmet fra en sporvogn. Der er gennem hele filmen en let fornemmelse af utilpashed, som kradser når det ellers kunne være blevet for feelgood. Og efterhånden som Bielik mister mere og mere af synet bliver billedsproget mere avanceret. Mere lensflare, hvor blændende modlys gør det umuligt at forstå hvad der foregår. Til tider sort/hvid, til tider sløret og uklart. Filmsproget sætter os dels ind i Bielik’s hoved, skaber empati og indlevelse, men derudover er der helt enkelt billeder i den her film jeg ikke har set før. Ikke kun fordi jeg aldrig har set en film fra Lublin før, selvom det naturligvis også er en glimrende grund til at gå i biografen, men også fordi der er en helt særlig strategi til at bruge omgivelserne og lyset og digitale effekter til at beskrive en sindstilstand.

Det er heldigt at filmsproget gider at være originalt, for plotmæssigt er det meste nok set før. Bielik går de ekstra skridt for at hans elever skal klare sig igennem, også dem som har det svært i hjemmet. Der er også ting vi ikke ville se i en dansk eller amerikansk film, fordi det ikke rigtig giver mening for os. Jeg er virkelig overrasket over hvor tabu-belagt blindhed må være; ikke nok med at Bielik med største sandsynlighed regner med at blive fyret uden at få nogen som helst hjælp hvis hans problem bliver opdaget, en af hans venner hjælper ham uden at fortælle nogen om det, ikke engang hans kone, hvilket skaber problemer i privaten der for en dansker synes ude af trit med graden af tabu. Professor Bieliks Hemmelighed er ikke den store festivalsfilm, og har i stedet været et stort mainstream hit i hjemlandet med over 300.000 solgte billetter. Men på sin vis kan mainstream-dramaer ofte være sværere at sætte sig ind i end den auteuristiske filmkunst, som altid er lavet med et internationalt festival-publikum i tankerne. Den slags film får vi sjældent at se herhjemme, men det er ret interessant. Det giver et mere ufiltreret indblik i et andet lands kultur. Og så er der så stadigvæk ting jeg ikke forstår. F.eks. ved jeg nok om slavisk sprog til at regne ud af navnet ‘Bielik’ sikkert har noget med hvidhed at gøre, og ganske rigtigt, hvid på polsk er ‘biały’ ifølge google translate. Men hvordan man kommer derfra og til filmens polske titel Carte Blanche, det forstår jeg ikke helt. Der må være noget ordspil af en slags der. Men det er på sin vis ganske passende med en indforstået titel til en impressionistisk og filmisk skildring af et enkelt indre.