Paris 1900

Palmesøndag del 42
(Nicole Védrès, Frankrig
Cannes 1947)

I anledning af CPH:DOX vil jeg kigge på et par af de dokumentarer der har været i konkurrence i Cannes. Denne uge handler det om den aller første, fra anden udgave af festivalen i 1947.

Det er helt skægt blot at se listerne over hvad der var regnet for Palme-film i disse tidlige år. En af vinderne i 47 var Dumbo. Yep, Dumbo. Priserne var fint delt op i bedste animation, bedste krimi etc. Der er forskel på hvad der er prestigiøst dengang og nu. Umiddelbart kan man tænke noget lignende om denne film, at det er sært den har været prestigiøs, en journalists kronik over Frankrig i de første år af det tyvende århundrede. Lavet af gamle filmstumper. Men man kan lidt godt se prestigen i de andre deltagere, at leder af Cinematheque Francais Henri Longlais har hjulpet med, og hvad der springer i øjnene for eftertiden at selveste ALain Resnais tilsyneladende har været med. Det minder os også om, at fransk dokumentar faktisk en ret stor ting dengang. Resnais vandt en oscar for Van Gogh for Bedste Kortfilm i 1948, inden han gik over til kunstfilmen. Og palmen blev uddelt til Jacques Costeau og Louis Malle for The Silent World i 1956. Det ansås vitterlig som fint at lave en film a la Paris 1900, gamle klip + voiceover. En gang imellem en stump af en gammel sang. Det er egentlig også en interessant film, men dog primært rent historisk i forhold til de mange gamle filmklip.

skærmbillede_2015-11-08_kl_151307skærmbillede_2015-11-08_kl_151344

Efter sigende virkelige optagelser af en mand der troede han kunne flyve og sprang ud fra Eiffel-tårnet. Men det er lidt svært at vide.

Jeg er faktisk ikke helt sikker på at jeg har set filmen sådan rigtigt, for jeg så den engelsksprogede udgave der også blev lavet, den franske var uden undertekster. Det er et ret godt tegn på obskuritet, når en film ikke har engelske undertekster. Jeg skyder på der er gået noget tabt under oversættelsen, og under alle omstændigheder er den franske voiceover noget af det mest herlige ved f.eks. Resnais’ dokumentarer. Teksten er ikke dyb nok, ikke poetisk nok, og ikke rigtigt skarp nok til at holde interessen kørende. Der er et par sammenklip hvor den daværende præsident Armand Falliéres sammenlignes med en tyk legefigur, der er generelt en politisk subtekst om at landet var selvoptaget og ikke evnede at se krigen i fremtiden. Men voldsomt interessant er det ikke.

skærmbillede_2015-11-08_kl_151627

Det er også lidt svært at lave en ‘dokumentar’ om tiden dengang, for reelt set blev der jo ikke optaget ret mange amatør- eller dokumentar-optagelser. Filmen består da også i høj grad af klip fra spillefilm. Til tider tydeligt markeret, som et interlude ca halvvejs hvor en munter lille film om en drukkenbolt der drømmer om at fange månen, en film der virkelig viser hvor opfindsomt folk kunne lave film helt fra starten. Andre gange er det lidt sværere at dømme, når f.eks. en drømmesekvens fra en film bruges til at forklare hvilke neuroser som befolkningen rendte rundt med dengang (se billedet øverst) eller når en sekvens præsenteres som visende en kvinde der bliver overrasket af sin husbond i soveværelset med sin elsker, men snarrådigt præsenterer den stadigt påklædte mand som sin doktor, en sekvens som stensikkert er taget fra en vovet underholdningsfilm. Og så bliver det jo svært f.eks. i sekvensen som jeg har taget et par billeder ud af ovenfor, der efter sigende viser en mand der springer i døden fra Eiffeltårnet, men passer det?

skærmbillede_2015-11-08_kl_151600

Billeder fra en oversvømmelse i 1910.

Da Sight and Sound lavede deres liste over Bedste Dokumentarer gennem tiderne var der en ganske gammel vinder: Dziga Vertov’s Manden med Kameraet fra 1929, en såkaldt ‘City Symphony’, en genre der også inkluderer film som Walther Ruttmann’s Berlin: Die Sinfonie der Grossstad fra 1927, som nok har givet navn til genren. Jeg har lidt på fornemmelsen at det er en genrebetegnelse der er opstået senerehen. I Siegfried Kracauer’s bog Fra Caligari til Hitler putter han Ruttmann’s film under en anden brik: Han kalder det blot en ‘Montage’, og påpeger at der blev lavet et utal af den slags film på den tid, dog i modsætning til Ruttmann’s film ofte klippet sammen af gamle filmklip, der på den måde kunne give lidt ekstra afkast til filmselskabet. Det er lidt det der er sket med Paris 1900, fornemmer jeg, selvom det altså ikke er et filmselskab som står bag. Men hvor den i dag kan virke som et kuriosum, så var det i samtiden et rigtig godt eksempel på en udbredt genre.

I parantes bemærket, så er det også den blot tredje film i hovedkonkurrence instrueret af en kvinde. Der var to året før, heriblandt Bodil Ipsen, der blev den første kvinde til at vinde en Palme sammen med Lau Lauritzen Jr (en af de elleve der blev uddelt det år).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.