Boyhood er det store dyr i markedsføringen. Lidt som Boyhood følger filmen Brødre et brødrepar gennem et årti. Lad mig sige det klart: Der er scener i Brødre som sparker røv på Boyood, som udstiler hvor konstrueret og forloren den film er. Kemien i en rigtig familie kan bare vanskeligt genskabes.
Åh, åbningsscenen, hvor Markus og Lukas står og tager mod til at springe i havet (minder om Zvyagintsev’s The Return). Storebror Markus springer, lille Lukas tøver, Markus siger ‘kom nu, kom nu’, Lukas er lige ved, men nej. Det hele fanget i fantastisk kornet 16mm.
Drengelogik. Markus’ fodboldhold får læsterlige klø, målmand Markus må igen og igen hente bolden ud af netten, en heroisk mavepusterredning redder ikke meget. Halvleg: ‘Tror du vi vinder eller taber? Jeg tror vi vinder, for jeg lod så mange mål gå ind fordi jeg fik solen i øjnene, nu er det deres målmand som ikke kan se!’ Næste halvleg: ‘Årh, nej! Han har en kasket!!’ Vi får aldrig at vide hvad kampen ender med, men det er nok tennis-cifre, eller derover. Åh, den sol.
Teenage-Markus, der har set Billie Joe Armstrong fra Green Day i et musikblad. Sort hår og ørering, det er godt nok ‘tuft’. Scenen hvor nyfarvede Markus studerer sig selv i hver en bilrude, og derefter desperat gemmer venstre øre for den pludseligt ankomne androgyni-skeptiske fader har mere ægthed over sig på 2 min end Boyhood har i 160. Hvis hele filmen var sådan her var det årets film, ihf i Skandinavien.
Men ak. Det er som om instruktør og mor Aslaug Holm er bange for sit materiale, bange for det vil blive miskendt hvis ikke det tydeligt markeres som en dokumentar eksplicit om tid og aldring og barndom. Så der er forklarende voiceover. Og der er interviews om skolegang, og forelskelser, og forhåbninger. Men det er overflødigt med Holm’s cinematografiske evner: I en scene sidder Markus ved siden af en pige i klassen, og kameraet zoomer ind på en blottet bh-strop. Og vi forstår alt.
Eller genkender jeg det? Brødre burde kunne blive et hit hos alle der har haft en bror som dreng (som jeg er så heldig at have) og alle forældre. Det er en exceptionel skildring af drengelogik, hvis lige i moderne film nærmest kun findes i de mesterlige passager af Terrence Malick’s Tree of Life. Åh, havde filmen dog turde være en lignende impressionistisk montage, så var konkurrencen startet med et vaskeægte mesterværk og en klar favorit. Nu må det hedde: Rigtig god film, som ikke helt formår at erkende hvad den er.
Men hey! Det er måske også meget passende til en film der ender når drengene er teenagere?