Drengen med cyklen

Palmesøndag del 249
(Le gamin au vélo, Jean-Pierre & Luc Dardenne, Belgien
Cannes 2011, Jury Grand Prix)

Dardenne-brødrene afsøgte grænser med deres to tidligere film. I Barnet var deres æstetik strukket så langt, at det nærmest blev abstrakt. Og Lorna’s Silence var så plotmæssigt anderledes, at det nærmest kæntrede. Drengen med cyklen er langt mere afslappet. Man kunne nærmest sige at den hviler i sig selv. Og de to instruktører genbruger lidt elementer fra tidligere film.

Resultatet føltes dog først og fremmest som om at brødrene genfandt fodfæste. Drengen med cyklen er ikke nogen stor film. Men den er selvsikkert afviklet, og alligevel fyldt med dybt egensindige detaljer, som kun Dardenne-brødrene laver dem.

Rigtig mange Dardenne-film handler om unge mennesker. Sønnen. Barnet. Unge Ahmed. På fransk hedder Kvinde, ukendt også La fille inconnue, altså den ukendte pige. Deres film handler som så mange andre socialrealistiske film om folk på kanten af samfundet, men hos Dardenne-brødrene er det ofte fordi de er så unge at de ikke har fundet deres plads endnu. Cyril fra Drengen med cyklen er måske den karakter der mindst af alt har en plads. Han har ikke engang nogen familie. Hans far har efterladt ham på en institution, og har endda solgt hans cykel. Han møder den søde frisør Samantha, der indvilliger i at have ham i weekenderne. Men Cyril vil have en faderfigur, og da hans egen far stadigvæk ikke vil have noget med ham at gøre finder han en substitut i den unge kriminelle Wesker. Men Wesker har skumle planer, hvilket sætter gang i en grum kædereaktion.

Efterhånden begyndte man at kunne se ting gå igen hos brødrene. Cyril minder lidt om Rosetta i den måde han kæmper for at finde en plads i verden. Forholdet mellem Cyril og Wesker minder også lidt om forholdet mellem Bruno og hans lille bande af unge kriminelle i Barnet, omend Bruno til sidst rent faktisk ofrer sig for deres skyld. Den fraværende fader kunne også godt være Bruno efter et par år – og han spilles igen af Jérémie Renier, som for at understrege parallellen – og til sidst når Cyril konfronteres med ofrene for den forbrydelse han har begået, så minder det ret meget om det som Francis gennemgik i Sønnen.

Men samtidig er der også ting der er anderledes. F.eks er der ganske atypisk musik på soundtracket her og der. Det understreger Cyrils sindstilstand når der sker noget skelsættende i hans liv. Men Dardenne-brødrene bruger det til tider på ganske atypisk vis. I filmens klart bedste sekvens sætter strygerne f.eks pludselig ind og vi forstår at Cyril virkelig har oplevet noget trist. Og hvad gør de så? De klipper til Cyril på cyklen, drengen på cyklen, nu bare med real-lyd, og så bliver vi bare hos ham. Og bliver hos ham. Svævende hen over asfalten, ud af vejen, indtil bevægelsen bliver en sindstilstand. Bevægelsen overtager fra musikken som akkompagnement til plottet. Ligesom det altid gør hos Dardenne. Men netop fordi der inden da var lidt musik, fordi vi allerede er et skridt væk fra plottet, fungerer det så meget desto bedre som rendyrket sindsstemning.

Det er selvfølgelig som altid netop måden Cyril bevæger sig på, som er essentiel. Og når nu netop han er en dreng med en cykel er det hans cyklende bevægelser, der er i centrum. Cyril er ellers helt stille og paralyseret fra filmens start. Her står han og knuger en telefon ind til øret, ude af stand til at ville acceptere, at hans far ikke tager telefonen, ikke vil forbindelsen mellem de to. Den slags vedbliver med at paralysere ham. Uden et sted at bevæge sig fra, så går han helt i stå. Derudover, så er der de eksplosive løb frem og tilbage, som så mange af Dardenne-brødrenes yngste karakterer har. Når Cyril tror han kan finde en faderfigur, så sprinter han virkelig rundt. Men det er cyklen som er det centrale. Og det er det cyklende svæv, som er det filmiske clou. Dardenne-brødrene bruger et ‘krops-kamera’, hvor kamera-personenens håndholdte arbejde afspejler karakterernes sindstilstand. Så snart Cyril er oppe på sin cykel, så er han ikke længere ren krop, så er han et mekanisk svæv. Og kun her, kun på cyklen, kun afkoblet sin krop, kan han for et øjeblik kommer bort fra, at han mangler sin far, at han mangler nogen form for familie. Kun på cyklen er han væk fra de traumer og knuder, der ellers hele tiden påtvinger sig magten over hans krop, og enten paralyserer ham, eller sætter ham i en ny afsindig sprint.

Det svæv, det ikke-kropslige, det er helt nyt for Dardenne-brødrene. Her finder de en art frisættelse fra det reelle, fra verden såvel som fra krop, der ellers altid holder deres film fast i realismen. Måske det er derfor brødrene også har omtalt Drengen med cyklen som et ‘eventyr’. Den køber jeg dog alligevel ikke helt, dertil minder filmen trods alt for meget om deres andre film, og der er også nogle ‘uvirkelige’ greb i Barnet og Lorna’s Silence. Som nævnt er Drengen med cyklen nærmest den mindst anderledes film de havde lavet i mange år. Men det var nok også det de havde brug for. Bare at finde en karakter, og en situation, og så se hvor den fører hen. Drengen med cyklen vinder også fordi instruktørerne er så stærke manusforfattere. Man kunne have endt filmen når Cyril endegyldigt har accepteret hvad Samantha tilbyder ham. Men filmen fortsætter til en sidste konfrontation med volden fra fortiden. Konsekvenserne kan ikke rigtig undgås. Cyril falder til jorden. Men så rejser han sig helt stille op. Og cykler videre.

På samme måde virker filmen Drengen med cyklen. Som om de to instruktører tog en lille pause. Og så rejste sig op, og cyklede videre. Der er alligevel ikke andet at gøre. Og de havde flere gode film i sig.