PIX15 – Norway (Yannis Veslemes)

Det her var så klart min mindst-yndlings-film af de konkurrence-film jeg har set indtil videre. Men jeg ville ikke have haft stort meget imod hvis den vandt, og indtil jeg så Ekko’s stjernebarometer, hvor den for tiden ligger absolut sidst med et gennemsnit på sølle 1,2 ud af fire, havde jeg egentlig også troet den havde en ganske god chance. I de år jeg har fuldt med PIX har det aldrig været min yndlingsfilm der vandt, men det har heller aldrig været en uværdig vinder, efter min mening. Mit problem med den her film havde ikke så meget med kvaliteten at gøre, som med det faktum, at jeg ganske enkelt ikke interesserer mig for den her type stil.

Jeg har vist lidt påstået, at hvis blot jeg kan finde vilje til stil og filmisk film hos en instruktør, så er jeg ovenud tilfreds. Det er nok lidt løgn. Den her film oser af stil fra første frame, men det rører mig ikke ret meget. Vi starter i et tog, farverne er konsekvent color-coded i grønt og rødt, og så er toget vist som et model-tog. Modellerne går igen hele filmen igennem. Med det samme kreerer filmen en verden, men det er en world-building som man kender det fra instruktører som Terry Gilliam og Jean-Pierre Jeunet (ham med De Fortabte Børns By og Amélie) Hvis du kan lide den slags film, så vil du sikkert være glad for den her. For mig er det relativt meh. Da det så også gik op for mig, at vi taler en vampyr-film, så stod jeg ret så meget af plottet, og det tabte mig helt hen imod slutningen, da personerne rejste fra Athen og tydeligvis bevægede sig dybere ind i fantasiens verden, og flere og flere skæve twists blev introduceret. Der gad jeg ikke rigtig at bruge kræfter på at finde rundt i.

Så i stedet begyndte jeg at kigge på lys. Og nu er det jo så heldigt, at film består af lys. Jeg har ikke kunne finde det konfirmeret noget sted, men jeg er ret så sikker på, at den her film må være optaget på analog celluloid, måske endda 16 mm, den havde i hvert fald de kornede billeder, og den fangede lyset som analog film gør. Det er dejligt afvekslende at se noget analogt look, når nu langt de fleste film dyrker digital æstetik. Og så kan jeg heller ikke overdrive hvor fabelagtig lyssætningen er i den her film! Hvis der blev uddelt priser for bedste lyssætning, så burde den her film vinde dem alle sammen! På diskotekerne bades danserne i grønt og rødt neonlys, og især deres platinblonde hår tager farve. Billygter strømmer gennem træernes kroner ude i skoven. Bunsenbrændere blænder vinduer på tankstationer. Bål i fuldmåneskær. I nogle kompositioner er der rigtig mange forskelligartede lyskilder, og de falder perfekt ind over hinanden. Jeg tænker det må være optaget analogt og behandlet digitalt – der er alt for mange ildfluer til at det kan være lavet komplet uden vfx – men det korte af det lange er, at jeg ganske enkelt aldrig har set noget lignende. Så selv om jeg ikke gad hvad filmen handler om, så fandt jeg virkelig meget at være optaget af.

Jeg gad faktisk virkelig godt at se den igen! Men det skulle være en analog kopi, altså som i rigtig 35 mm udgave, og så skulle det være om fem år, så det hele kan bliver endnu mere slidt og skrammet, så det matcher de slidte og skrammede mennesker. Måske en dobbeltvisning med andre nylige eksperimenterende vampyr-film som Thomas Alfredson’s Lad Den Rette Komme Ind eller Jim Jarmusch’s Only Lovers Left Alive. Stilen er nu anderledes her. Vampyren er en discostjerne, men han er også gammel og slidt, han ligner mere Rod Stewart eller Jimmy Saville end gudesmukke folk som Tom Hiddleston og Tilda Swanton. Det er faktisk egentlig en ganske unik kreation. Som sådan kan jeg sagtens anbefale at se den, af alle mulige grunde. Den faldt bare ikke i min smag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.