Manderlay

Palmesøndag del 281
(Lars von Trier, Danmark
Cannes 2005)

Med tanke på, at stort set hele Lars von Triers filmografi er opbygget i serier og trilogier, så er det lidt bemærkelsesværdigt, at Manderlay er hans eneste direkte efterfølger – med undtagelse af Riget, der er seriel af natur. Men omvendt beviste Manderlay måske hvorfor han ikke skulle gøre den slags. Det er en umanerlig ringe opfølger. Den har præcist samme æstetiske virkemidler som Dogville, hvorfor det ikke giver anledning til voldsomt meget at snakke om, og så føles dens særlige fortælling som fortænkt pligtarbejde. Med afstand von Triers dårligste Cannes-film, og blandt de dårligste i Cannes 2005 overhovedet – og det er ellers mildest talt ikke nogen god årgang. Men der er vitterlig nærmest intet interessant at snakke om.

Først og fremmest: Æstetikken. Selvom der er tydelige æstetiske lighedspunkter i filmene i Europa-trilogien – ekstrem stilisering – og Guldhjerte-trilogien – Dogme-agtig håndholdt kamera, digitalt grumset æstetik – så har hver film dog også sit eget særpræg. Man tager ikke fejl af de film. Men udover at skuespillerne er skiftet ud, er der så nogen som helst forskel på æstetikken i Dogville og Manderlay? Tilføjer Manderlay nye greb til den tidligere film? Jeg kan ikke komme på én eneste ny idé, ja faktisk er det et tilbageskridt i forhold til Dogville, hvor pludselig hunden blev levende som en pudsig sidste pointe. Der er intet mere.

Det betyder man er nødt til at diskutere indholdet, og her falder Manderlay fuldstændig fra hinanden. Jeg forstår godt hvorfor Lars von Trier ville lave en film om racisme. Hvis man sætter sig for at lave en trilogi om USAs problemer, så bør minimum én af filmene vel handle om racisme. Men det er ikke et emne hvor Lars von Trier har originale indsigter. Tværtom virker selve konstruktionen letkøbt. Hvis man laver en film om racisme i tredivernes USA, så var det Jim Crow lovene der var det største problem. Det kunne man sagtens dykke ned i, og lave endog også en provokerende film med lidt research-arbejde. Men von Trier kaster sig over den største racistiske historie, slaveriet, og skaber derfor en stupid fortælling om en farm, hvor slaveriet er blevet holdt i live i halvfjerds år. Allerede der virker det som en teoretisk fortælling, snarere end noget med reel relevans i USAs historie.

Men von Trier mister i langt højere grad grebet om filmen. Intet der foregår giver mening. Grace er en klaphat, der f.eks ikke forstår at de afrikansk-amerikanske borgere ikke bare lige kan bevæge sig rundt som de vil i tredivernes Alabama. Hun mister dermed al karakter-udvikling hun havde opnået i Dogville – hvilket retrospektivt også gør den film svagere i min bog. Historien trisser frem med en række episoder, der til tider ikke lader til at have noget med racisme at gøre, men hvor Graces forsøg på at skabe en ny demokratisk orden mere ligner forsøg på at lave pendanter til Irak-krigen, der rasede mens filmen blev lavet. Allerede her er filmen håbløst mudret – den vil både angribe USA i 1865, USA i 1933 og USA i 2005 – men det bliver endnu mere idiotisk, da filmens forudsigelige twist bliver udfoldet.

Det var slaverne selv, der valgte at være slaver! Suk. Der er rigtig mange ting galt med det twist, men f.eks siger fortælleren, at de valgte at forblive slaver fordi det: ‘allowed anybody the privilege of complaining about their masters instead of having to blame themselves for the life of no hope they would surely have to lead in the outside world.‘ Sorry, men ingen sorte i USA er nødt til at skyde skylden på dem selv for deres håbløse situation. Der er nok racisme til stede selv i dag, de kan umuligt have været bange for at den helt ville være forsvundet i Sydstaterne under Reconstruction. Og det er filmen da heller ikke bange for at påpege: Den eneste af de tidligere slaver der bevæger sig ud i den virkelige verden bliver lynchet! Den stærke afsluttende montage – der dog fyres af til præcis samme nummer som Dogville, suk – indeholder et væld af racistiske billeder fra hele USAs historie. Der var ingen grund til at være bange for man ikke ville have noget at brokke sig over, det er en af de dummeste bemærkninger jeg nogensinde har hørt…

Idealisten der bliver skurk var en af de første troper von Trier benyttede sig af, det sker i både Forbrydelsens Element og Europa. Derfor føles det også ekstra dovent i Manderlay. Men i de gamle film var det da i det mindste gigantiske problemer, som idealisterne ikke formåede at løse. Hele Europas kulturelle sammenbrud blev konfronteret i de to film, og nej, heltene fandt ikke vejen frem. Det ville være forståeligt at Grace ikke lige fik bekæmpet racismen på to timer og en slat. Men filmens twist får det til ikke at handle om amerikansk racisme, men et særskilt Manderlay-system, der åbenbart har fungeret i halvfjerds år. Så altså, det kringlede system løste problemerne? Det styrtede ikke sammen på grund af interne problemer, ligesom alle andre projekter gør det hos von Trier? Det er tamt, tomt og dumt… Og fordi æstetikken er så velkendt, så er der intet andet til at distrahere fra det.

For at gøre USA-trilogien helt forfejlet, så fik von Trier så heller aldrig lavet den sidste film, som efter sigende skulle hedde Wasington, så jeg aner ikke hvad pointen skulle have været. Cannes visningen af Manderlay gik også skidt. von Triers udtalelser var ekstra dumme og provokerende: ‘I think Bush is an asshole and doing a lot of really stupid things.’ ‘President Bush dreams of being spanked by Condeleezza Rice.’ Mest af alt bare trættende. Her var ønsket om en mere direkte og ærlig stil kørt direkte i grøften. Jeg synes ikke det virker som en kunstner, der laver film af kunstnerisk nødvendighed, men som en der gør det, fordi han føler han har en pligt. For en kunstner som von Trier, der er et geni til visse ting, men omvendt er en kæmpe klovn på andre punkter, kan den pligt aldrig være andet end at udnytte geniet til det han er bedst til.

Måske han også selv indså det. Der kom aldrig en tredje USA-film. I stedet gik von Trier i en helt anden retning med den lille komedie Direktøren for det hele fra året efter, og manuskriptet til den ‘selvbiografiske’ De unge år: Erik Nietzsche sagaen del 1 fra 2007. Her føles det som om von Trier i stedet dykker ned i sin egen kunstneriske trang. Særligt holder jeg meget af Direktøren for det hele og dens mærkværdige ‘automavision’, der får kameraet til at bevæge sig helt tilfældigt. Det virker på mig som afslutningen af von Triers ‘benspænds’ periode, hvor han i stedet for bare at påtage sig det kunstneriske ansvar hele tiden opstillede regler og begrænsninger der skulle kontrollere ham. Det var kommet så langt ud i Manderlay, at det blev kunstnerisk sterilt. Det var måske nok på tide at finde tilbage til det æstetiske, tilbage til det personlige. Det var ihf det han gjorde noget så eftertrykkeligt, da han vendte tilbage til Cannes fire år senere med Antichrist.