Der laves rigtig mange dokumentarfilm om unge mennesker i disse år, bare fra de seneste års DOX kan nævnes Skál, Gabi from 8 to 13, Klub Kranium, Lever Elsker Savner, Olegs Krig og mange flere. Også fordi flere af dem gerne ender i hovedkonkurrence vil ‘film om unge’ nok blive et fast tema fra hvert eneste års DOX-dækning. For at gøre temaet endnu skarpere valgte jeg derfor at slå de to DOX-Award nominerede Faldet og Girl Gang sammen med endnu en film om unge piger og kvinder, den NORDIC:DOX nominerede Daughters. Det viste sig at være heldigt nok, for det er nemlig den klart bedste af de tre.
Faldet
(Andreas Kofoed, Danmark)
Andreas Kofoeds Faldet er en ekstra smertelig skildring af den altid smertefulde teenagetid. Ligesom i Sine Skibsholts Lever Elsker Savner, der var i DOX-Award konkurrencen i 2020, skildrer den nemlig en ung pige, der udover at skulle blive voksen også kæmper med alvorlig sygdom. Men Koefoed er endnu mere ambitiøs. Udover at skildre et restitueringsforløb og være en coming-of-age historie forsøger den også at skildre en K-pop subkultur og at inkludere mere abstrakte poetiske passager. Resultatet er dog lidt for sammensat.
Da Estrid var 11 år gik hun i søvne, og faldt ud af vinduet fra femte sal. Hun overlevede mirakuløst, og Faldet følger hende over de næste fem år, mens hun forsøger at få kontrollen over sin krop tilbage, samt finde sin plads i de voksnes verden. Det er aldrig nemt, og det bliver ikke nemmere af at hendes mor ikke forstår hverken den K-pop Estrid hører – moren fremhæver i stedet The Cure som det oprindelige emo – eller hendes ønsker om at stå på egne ben ude i verden, selvom hun kun lige er blevet teenager, og hendes krop ikke rigtig kan klare det. Det resulterer i en stribe tåkrummende skænderier, men også stærke scener, når efterhånden Estrid finder ud af at udtrykke sit eget jeg gennem stil og kunst.
Der er det problem, at selve hovedfortællingen i Faldet ikke er så filmisk som f.eks Lever Elsker Savner var det. Af gode grunde inkluderer Faldet naturligvis ikke billeder af ulykken, og den svælger heller ikke i efterveerne. Estrid fortæller på et tidspunkt hvor svært hun har det med sin krop, fordi der er så mange ar efter ulykken, men det ser vi gudskelov ikke. Det er det helt rigtige filmiske valg til fortællingen, men det bliver derfor også en fortælling der er mindre stærk rent filmisk. I Lever Elsker Savner, hvor vi fulgte Rosemarie gennem et kræftforløb, var der ubærlige scener af den unge kvinde der græd af smerte i en hospitalsseng. Det var næsten for tæt på, men også kun næsten. Havde Faldet gået tilsvarende tæt på Estrids sundhedsmæssige problemer, så havde det været alt for meget, for de er for synlige.
Det er bare lidt som om filmen forsøger at overkompensere for dette. Vi får historien om faldet genfortalt af Estrid og hendes mor, mens vi ser billeder af lejligheden og gården. Det er utrolig stærkt, men kun fordi lyden af de grådkvalte stemmer er så stærke. Billederne giver intet fra eller til, og det havde næsten været bedre om der bare havde været sort skærm, eller helt kedelige og traditionelle talking heads. Men Andreas Kofeoed vil tydeligvis gerne skabe noget mere filmisk. Det lykkes også i filmens bedste passager, et eminent sammenklip fra de K-pop videoer Estrid hele tiden ser, hvor filmen ligner Annika Bergs nyklassiker Team Hurricane, samt en stærk sekvens, hvor Estrid sammen med en bekendt forsøger at bearbejde hendes ulykke gennem moderne dans. Det lyder måske fjollet, men det er virkelig godt udført, både af de unge dansere, såvel som af filmfolkene.
Det er dog selvfølgelig også konstrueret, og dermed understreger det også lidt, at Estrids historie ikke helt bærer filmen i sig selv. Der bliver fortolket på den, der bliver fundet æstetiske aspekter der kan arbejdes med, for at få noget stærkere ud af det. Det lykkes også at lave en rigtig god film ud af det, hvor særligt hele fremstillingen af K-pop temaet fungerer for mig – giv seriøst Estrid et radioprogram hvor hun kan formidle den enorme viden hun tydeligvis har om den fascinerende musik! Men det bliver lidt en slidersejr.
Daughters
(Jenifer Malmqvist, Sverige)
Helt anderledes er det med Jenifer Malmqvists Daughers. Den flyder bare af sted, hviler i sig selv, og tager alle stik hjem som var det det letteste i verden. Det skyldes i særlig grad at dens kameraarbejde er så veludført, at alt det filmiske råmateriale er fremragende. Der behøves ikke at gøre ret meget mere, når man kan filme samtaler så stærkt.
Daughters handler også om traumebearbejdelse hos unge kvinder. De tre søstre Sofia, Maja og Hedvig mistede deres mor i 2010 da de var mellem 8 og 16 år gamle. Året efter begyndte Malmqvist at lave en film om dem, men den blev aldrig færdig. Ti år efter samledes alle så igen, hvor de nu voksne kvinder for første gang lukkede op og begyndte at tale om hvad det egentlig var der skete. At deres mor havde været bipolar, og at hun havde begået selvmord. At det havde været svært. At det ikke var noget man lige kom sig over. At de ikke havde været i stand til at indse hvad der var sket, og at de først nu var i stand til at komme videre. Filmen klipper frem og tilbage mellem scenerne dengang, hvor sorgen er umiddelbar og ubearbejdet, og så dialogerne i dag, hvor der er evne til at sætte ord på.
Først og fremmest må det fremhæves, hvor fabelagtig fotograferingen er udført af cinematograf Ita Zbroniec-Zajt. Den svenske fotograf har samarbejdet med Malmqvist i årevis, og fotograferede også Malmqvists Guldbagge-vindende kortfilm On Suffocation (2013), og burde derudover også være kendt for cineaster herhjemme qua sit arbejde på Underdog, der fik dansk distribution i 2015, og i særlig grad for John Skoogs eminente DOX-Award vinder Sæson fra 2019. Jeg har ligeledes elsket hendes fotografering i festival-film som The Yard, Granny’s Dancing on the Table og islandske And Breathe Normally, og hun er helt enkelt en af Skandinaviens bedste yngre fotografer efter min mening. Det ses virkelig tydeligt hvor stor en kunstner hun er i så enkel en film som Daughters.
Når man har en virkelig god fotograf, så er der ingen scener som bare er indhold. Zbroniec-Zajts kameravinkler og framing fortæller altid meget mere om karaktererne. Særligt den måde de er placeret i forhold til hinanden siger så meget om komplicerede familieforhold – der er en ret stor aldersforskel mellem de tre piger, og de har ikke samme far. Det er kærlighed, men der er også kompliceret fortid mellem de tre piger. Andre helt simple scener, som bare dem hvor vi ser hvad de laver i dag, fanger også noget komplekst i helt simple arbejdsscener. Der er altid et lidt melankolsk lys, en sans for skygger, en lidt skæv placering i rum, der ikke udstiller nogen på nogen måde, men som giver filmen en skæv melankolsk grundtone. Det er altid lidt ude af balance, man falder aldrig rigtig til ro, men på den anden side er det også så utrolig smukt skildret når de små børn sidder og græder i den svenske natur, så der er man heller ikke kun ked af det. Dermed bliver det en virkelig kompleks film.
Så bravo til Ita Zbroniec-Zajt, men også til klipper Åsa Mossberg (Antichrist, Du som er i himlen) og til Jenifer Malmqvist for at have viljen til at lave så æstetisk stærk en film ud af så svært et emne. Samt naturligvis til Sofia, Maja og Hedvig for at turde være med og tale så ærligt ud om mørket. Resultatet er en simpel men eminent stærk film.
Girl Gang
(Susanne Regina Meure, Schweiz)
Det er naturligvis ikke alle unge kvinder der bliver udsat for så voldsomme oplevelser i deres opvækst. Men når man ser Susanne Regina Meures Girl Gang, så kan man lidt godt få den tanke, at samfundet så nok skal finde en anden måde at få dem traumatiseret på. Filmen skildrer en aldeles usund influencer-kultur på medrivende vis, og bliver nærmest til TikTok-udgaven af Scorseses The King of Comedy.
14-årige Leonie er SoMe-stjerne under navnet Leoobaly. I filmens åbningsscene ser vi mængder af grædende teenagepiger i et storcenter, så meget oppe at køre at vagterne er bange for at nogen skal komme til skade, og alt sammen fordi Leoobaly kommer forbi. Der er penge og karriere i at være så populær, men det er samtidig også benhårdt arbejde, hvor man altid kun er et enkelt uheldigt opslag fra at ende i en shitstorm. Og hvor det alligevel er svært at tilfredsstille de mest dedikerede fans, såsom Melanie, der driver en dedikeret Leoobaly-fanside.
Styrken ved Girl Gang er først og fremmest dens narrativitet. Susanne Regina Meure er omhyggelig med at få filmen til at fungere som en fortælling, hvor vi f.eks bruger god tid til fra filmens start med blot at være med hos Leonie og hendes forældre, der arbejder som hendes managere, men som her i de første scener bare spiser morgenmad og snakker. Vi skal kende vores hovedpersoner, inden plottet går i gang. Filmens plot består sådan set mest bare af, at Leonie forsøger at lave bedre og bedre content, og dermed tjene flere og flere penge, uden at gå helt i stykker af det, og den dramaturgiske udvikling kommer af at vi kan se hvordan der er mere og mere på spil, efterhånden som større sponsorater kommer i hus, hvilket også medfører mere negativ opmærksomhed, hvorefter vi ser hvordan det bliver mere og mere trættende for den unge kvinde.
Det er mærkværdigt godt stykket sammen. Det føles som om det sagtens kunne være en spillefilm, selvom der egentlig ikke er noget egentlig plot. Men de mørke sider doseres fornemt, så det føles som et drama. Mørke sider er der også nok af. Vi ser Melanie græde over manglende kontakt, eller gå helt i spåner når hun pludselig ser Leonie sidde på en café. De mange sponsorerede posts bliver efterhånden mere og mere til et arbejde for Leonie, og er det så egentlig børnemishandling? Og da hun får lavet en lidt for åbenlys falsk reklame for McDonalds er reaktionen hård og brutal, med gruopvækkende præg af misogyni. Der er noget helt galt her.
Det er særskilt imponerende hvor meget fremdrift der er i den her film, eftersom det meste af den skildrer det ensformige arbejde, som det også er at være influencer. Instagram og TikTok æstetik ses i film som Team Hurricane og Kurdwin Ayubs Sonne, som jeg så tidligere i år i Berlin, men jeg mindes ikke før at have set en film der er så optaget af at skildre arbejdet med at lave SoMe indhold. Og hold da op hvor ser det kedeligt ud, et endeløst arbejde med at smile, se begejstret ud, danse, redigere, swipe, etc. Der er et filmisk materiale i Girl Gang, som jeg tror vi kommer til at se i mange flere film fremover.
Melanie er lidt ensom og har svært ved at få venner, og Leoobaly ser ud til at have så meget styr på sit liv. Hun ser ud til at blive så glad af de cremer og børster og trøjer hun laver videoer om. Det er lidt den samme gamle sang om hvordan samfundet formår at få teenagepiger til at føle sig forkerte, for derefter at sælge dem alskens midler til at gøre livet leveligt igen. Nu bare solgt af influencere uden at det markeres som reklame. Girl Gang er en stærk film om hvordan pigeliv anno 2022 er det samme som det har været i årtier, influencere har bare taget noget af den plads der før var fyldt ud af ungdomsmagasiner. Man kan bare håbe at både Melanie og Leonie klarer sig.
Faldet:
27/3 16:30 Bremen Teater
28/3 16:15 Cinemateket
1/4 17:15 Empire
Daughters
28/3 19:00 Empire
1/4 16:30 Cinemateket
3/4 15:15 Empire
Girl Gang
26/3 19:15 Empire
29/3 12:30 Asta
30/3 17:00 Empire