Palmesøndag del 351
(Code inconnu: Récit incomplet de divers voyages, Michael Haneke, Frankrig
Cannes 2000)
Kode ukendt er måske Hanekes mest undervurderede film. Den udgør efter min mening sammen med Funny Games den centrale kerne af Hanekes filmografi. Her, mellem den første østrigske trilogi, og de efterfølgende par filmatiseringer og genre-eksperimenter, rendyrkede han tematikker og æstetikker, som altid er at finde hos Haneke, lige meget hvad han ellers kaster sig over. I Funny Games var det mediekritikke og metalegen. I Kode ukendt rendyrkes det fragmenterede filmsprog, og der behandles spørgsmål om kommunikation, hemmeligheder og Hanekes helt centrale fokus på skyld.
Det er derfor en vigtig film, som man ikke bør springe over, selvom både Funny Games og Pianisten er mere kendt. Men det er også bare en virkelig flot film, hvor æstetikken er lige dele legende og eksperimenterende, men først og fremmest altid spændt sitrende.
På fransk har filmen en undertitel, der i den engelske udgave er blevet oversat til Incomplete Tales of Several Journeys. Det understreger formen af filmen, hvordan de mange karakterer altid er på vej et eller andet sted hen, fysisk eller mentalt, men samtidig også hvor meget filmen har tænkt sig at klippe disse rejser op i små fragmenter. Første gang vi støder på hovedpersonerne foregår det ellers i et meget langt klip: I et sublimt langt trackingshot følger vi først skuespillerinden Anne (Juliette Binoche), der udenfor sin lejlighed bliver stoppet af sin unge svoger Jean. Jean har forsøgt at komme ind i Anne og kæresten Georges lejlighed, men har ikke kunnet huske koden til døren (filmens titel!). Klippet følger herefter Jean, der arrogant smider noget affald ned til den rumænske kvinde Maria (Luminița Gheorghiu, sidenhen en af de centrale skuespillere i den rumænske nybølge, inklusive som hovedkarakteren i Guldbjørnsvinderen Mor og søn). Den unge mand Amadou (Ona Lu Yenke), der som navnet antyder er søn af emigranter fra Vestafrika, konfronterer Jean med hans dårlige opførsel, men det ender selvfølgelig med at politiet tager Amadou med på stationen, og da de opdager Maria er illegal immigrant bliver hun deporteret tilbage til Rumænien.
Den her slags multiplot-film, hvor en række karakterers liv bindes sammen af en enkelt hændelse, var ganske udbredt omkring årtusindskiftet, med Alejandro González Iñárritus ‘Dødstrilogi’ (Amores perros (2000), 21 Grams (2003) og Babel (2006)) som mest kendte, omend i mine øjne virkelig dårlige, eksempel. Men Haneke har selv insisteret på at han lavede en anden type af film. Kode ukendt handler ikke om hvordan karakterernes liv hænger sammen, eller hvordan de i virkeligheden alle sammen er ens inderst inde, men handler specifikt om forskelle og frakturer i samfundet. Filmens titel, Kode ukendt, handler naturligvis om sprog, om samfunds-koder som man ikke kender hvis man kommer udefra og til Paris, men den handler lige så meget om sted. Man kan bogstavelig ikke komme ind i mange rum i Paris, hvis ikke man kender koderne til dørene. De her karakterer hænger ikke rigtig sammen med hinanden, tværtom er de dybt adskilt af at have adgang til forskellige rum. De få gange hvor de er sammen offentlige steder – på gaden, på restauranter – bliver de også behandlet vidt forskelligt af deres omgivelser.
Hermed undgår Haneke selvfølgelig nogle af de pseudo-humanistiske pladder-pointer som f.eks Iñárritus film er fyldt med. Men eftersom Haneke også rendyrker de her pointer rent filmisk, så gør det hans film til et fremragende stykke kunst. Kode ukendt er virkelig klippet vidunderligt meget i smadder, langt de fleste scener består af ét klip, hvor vi sjældent forstår hvad der sker med det samme, og hvorfra vi gerne klipper hen til sort skærm midt i en sætning. Enkelte steder, f.eks i forbindelse med Annes skuespil i diverse gyserfilm og melodramaer, leges der med at klippe mellem filmiske planer, ligesom et par vidunderlige sekvenser består af Georges fotografier fra henholdsvis Kosovo samt taget hemmeligt af passagerer i metroen, med voiceover indenover. De scener gør ikke fornemmelsen af at verden er blevet uomgængeligt fragmenteret og uforståelig mindre, tværtimod.
Hvis jeg skal pege på det helt centrale emne hos Haneke, så vil jeg kalde det ‘Skyld’. Hans film peger på vidunderlig vis i alle retninger, men rigtig meget af det udspringer af et fokus på skyld, hvorfra utallige andre tråde trækkes. Skyld er et centralt tema hos østrigske efterkrigskunstnere, for Østrig fik aldrig bearbejdet egen rolle i Anden Verdenskrig, sådan som tyskerne trods alt blev tvunget til, men fik i stedet held til at fremstille sig selv som Hitlers første ofre, desuagtet at enhver kan se på billederne fra 1938 hvordan østrigske folkemængder reagerede på tyskernes ankomst. Haneke er fra en senere generation, og behandler spørgsmålet anderledes, som en kredsen om hvilket ansvar efterkrigstidens priviligerede klasser har for verdens stadigvæk voldsomme tilstand. Det ses naturligvis tydeligt i en film som Caché, der eksplicit kredser om en fransk massakre på immigranter, men det går igen i utallige af hans film. Hvilken skyld har Bennys forældre for hans ugerninger i Bennys Video? Hvilken skyld har vi som publikum overfor de rædsler familien må gå igennem i Funny Games? Hvilken skyld har vi i Vesten for racisme, global fattigdom, fortsatte kriges rædsler, hvis årsager ligger langt tilbage i tiden, men måske alligevel er knyttet til vestlige politikeres opførsel for mange år siden?
Det ses i Kode ukendt naturligvis mest direkte i første scene, hvor Jeans ubetænksomhed får en sort mand sendt på politistationen, og en rumænsk kvinde deporteret. Senere hører Anne barneskrig og -gråd gennem væggen i hendes lejlighed, får ikke gjort noget ved det, og ses senere til begravelse for en ung pige. Og krigsfotografen Georges bliver konfronteret med, hvorvidt han fotograferer krigszoner for at hjælpe dem, eller om han bare tjener penge på andres død og lidelse. Men samtidig med, at filmen sender meget direkte anklager mod de priviligerede middelklasse-karakterer, så komplicerer den også hele skyldsspørgsmålet, dels via sine meget indirekte plotforviklinger – Jean kan jo reelt ikke vide at politiet vil komme og deportere Maria – dels via sin stil. For når alt er så opklippet, når viden er så svær at få fat på, hvordan kan man så overhovedet pege fingre? Det er jo rent faktisk samfundets skyld, Jean har ikke bedt om sine samfundsskabte privilegier. Og filmens æstetiske genialitet består af at mime de manglende relationer mellem moderne mennesker, via de manglende relationer mellem filmens billeder. Alle billeder bliver således kodet med mening, omend meningerne ofte forbliver dunkle.
Men selv når meningen og sammenhængen er dunkel, så er rigtig mange af billederne bare umanerligt smukke. Jeg elsker klippet hvor Jean får en knallert, hvor kameraet egentlig er mere fokuseret på en lade, men vi hører knallerten, ser Jean ganske kort, og forstår fuldt ud hvor meget hans far forsøger at gøre ham gladere. Georges billeder er umanerligt smukke, omend ofte grumme. Og slutscenen, hvor Anne chikaneres i metroen af nogle unge indvandrerknægte, hvor kun en ældre immigrant tør stå op imod dem, er kompleks og provokerende lidt ligesom Ruben Östlunds senere Play.
Kode ukendt var naturligvis også Hanekes første franske film. Herefter blev han en europæisk instruktør, frem for en østrigsk. Og hans tematiske emnekreds var med Funny Games og Kode ukendt også tegnet så skarpt op, og var så kompleks og ambitiøs, at han allerede her havde etableret sig som en af de vigtigste skildrere af Europas situation.