Good Time

Palmesøndag del 168
(Joshua & Ben Safdie, USA
Cannes 2017, Soundtrack Award (Oneohtrix Point Never))

De store festivaler vil så gerne have noget stjernestøv. Nogle store skuespillere, nogle film som ikke er alt for afskrækkende. Og også rigtig gerne nogle genre-film. Det er bare ikke altid lige nemt at finde en genre-film med store stjerner, hvor distributørerne gider at lancere den i Frankrig, og som heller ikke er et makværk. Det er faktisk ofte i mine øjne de absolut dårligste i de respektive år, film som The Captive med Ryan Reynolds, The Sea of Trees med Matthew McConaughey eller Under the Silver Lake med Andrew Garfield. Det er svært at ramme jackpot, men når det sker, som det f.eks gjorde med Drive i 2011, så får det også ret meget opmærksomhed. Jeg kan sagtens forestille mig at udvælgelses-komitéen fik julelys i øjnene da de så Good Time, et indie-krimi-drama med Robert Pattinson, en ret egensindig visuel side, og et innovativt soundtrack af den amerikanske musiker Oneohtrix Point Never. Den var sikkert kommet med om den havde fungeret eller ej. Og så er det jo ekstra heldigt at det er en ekstremt fremragende film, et gigantisk gennembrud for instruktørerne, i mine øjne i top tre i konkurrencen det år. Så det er jo meget godt ramt.

Safdie-brødrene, Joshua og Ben, har egentlig haft en ret typisk indie-karriere. De startede med at lave virkelig små film. I Daddy Longlegs spiller deres vanlige klipper og med-forfatter også hovedrollen som en fraskilt far til to små drenge – en historie der er inspireret af instruktørernes egen far. Heaven Knows What er baseret på en selvbiografi af Arielle Holmes, som også selv spiller hovedrollen som junkie fanget i et destruktivt forhold. De to film gør måske ikke så meget væsen af sig som de senere to Good Times og Uncut Gems, men de etablerer ret meget instruktørernes filmiske verden. Det handler om outsidere, ofte fattige, og som også Dardenne-brødrene har pointeret, så må fattige mennesker altid være i bevægelse. Så det er et kaotisk, bevægeligt, og omskifteligt filmsprog.

Tilsæt et skvæt krimi-genre, og så har du egentlig plottet i Good Time. Robert Pattinson spiller Constantine Nikas, en lille fisk, håbefuld bankrøver, charmerende, men uden de store drømme og forhåbninger. Benny Safdie spiller Constantines udviklingshæmmede bror Nickolas, der bliver overtalt til at røve en bank sammen med broren, men som løber ind i en glasvæg og bliver anholdt. I løbet af en kold vinternat forsøger Constantine at befri Nickolas fra hospitalet, samt på en eller anden måde at skaffe penge til kaution, hvilket kommer til at involvere en flaske Sprite blandet op med LSD, som er blevet gemt i spøgelseshuset i en forlystelsespark.

Det med bevægelsen er ret essentielt for Safdie-brødrene. Men det som gør Good Time så fabelagtigt fascinerende er alt det med spøgelseshuset. For det er ret tydeligt at det hele er en metafor, og at duuuuuuude, det er USA som er det virkelige horror-hus! En pointe så god, at den nærmest var i to amerikanske Cannes-film det år. Sean Bakers The Florida Project foregår i skyggen af Disneyland i Florida, og har den samme grad af uvirkelighed, den samme fornemmelse af at USA for mange indbyggere er blevet en dårlig rutsjebanetur, som det er umuligt at få i hold. Og den uvirkelighed, den sætter sig også i filmsproget. Scenerne i Good Time i spøgelseshuset er fuldstændigt formidable, med neon-lys alle vegne og stærke farver og gennemført psykedelisk visualitet. Clouet i filmen er at den samme stemning breder sig til resten af scenerne. Tjek scenen hvor Constantine hænger ud hjemme hos en afrikansk-amerikansk familie, og sidder og ser tv med teenagepigen midt om natten. De ser Cops, et tv-program der laver underholdning ud af fattige familier der kommer i karambolage med ordensmagten. Og lyset fra tv-skærmen er det eneste der oplyser rummet. Det er også som et horror-show, i en helt almindelig kælder.

Men det virkelige clou, det er foruden den psykedeliske fornemmelse, de følelser som der er i filmen. Der er ikke tvivl om, at der på en eller anden måde er varme følelser mellem de to brødre, men Constantine er kun i stand til at forestille sig et forhold hvor han er den der trækker i trådene. Sådan er det faktisk hele tiden, også med de kvinder han så let er i stand til at knytte til sig. Constantine ser sig selv som en, der er i kontrol. Da han møder den anden småkriminelle Ray, så kan han ikke skjule sin foragt over hvor hurtigt Ray hele tiden er nødt til at drikke sig fuld og ryge sig skæv. ‘Du er et fuckup’ siger han, og trækker på skuldrene. Og det er Ray da ganske vist også. Men Constantines klippefaste tro på sig selv er ikke meget bedre. Slutningen, hvor pludselig Iggy Pop synger en fabelagtig sang, mens Nick er i gang med en gruppeterapeutisk øvelse, er en af de smukkeste slutninger i moderne amerikansk film. En fornemmelse af sammenhold, af solidaritet, som ikke har ret meget med klassekamp at gøre, men som føles ægte og varm og på individernes egne betingelser. Hvis den ikke er så socialistisk at det gør noget, så føles den ægte omsorgsfuld.

Safdie-brødrene har fortsat med de psykedeliske farver i deres nye, Uncut Gems, som netop er kommet på Netflix. Men her er det ikke et spøgelseshus der spreder farver, men titlens uforarbejdede opal-sten, i hvis dyb alle verdens psykedeliske farver findes. Stenen er nærmest magisk, hypnotiserende. Den er gravet frem af fattige etiopiske minearbejdere, som vi ser i forbindelse med en ulykke i filmens åbning, i en mine der synes drevet af kinesiske chefer. Farven er et globalt problem. Og eftersom filmens hovedperson, Howard Ratner, er middelklasse, er den også et tvær-klasse problem. Det er ikke så letkøbt som at sige, at farverne i Good Time og Uncut Gems repræsenterer kapitalismens vanvid, men der er en eller anden form for følelse i de farver, som også manes frem til en koncert med The Weeknd, der ikke kan starte før UV-lyset er klar, hvorefter alt har den samme psykedeliske farve-effekt. Det er noget de tænker over, de to brødre. Farver og bevægelse. Ikke helt skidt som instruktør at have et unikt forhold til farve og bevægelse. Og på fire film er de gået fra bare at tale om deres egen opvækst, til at pointere globale bevægelser. Det er sgu da meget godt gået. Det er faktisk ret vildt. Og Cannes havde dem med på det helt rette tidspunkt.

Næste uge: Endnu en farve-mester. I anledning af Copenhagen Asian Film Festival vises Diao Yinans nye The Wild Goose Lake en enkelt gang. Jeg tager i Grand og skriver om det.