Vi danskere kan da få vores Woody Allen sult stillet i disse dage. Ikke nok med at Café Society, den nu 80-årige instruktørs årlige film, kommer til landet efter at have åbnet på Cannes i foråret og i USA i løbet af sommeren, Allen’s første tv-projekt, Crisis in Six Scenes udkom på samme tid på Amazons streaming-tjeneste – selvom det lader til man skal have geoblokering eller hvad det nu er det hedder for at kunne se det. Crisis… er et atypisk Allen-projekt, ikke blot er det med sine i alt 2-en-halv time det længste projekt instruktøren har givet sig ud i, men som metakommentar indeholder serien også en scene hvor Allen’s forfatter-karakter forklarer, at han er i gang med at lave tv for pengenes skyld. For pengenes skyld. Woody Allen har lavet i gennemsnit en film om året i over fyrre år, og hvor mange af dem kan siges at være lavet for pengenes skyld? De føles tværtom næsten alle sammen at være kommet ret ufiltreret fra den Allen’ske psyke. Det er bemærkelsesværdigt, men som jeg tænkte over det slog det mig, at det måske ikke var så godt endda? Måske er det tværtom et problem?

Hvor mange instruktører kan lave over 40 film uden at køre helt i tomgang? Ja, det er der rent faktisk flere som har kunnet end man skulle tro. De gamle studie-instruktører kunne let komme op på en fyrre-halvtreds stykker over deres karriere, og en fyr som John Ford lavede westerns, dramaer og krigsfilm. En auteur som Raul Ruiz må også være deropaf, men han lavede netop rigtig mange film for pengenes skyld, så hans filmografi indeholder både eksperimenterende Proust-filmatiseringer og z-film thrillers. Men i sin unikke karriere har Woody Allen i uhørt grad fået lov til at forme sin egen karriere, og resultatet har været, ja, en ret stor del gentagelser. Da Woody Allen parodierede Antonioni og Fellini i et segment i Everything You Always Wanted to Know About Sex (But Were Afraid to Ask) i 1972 var det overraskende og hipt. Da Annie Hall og Alvy Singer blev tvangsindlagt til et foredrag om Fellini i 1977 var det stadig skægt og rammende. Da Allen i 1980 lavede Stardust Memories, en hel parodi over Fellini’s 8½, begynder det måske at være lidt trægt. Og da så Alice, baseret på Fellini’s Juliet of the Spirits, følger i 1990 var det måske på tide at komme videre?

Begrebet ‘auteur’ var oprindeligt beregnet netop på de studie-instruktører, der formåede at få deres personlighed igennem i det glatte studio-system. Det var først senere at det blev hæftet på instruktøren som den bestemmende skaber-kraft. Netop når man forsøger at behandle Woody Allen som en ‘auteur’ kan man se begrebets begrænsninger, det bliver simpelthen for overvældende. Woody Allen’s interesser og auteur-præg er som altid ganske overvældende i Café Society. Således foregår den som så ofte før i hans elskede jazz-tid (se også Zelig, Purple Rose of Cairo, Bullets Over Broadway, Midnight in Paris og Magic in the Moonlight) og som ofte før skildrer den forskellen på den amerikanske vestkyst og Allen’s elskede New York (Annie Hall og Blue Jasmine har også dette skel, f.eks.). Det hele er en konfektion som Allen kan håndtere til perfektion, og selvom hans roman-inspirerede fortælling twister og drejer helt indtil sidste sekund – hvorfor jeg ikke skal afsløre mere af den – så vil enhver Allen-fan finde sig selv i trygge hænder. Og dog. For ligesom med tv-serien er der visse steder hvor Allen er blevet tvunget til at gå imod sine egne instinkter. Og pudsigt nok presser det ham til at være bedre end i mange år.

Det gælder især billedsiden. Café Society er Woody Allen’s første film optaget digitalt! Og den opgave har den aldrende instruktør naturligvis løst ved at hyre en af celluloidets helt store mestre til at stå for billedsiden: Vittorio Storaro, fotografen på Bertolucci’s store klassikere Medløberen, Sidste Tango i Paris og 1900, foruden bl.a. Apocalypse Now. Han er en mand der forstår det storslåede, hans eneste anden credit de sidste fem år er den iranske gigant-biopic Muhammad. Resultatet er måske Allen’s visuelt mest interessante film siden de gode dage hvor Gordon Willis svøbte Manhattan i højkontrast sort/hvid, eller genskabte hele 20’ernes æstetik i Zelig. Det ligner mildest talt ikke celluloid. Det ligner heller ikke rigtig trediverne. Men det funkler og gløder, flammende gule og orange farver i et hav af blåt og sort. Eksplosioner af lys i mørke. Glidende kameraer til store fester, og afdæmpede sekvenser på små barer, hvor jazz-bands spiller i huller i væggen, og de lyssky par gemmer sig i mørket.

I Zelig skildrer Allen en mand, der er så neurotisk bekræftningshungrende, at han tager form efter de mennesker han omgiver sig med. Er der en sort mand i nærheden bliver han selv sort, møder han en tyk mand tager han 50 kg på. I sine sessioner med en psykolog opfører han sig selv som psykolog, hvilket gør behandlingen noget svær at have med at gøre. Der er noget ironisk over denne film i dag. Ja, Allen har altid været neurotisk, både ham og hans filmkarakterer har alle dage gået i terapi, og som så mange andre komikere har han stillet sig op som hungrende efter publikums opmærksomhed. Men i den amerikanske filmhistorie, er der da andre som har været så meget sig selv, så lidt ligesom alle andre, som Heywood “Woody” Allen? Især efter hans skandaler i 90’erne har han trukket sig ind i sig selv, og hvert år leveret en ny dispatch, lidt for ofte lig de gamle dispatcher.

Måske er det tvangen over til digital, måske er det behovet for også at lave tv, af en eller anden grund synes Café Society også mere skrøbelig end mange andre Allen. Hvor som regel man tydeligt kan se hvilken figur som Allen ville have spillet hvis han havde været yngre, så spiller Jesse Eisenberg i hovedrollen som Bobby en meget yngre og uselvstændig karakter. Som så ofte har vi en ældre mand med en yngre kvinde, men her er den slags forhold skildret som angstfremkaldende, som om der altid kan komme en yngre mand og stjæle hende fra dig. Som sagt breder plottet sig over mange twists i løbet af de flere år den foregår, og til sidst sidder man og spekulerer på, om det virkelig gik den vej det skulle gå. Blev der lavet fejl? Valgte de forkert i karriere og kærlighed? Gik der noget tabt i tidens løb? Af en 80-årig instruktør at være er det ret sjældent Allen’s film har grublet over dette, men det gør han nu, og det giver Café Society en melankoli der løfter den op i den bedre del af filmografien.