Palmesøndag del 349
(R.M.N., Cristian Mungiu, Rumænien
Cannes 2022)
Der er en komposition der går igen i Kold Vinter, der føles som en omvendt udgave af et velkendt Mungiu’sk billede. Mungiu har før skildret offentlige steder – hospitaler, politistationer, gymnasier – som overlæssede, med personer i forgrund, mellemgrund, baggrund, for at vise hvor svage og underprioriterede de rumænske offentlige institutioner er. I Kold Vinter er der til gengæld en række billeder af private institutioner, af fabrikker, og her er de til gengæld mærkværdig tømt for mennesker. Og energi, arbejdet går langsomt, virker dårligt organiseret.
Det er ét af eksemplerne på, at Mungiu med Kold Vinter formår at komme videre i sin kunst. Han varierer sine hjælpemidler, han finder nye temaer at bearbejde, tilpasser sit billedsprog. I stedet for igen igen at behandle rumænske statsinstitutioner, så kigger han på det private samfund, på jobs og økonomi, på spændingerne folkegrupper imellem. Og hvad han finder er ikke overlæsset, men tomt og dårligt organiseret.
Og det lavede han en fremragende film ud af, der førte ham tilbage til en helt central plads i den rumænske filmverden.
Mungiu har mange gange lavet film med to hovedpersoner, men hvor vi alligevel mest fulgte den ene – som Otillia er hende vi følger i 4 måneder, 3 uger og 2 dage. Med Kold Vinter laver han en helt reelt tvedelt film. Vi følger nok mest Matthias, der binder filmens mange små plots sammen. Han arbejder i Tyskland – på et mærkværdig sløvt og uorganiseret slagteri – men en dag ser hans søn noget i skoven der skræmmer ham, og mens han forsøger at tage sig af det i arbejdstiden, kalder en leder ham for en ‘doven sigøjner’, hvorefter Matthias nikker ham en skalle og flygter hjem til hans lille landsby i Transylvanien i det østlige Rumænien, hvor store mindretal af ungarere og tyskere lever side om side med etniske rumænere, i historisk set ikke altid lige skøn forening.
Hjemme i landsbyen forsøger Matthias at tage sig af sin skræmte søn samt sin syge far, og så vil han gerne være sammen med sin tidligere elskerinde Csilla igen. Csilla er filmens anden hovedperson, og egentlig hende der er i centrum for filmens vigtigste plot, idet hun er chef på et lokalt bageri, der gerne vil udvide og søge EU-støtte, og derfor er nødt til at skaffe mere arbejdskraft. De hyrer en række mænd fra Sri Lanka, hvilket sætter gang i den åbenlyse racisme i det lille samfund. Nu er de lige sluppet af med sigøjnerne, og så kommer der andre folk der er mørke i huden? En række små plots bindes sammen, mens vreden mod de fremmede langsomt bobler over, indtil vold og død begynder at kunne anes i horisonten.
Rumænien er et ungt og sammensat land, med en virkelig begivenhedsrig historie, og det begynder landets film også at bære præg af. Radu Jude har fokuseret på den jødiske minoritets tragiske historie, samt suget inspiration fra kulturmiljøet omkring Sortehavet, hvor Odessa ligger ret tæt mod nord. Mungiu fokuserer i stedet på Transsylvanien, gammel Østrig-Ungarsk område, overdraget til Rumænien efter Første Verdenskrig. Der tales rigtig mange sprog i filmen – rumænsk, ungarsk, tysk, engelsk, sri lankansk og sågar lidt fransk – og en masse andre kulturelle og etniske splittelser pointeres: Der er et optog der hylder det historiske Dacia, der vrisses af folk fra Valakiet, hades voldsomt på romaer, og en fransk medarbejder hos en NGO har en række debatter med de lokale om hvordan Vesten har brugt Rumænien – og implicit resten af Central/Østeuropa – som værn mod østlige krigere som hunnerne og mongolerne, eller som ‘zoologisk have’ for de store dyr, som vi selv har udryddet i vores del af verden. Det er et utrolig kompleks område, hvor en masse mikro-identiteter støder sammen på kryds og tværs.
Og det får Mungiu ret godt oversat til en filmæstetik. Fotograf er igen Tudor Vladimir Panduru, men denne gang nøjes de ikke med at lave en bleg kopi af billedsproget hos Mungius tidligere fotograf Oleg Mutu, denne gang forsøger de at udvikle noget nyt. Det er mere sammensat, en række kortere sekvenser, sat sammen med ofte ret voldsomme klip fra den ene fortælling til den anden – f.eks pludselig ind til varme og vindrikning, eller, det mest overraskende eksempel, et klip hen til et meget nøgent nærbillede af en kvindekrop. Til tider er det småpsykedelisk, som når Matthias kravler hen til en fælde ude i skoven, mens bladene hvirvler rundt omkring ham, eller når der pludselig fokuseres på et ensomt får i en indhegning, eller de mærkelige ritualer der foregår rundt omkring i byen, eftersom filmen foregår henover jul og nytår. Filmen skildrer ofte en ting, og forklarer først derefter hvad vi har set, så rigtig meget af det vi ser forstår vi først ikke, og arbejder derfor lidt hektisk med selv at skabe fornuftige sammenhænge. Først til sidst ser vi en typisk overlæsset Mungiu-scene, men den er så også fuldstændig overlegent udført: En diskussions-scene, hvor det virker som om hele byen kommer til orde i ét langt klip, hvor vrede eksploderer og alle ubehagelige tanker kommer frem i lyset.
Kold Vinter er ikke nogen dårlig titel, for det er virkelig en frysende kold film, der skildrer kulde mellem mennesker, skildrer et iskoldt tomrum imellem mange ensomme individer. Men filmens original-titel R.M.N. henviser til den teknologi man bruger til f.eks at lave en hjernescanning, som vi flere gange ser Matthias stå og stirre på. Mungiu har sagt at filmen er et forsøg på at lave en art hjernescanning af det rumænske samfund, for at se hvad der lurer under overfladen. Det gør selvfølgelig racisme, ligesom i så mange andre europæiske lande, men det gør også aldrig afsluttede konflikter mellem etniske grupper, og det gør et økonomisk system, der stadig ikke rigtig virker. Desuagtet at racismen er sat virkelig hårdt op, og vi derfor føler sympati for mændene fra Sri Lanka, så er det ikke noget sympatisk program det lille bageri har gang i, hvor de ikke vil betale høje nok lønninger til at det er interessant for den lokale befolkning, men vil virke som et vigtigt nok foretagende til at få snablen i EU-kassen. Man kan med ret god ret spørge hvorfor EU-midler skal gå til løntrykkende brug af asiatisk arbejdskraft. Den lille landsby er reelt set gået i stykker: Den lokale mine er lukket, skovbruget bruger ikke lokal arbejdskraft, rigtig mange beboere arbejder allerede andre steder i EU. Folks liv lader egentlig til at være ok, men det betyder landsbyen, og dermed filmens rum ikke længere hænger sammen. Det er tomt, ulogisk opbygget, fyldt med individer igang med deres egne plots, der kolliderer en enkelt nat.
Man kan sige, at Mungiu er ret sent ude med at ville lave det her billede, for Radu Jude og Cristi Puiu har arbejdet med det i årevis. Men her viser Mungiu sin styrke på den rumænske filmscene. Han er ikke den mest originale filmkunstner, men han er stadig den største dramat i rumænsk film. Kold Vinter er medrivende af så original filmkunst at være, hvor mystiske ting sker i skoven, vold og terror lurer, og det er nærmest nervepirrende at se hvad der dog skal ske hen imod slutningen. Men det bliver aldrig for meget ramasjang. Det er en stærk film, hvor man ikke keder sig, men hvor Mungiu igen formår at skabe en række billeder, der sætter det rumænske samfund til debat. Og efter ti år begynder de igen at være billeder vi ikke har set før.
Serien om Cristian Mungiu begyndte med 4 måneder, 3 uger og 2 dage