Kvinde, ukendt

Palmesøndag del 250
(La fille inconnue, Jean-Pierre & Luc Dardenne, Belgien
Cannes 2016)

Kvinde, ukendt brød med et par uskrevne regler for Dardenne-brødrene. Den foregår i den belgiske by Liège, i stedet for sædvanlige Seraing. Og brødrene brugte kun to år på at lave den, frem for de sædvanlige tre. Hvad bliver det næste, at de dropper det håndholdte kamera og i stedet bruger dolly-shots?

Det gik ikke lige godt med alle skiftene. Brødrene måtte klippe filmen om efter Cannes-premieren, og indrømme den måske ikke havde været helt klar. Og miljøbeskrivelsen er måske heller ikke så skarp som den før har været. Men et andet skift fungerer ret godt. Kvinde, ukendt er brødrenes første film med en eksplicit middelklasse-hovedperson, og brødrene formåede at omforme deres sædvanlige krops-kamera til en helt anden måde at bevæge sig på. Og den forskel oplyser og nuancerer deres samlede værk på fornemste vis.

Jenny, en ung læge (Adele Haenel) er meget striks omkring sin lukketid. Men da en ung rædselsslagen kvinde afvises ved døren, og næste dag findes død, er Jenny tvinges til at stille sig selv hårde, eksistentielle spørgsmål om, hvilket slags menneske hun vil være. Hun begynder at efterforske den unge ukendte kvinde, dels for at give hende et navn, en historie, og en gravplads, men også for at finde ud af hvad der er sket. Kvinde, ukendt er også blevet kaldt for brødrenes første krimi, men den del af filmen fungerer dog mindre godt. Efterforskningen i filmen drives frem af sammenfald og tilfældigheder, og mysteriet bliver aldrig medrivende. Til gengæld fungerer dramaet om skyld og ansvar, både for læger og for samfundet bredt set, fint.

Når nu Jenny er middelklasse, og dermed har et fint job og en tryg økonomi, så er det måske ikke overraskende at hun har langt mindre travlt end arbejderne og immigranterne i brødrenes andre film. Ja, i begyndelsen af Kvinde, ukendt introduceres Jenny med eget kontor og navneskilt på døren; her sidder hun i sin praksis som et monument, hvor hun understreger overfor sin unge assistent, at hun ikke modtager patienter efter lukketid. Jenny er fastligger i både tid og rum. Hun hjælper alle, og alle kan lide hende, men er det godt nok? Hun hjælper kun efter faste regler og faste aftaler, og ved filmens start har hun valgt at tage en plads i en fornem praksis, som vil betyde hun skal opgive de fleste gamle patienter. Hun har sat karrieren over patienternes behov.

Der er ingen i filmen der sætter spørgsmål ved det, mindst af alt patienterne, og hvorfor skulle de da også det, det er så absolut ikke et krav til middelklassen, at de hæmmer karrieren af moralske årsager. Det er ikke et krav til nogen som helst i samfundet, med mindre man lever i et område hvor det kun er kriminalitet der tilbyder karriere-muligheder. Clouet ved Kvinde, ukendt er, at Dardenne-brødrene har kreeret et plot der komplet prikker hul i den kollektive opfattelse. For når så et menneske som den ukendte kvinde falder igennem alle de net som samfundet har sat op for at hjælpe, kan det så passe at der ikke er nogen som har pligt til at hjælpe hende? Har vi ikke alle sammen en medmenneskelig pligt? Svaret på det dillema er uden tvivl nej, men det nej illuderer så virkelig kraftigt de dillemaer som Rosetta, Sønnen, Barnet, Lorna, og alle de andre Dardenne-karakterer fra arbejder- og under-klassen har rendt rundt med…

Det er her, filmen har en stor værdi. Ikke som krimi, men som moralsk drama fortalt gennem ansigter, kroppe og med kameraindstillinger. Det går meget langsommere, der er langt mindre energi i filmen, men dens dillema er også langt mere lavmælt, langt mere alment, langt mindre sat på spidsen. Adele Haenel er glimrende, også selvom Jenny-karakteren har en del mindre personlighed end f.eks Rosetta. Men det problem går lidt igen i alle andre dele af filmen. Det fungerer rigtig godt som tænke-film, men det er måske ikke så medrivende. Det er anden film Dardenne-brødrene har lavet om hvad belgiere skylder afdøde immigranter, efter Løftet, men i Løftet mødte vi immigranterne inden de døde, de havde en karakter og en menneskelighed udover at de var noget de hvide karakterer moralsk skulle forholde sig til. Der er ikke så vanvittig meget menneskelighed i Kvinde, ukendt. Faktisk forbliver de fleste ukendte. Men okay, Jenny har også et arbejde hvor hun først og fremmest diagnosticerer deres kroppe, og filmen handler først og fremmest om abstrakte moralske relationer. Så bliver det lidt tørt.

Men. Det behøver det måske heller ikke være? Tidligere hos Dardenne-brødrene, særskilt i Sønnen, behandlede de moralske dillemaer, som netop krævede at være ansigt til ansigt med hinanden. En morder og faren til det myrdede barn blev stillet over for hinanden, og skulle finde ud af hvad der så skulle ske. Jenny står aldrig ansigt til ansigt med den myrdede kvinde, der er meget specifikt en skærm i vejen, kvinden blev kun set på et overvågningskamera. Hvad sker der så med moralen? Ja, den bliver noget mere flosset, den bliver noget mere akavet. Er det netop definitionen af klasseforskel, at der er stillet en art skærm op mellem folk, så der ikke opstår de samme moralske forpligtelser? Det er endnu et spørgsmål filmen stiller. Desværre ender svaret lidt med at gå udover filmens æstetiske og følelsesmæssige kvalitet, da det uafklarede forhold omkring Jenny hæmmer indlevelsen i filmens dillema. Men jeg ved ikke om det kunne være løst.

Det ender dog alligevel med at være en fin film, og jeg ser altid hellere at kunstnere forsøger at nuancere og udfordre de dogmer de tidligere er kommet frem til, fremfor bare at gentage sig selv. Det er derfor Dardenne-brødrene har et langt højere top-niveau end f.eks Ken Loach. Og til sidst finder brødrene da også endnu et fantastisk billede at slutte af med. Jenny finder sin bevægelse. Hun hjælper en gammel dame ned af trappen, og ud af billedet. Det er ikke meget, det løser ikke samfundets klasseskel. Men det viser dog en vej frem, og det er et vidunderligt varmt sted at slutte.