Dogville

Palmesøndag del 280
(Lars von Trier, Danmark
Cannes 2003)

Man kunne skrive en phd om Lars von Triers fortællerstemmer. Han har konstant fornyet formen, fra de hypnotiske voiceovers i Europa-trilogien, over filminstruktørens egen kommenteren på tingene på forskellig vis i Idioterne og Direktøren for det hele, og til den konstante diskussion frem og tilbage i Nymphomaniac og The House That Jack Built. Men USA-trilogien er så vidt jeg husker de eneste gange von Trier har gjort brug af en helt gammeldags alvidende fortæller: John Hurt.

Det er en simplere fortælleform. Måske ikke overraskende er Dogville og Manderlay også lidt simplere film. Det er von Trier som tør tage stilling, og lade der være moralske konsekvenser for hans karakterer. Der var nok også brug for et skift, efter at Guldhjerte-idéen var taget så langt ud som den kunne komme. Men da jeg genså Dogville var jeg alligevel lidt overrasket over, hvor lidt jeg blev rørt af den. Den er næsten for simpel.

Først og fremmest er vi nødt til at diskutere æstetikken. Dogville har ganske rigtigt et helt vanvittigt look, og det er klart en triumf at det virker så godt som det gør. Men i nogen grad er det en ret logisk videreførsel af idéen fra Dogme-manifestet. Her skrev Dogme-brødrene: ‘we must put our films into uniform, because the individual film will be decadent by definition!’ Deres uniform var dengang digitaliseringens påståede demokratiske æstetik. Det er ikke nogen demokratisk æstetik von Trier dyrker denne gang, tværtom er det en ekstrem stilisering, og en endnu større kontrol over verden en han havde i Europa-trilogien. Nu bliver selv alle naturfænomener kreeret i det sorte teaterrum, så skyggerne falder helt præcis som de skal, alle lydene er helt som de skal være, lyset kan ændres så det passer til Graces opfattelse af dem. Det er ekstremt uniformeret – og det kom til at føles endnu mere uniformeret, fordi æstetikken blev komplet gentaget i Manderlay – og jeg vil nok ikke kalde det ‘dekadent’, men det er det modsatte af demokratisk. Det er autokratisk i yderste potens.

Det passer dog godt til tematikken i Dogville, der også ender med at handle om viljen til at bruge magt. Det meste af tiden kunne Dogville virke som endnu en Guldhjerte-film, alt imens Grace bliver mere og mere ydmyget af den lille bys borgere, indtil selv hendes kæreste Tom forråder hende. Men så dukker gangsterne op, og det viser sig at hun faktisk er gangsterens datter, og han har ikke tænkt sig at straffe hende. Grace og faren diskuterer moral. Og kort efter bliver alle byens borgere slået ihjel. Det forbløffende er ikke bare, at Grace pludselig tager hævn, men også at hendes hævn fungerer. Til sidst siger Tom, at hendes ‘illustration’ af et moralsk problem godt nok har virket meget bedre end hans egne, det har været meget mere kraftfuldt, det der med at slå alle ihjel, inklusive børnene. Og ja, det har han egentlig ret i. Slutningen af Dogville kan minde om en film som Europa. Her gik helten også ind i et transportmiddel – her en togkupe – og havde en samtale, der fik ham til at finde et våben frem. Men i Europa gik hævnen galt, helten blev selv fanget af sin egen eksplosion, og endte med at drukne. Det var ironisk. Men helt ærligt: Havde filmen måske også været stærkere, hvis hans sidste voldelige oprør var lykkedes?

Når Tom på den måde snakker om moralske illustrationer, så sætter det straks en tanke i hovedet på mig: Tom som den yngre Trier. En dogmatisk kunstner, der bliver ved med at slå hans medborgere oven i hovedet med hans egne moralske idéer, selvom han ikke rigtig får dem formuleret ordenligt. Der er selvfølgelig den lille forskel, at von Trier reelt er en genial kunstner, men han har som Tom aldrig rigtig gjort sine moralske pointer færdige. Der var altid hos von Trier, senpostmodernismens største kunstner, et snert af ironi, en snert af det søgende, et strejf af rådvildhed. Film på film skiftede mening, prøvede nye pointer, angreb gamle idéer fra nye vinkler. Hvilket var kunstnerisk formidabelt. Men det var måske ikke så opbyggeligt.

Dogville blev lavet i en ny tid. Terrorangrebet 9/11 havde ramt USA to år forinden, storpolitik var blevet mere dyster, der var krig på vej. Det afspejlede sig også i Cannes, hvor en del USA-kritiske film fik plads og vandt priser, som Gus van Sants Elephant og Michael Moores to dokumentarer Bowling for Columbine og Fahrenheit 9/11. Det var som om rummet for den postmoderne søgen lukkede sig sammen. von Trier kunne fortsætte sin karriere, og han var også den som havde formået at opstille flest mulige veje ud af dekonstruktionens morads, siden han i Forbrydelsens Element indsigtsfuldt diagnosticerede europæisk undergangs-kultur. Men når jeg genser Dogville føles det overraskende forudsigeligt. Brecht’iansk teater-stil, verfremdungseffekt, og provokerende moralske pointer.

I Dancer in the Dark havde han til sidst forsøgt at give magten over til publikum: ‘It’s only the last song / if we let it be’ stod der over det sidste klip. Men i Dogville tager han magten tilbage. Jeg tror det er fortællerstemmen, som irriterer mig. Den er alt for dominerende, den giver ikke plads til nogen andre. Vi får hemmelige ting at vide, men jeg finder ikke plads til selv at finde pointer og stykke idéer sammen. Med et så vanvittigt cast som det her, så er det ekstra trist. Nicole Kidman, Lauren Bacall, etc spiller da fremragende, men betyder det at karaktererne rent faktisk kommer til live? De lever ikke hos mig på samme måde som andre von Trier figurer gør. Det hjælper heller ikke, at én af karakterne ikke fungerer for mig, nemlig førnævnte Tom. Jeg tror von Trier har nydt at gøre grin med sig selv, men det tipper over når samtidig Grace skal forestille at forelske sig i ham, hvor han aldrig nogensinde virker som om han er værd at spilde tid på. Psykologien kikser i Dogville.

Det er det så ikke alle, der er enige i. Da Soundvenue bad over hundrede danske filmfolk stemme om de bedste danske film siden årtusindskiftet blev Dogville en suveræn nummer et. Langt over Antichrist, Melancholia og Dancer in the Dark. Jeg forstår det lidt godt, for den fremstår som en af de reneste von Trier film nogensinde. Der er én æstetisk form, og der er klare moralske pointer. Den er svær at komme udenom. Men jeg synes helt ærligt også jeg har svært ved at sige noget videre kvalificeret om den, jeg synes faktisk ikke der er så meget mere at komme efter, udover at den fortæller en klar historie og er lavet med kridt. I Lilian Munk Rösings bog om von Trier har begge USA-film også blot fået et lille kapitel på tre sider, der blot hedder ‘Kridtstregerne virker’. Og ja, det gør de! Men det plejer ikke at være niveauet hos von Trier, at det ‘virker’. Det plejer at gøre mere end det: Rumstere, skurre, kollapse, overrumple, omvende. Og selvom kridtstregerne virker, så er det heller ikke fordi det har inspireret så mange andre kunstnere. Andre kunstnere i ind- og udland lavede Dogme-film. Dogville er stadig unik, der er ikke andre end von Trier, der har forsøgt at kopiere dens æstetik. Og det skulle han derudover heller aldrig have gjort…