rsz_guru

Guru – Asumbo

På roskilde faldt jeg over en beskrivelse af bandet The Polyversal Souls: “The mastermind behind this project is German drummer, composer and arranger Max Weissenfeldt. He is a pioneer in merging traditional African and Asian music with urban soul.” Det lyder jo meget godt, men hvad betyder ‘pioneer’ i den her sammenhæng? Et hurtigt kig på Max Weissenfeldt’s discografi afslører at han har udgivet plader siden start-halvfemserne, hvilket lyder godt, men når nu afrikanere og ghanesere har kombineret deres musik med ‘urban soul’ siden urban soul først kom frem, så er det måske ikke helt ‘pioner’ agtigt? Og helt ærligt, så forstår jeg måske ikke helt det specielle i den kombi, der er en milliard afrikanere som laver præcis det samme lige nu. Og ingen af dem var på Roskilde. Det handler ikke om, at hvide ikke må gøre det her, det handler om, hvorfor der ikke gives samme ros til sorte der gør det samme? For de er faktisk ikke obskure. D’Banj blev signet af Kanye West efter hans smash ‘Oliver Twist’, og engelsk-ghanesiske Fuse ODG har haft fire top ti hits i UK med den her blanding, inklusive megahittet ‘Antenna’, som blev remixet i en udgave med Wyclef Jean, og ‘Dangerous Love’ med Sean Paul.

Men bedst af alt, i min bog, er ghanesiske Guru, især når han samarbejder med produceren Ball J. For et par år siden styrede de hvad der blev kaldt ‘azonto’, med det mærkværdige men vanedannende ‘Lapaz Toyota’. I stedet for blot at lave numre i den stil fandt de på noget nyt blot året efter, med nummeret ‘Alkayida’, der også blev navnet på en ny stil. Fuldt op året efter med mesterværket ‘Pooley’, mit absolutte yndlingsnummer det år. Et minimalistisk hip-hop nummer, med en fuldstændig egensindig lyd, præget af et par synkopiserede percussion-lag mere end hvad der er normalt, og et sample af afrikansk sang i baggrunden. En perfekt fusion af vestlig og afrikansk musik, med andre ord.

Asumbo kører videre og udvikler Alkayida-stilen. Der er det samme springende beat, den samme konstante omveksling i beat og rytme, og omkvædet kører over stigende synth-akkorder, der, som i Pooley, bringer ridser af lys ind i en ellers typisk lukket rundgang. Men det, jeg så godt kan lide ved den her sang, er, at den kører i 6 minutter, og føles som om den kunne køre på samme måde i dobbelt så lang tid. For der er jo plads til masser af variation i den her stil. Lidt beat-box her, lidt ‘hey-hey-hey-hey’ der. Lidt melankolsk afrikansk-klingende fløjte i loop. Asumbo er der, hvor ‘Alkayida’ for alvor afslører sit potentiale. Jeg kunne lytte til  en hel koncert i den her stil. Hører i, Roskilde? Næste år, okay?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.