Berlin har flere film, der hverken er fra Europa eller USA, end de andre store festivaler. Hele otte er der i årets program (hvis man også tæller film som mexikansk-amerikanske La Cocina og fransk-senegalesiske Dahomey med). Det er skønt med nogle andre vinkler på tingene, meget mere om det i morgendagens artikel i POV International.
Det er også skønt, fordi årets europæiske høst i nogen grad var præget af manglende engagement. Det var fine film, men hvor man i mange andre film godt kan mærke at verden er ved at brænde sammen, så var det sjældent tydeligt hos de europæiske instruktører. Olivier Assayas driver lidt rundt i corona-isolation, Gustav Möller laver med Vogter et moralsk drama, der minder meget om noget Dardennes-brødrene har lavet. Hvilket ikke betyder nødvendigvis er dårligt, særligt Vogter er en fin film. Men det kan betyde, at der kommer til at mangle noget.
From Hilde, With Love
Jeg havde ikke de store forventninger til Andreas Dresens film om den tyske modstandskvinde Hilde Coppi, der blev henrettet af nazisterne i 1943. Dresen laver fine film, har vundet Un Certain Regard for Stopped On Track og været i Berlin et par gange før, senest med Rabiye Kurnaz vs. George W. Bush, som jeg nærmest ikke har skænket en tanke i de to år siden jeg så den. Hans film minder mig lidt om tyske udgaver af Krudttønden eller Hvidsteengruppen, de er fine og populistiske, og siger nærmest ingenting.
Det er bare ikke godt nok længere, når det kommer til film om Anden Verdenskrig. Der er vitterlig ingen pointe med From Hilde, With Love, udover at lave en art filmisk mindesmærke om hendes liv og død. Vi følger hendes lidelsesfulde vej gennem arrestation, fængsel, mandens død, rettergang, før vi ender der hvor vi selvfølgelig ved det vil ende: Med et sidste brev der indeholder filmens titel, grædende dikteret til en sympatisk præst, og så en grum og mørk henrettelsesscene. Hilde Coppi blev henrettet sammen med seksten andre tyske kvinder på 45 minutter en august-dag i 1943, og man kunne helt ærligt lave en god film, der bare skildrede den dag, tror jeg. Gerne uden de mange flashbacks til Hilde Coppis fortid, hvor vi ser hende lidt tilfældigt blive indblandet i modstandsarbejde, forelske sig i en anden modstandsmand, forsøge bare at leve i nazitidens Tyskland. De scener er ekstra pointe-løse, og får det mest til at ligne, at Hilde Coppi ikke rigtig havde nogen grund til at sætte livet på spil, sådan som hun gjorde. Hun mødte bare en modstandsmand, forelskede sig, og så hjalp hun ham, og fik hovedet cuttet af. Okay?
Hvad er pointen med det her? Pointen er vel at vise, at også tyskerne led under nazisternes diktatur, hvilket er fair nok, men er vel heller ikke nogen hemmelighed længere? Vi har Sophie Scholls sidste dage og Terrence Malicks A Hidden Life og mange andre, så selve grundhistorien kender vi godt. Det er værd at mindes vore døde nærmeste, og Hilde og Hans Coppis søn Hans Coppi Jr er stadigvæk i live, så deres historie er stadigvæk i erindringen, men så også kun lige. Og når ikke længere det er erindring, når det bliver til historie, så vil jeg have mere. Det er det som gør The Zone of Interest så stærk, at den ikke længere er erindring men historie, og at den derfor gør sig umage for at have en freaking pointe med sin eksistens. From Hilde, With Love er bare til.
Og det behøver ikke engang at være mesterligt som The Zone of Interest, Dresens film bliver udklasseret af Hvidsteengruppen II, der fortalte historien om kvindelige modstandskæmperes lidelser med langt mere grumt klarsyn og vilje til at levere en historisk pointe. Den film slutter til en mindehøjtidelighed for de døde mænd, hvor deres koner og kvindelige familie er inviteret med som æresgæster, men må sidde og høre på taler hvor de allerede er ignoreret og parkeret i glemslen. Det er en stærk scene! Det er en film, med en pointe. Andreas Dresen er en langt teknisk dygtigere instruktør end Anne Grethe Bjarup Riis, og hans filmsprog er bevidst mere arthouse avanceret. Men Bjarup Riis’ film er bedre, klogere, modigere og med pointer.
Arcadia
Jeg læste en virkelig stærk artikel i The Guardian sidste år, om hvordan der bliver læst mere og mere oversat fiktion i Storbritanien. En læser siger det er på grund af Brexit: ‘I was only 15 when the Brexit vote happened; I couldn’t vote and I found it very frustrating. A lot of [people my age] want to keep this international mindset open.’ Men alligevel læser de ikke mest europæiske bøger. Næsten en fjerdedel af den solgte oversatte fiktion er oversat fra japansk, og sydkoreansk er næstmest populært. Og Latinamerikanske forfattere som Mariana Enríquez og Samanta Schweblin fylder også meget.
Jeg tog Enríquez’ roman Our Share of Night med som læsestof til pauserne mellem film, og det er hvad jeg efterhånden synes er en ret typisk blanding af genre-troper, ‘weird’, ‘messed up’, ‘horror’, men ofte brugt til politiske formål. Hovedpersonen Juan er et ‘medium’, der har en særlig forbindelse til ondskab og død, og her er et flashback til hvordan han reagerede på diktaturets første tid:
‘1978, and the slaughter was everywhere. Juan hated to leave the house. He didn’t have the strength to cover the echoes and the tremor of rampant evil: he’d never felt anything like it. […] The city was screaming, its air full of pleading and prayers and peals of laughter and howls and sirens and vibrating electricity and splashing. He went home that night, when the pleas and the shrieks and the gunshots became unbearable, when he was surrounded by the echoes of murdered people with blindfolded eyes, feet bound, some with their faces or whole bodies swollen, others who dragged themselves along in burlap sacks, a legion he could not make disappear. They sought him out. They knew he could see them and recognize them. (s. 71-72)
Det citat gør noget virkelig stærkt, synes jeg. Og der er ét enkelt øjeblik i græske Yorgos Zois’ Arcadia, hvor han har fat i noget lignende. Men kun et. Filmens genre-element er, at mange af karakterne er en art spøgelser. De er døde, men hænger fast på de levende efterladte, som ikke er i stand til at slippe dem. En ung dreng, hvis mor stadig sørger 25 år efter, en ung kvinde, der forlod sin baby og døde af en overdosis, så barnet har aldrig tilgivet hende.
Og den her enkelte virkelig stærke idé: En mand, der slog en anden mand ihjel i en fejde om jord, og blev myrdet af broren som hævn, hvorefter broren aldrig har været i stand til at slippe hadet, selvom der er gået halvtreds år. Tænk halvtreds år tilbage, og så var Grækenland også et diktatur. Det er nok en henvisning til det, hvordan lov og orden brød sammen, og de morderiske konflikter det medførte. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at et område som Grækenland burde være hjemsøgt at langt flere spøgelser fra dengang, egentlig. Men nej, det er mest bare hjertestop og trafikuheld.
Filmens plot handler om en mand, hvis kone kørte galt i en bil, hvor der også var en anden mand til stede. Den døde kvinde trasker rundt og forsøger at opklare hvad der var sket, hvorfor hun havde en affære. Det er ret sæbeopera-agtigt. Og hvis ikke det var slemt nok, kaster Zois en anden virkelig dårlig idé ind i det: Det viser sig, at hvis de døde vil huske glimt fra deres liv, så er det bedste de kan gøre at få en orgasme! Så klubben Arcadia, hvor de døde samles om natten, er en swingerklub, og filmen er proppet med ret dårlige sexscener.
Så altså. En film om traumer og uafklarede forsvindinger, der intet mod har til at gå i kødet på Grækenlands historiske traumer omkring uafklarede forsvindinger. Men til gengæld med ekstra meget sex. Så giv mig altså hellere noget fra Latinamerika eller Japan.
L’Empire
Bruno Dumonts L’Empire har heller ikke ret meget lyst til at skulle sige noget om Frankrig lige nu, men det har jeg det også ret godt med. Det forsøgte han med France fra 2021, og det gik ikke ret godt. Det gjorde bare det hele plat og fortænkt. L’Empire er i stedet endnu en i en række af bizarre genre-stykker, som Dumont har lavet siden P’tit Quinquin i 2014. Men det er ikke bare endnu en, det er blandt de bedste af dem, og føles som en kulmination på hele serien af film.
Jeg tror forskellen er, at selvom L’Empire ret tydeligt er en parodi på sci-fi og fantasy-film, så tænker jeg stadigvæk at den ville kunne vække glæde hos fans af sci-fi og fantasy. Hvorimod hans to (!) musicals om Jeanne d’Arc Jeannette: Childhood of Joan of Arc (2017) og Joan of Arc (2019) nok er for dårligt sungne til musical-publikummet, og mysterie og opklaring i krimiserierne P’tit Quinquin (2014) og Coin Coin and the Extra-humans (2018) nok er for mærkværdige og uafklarede til krimifans. Men selvom L’Empire i vanlig Dumont-forstand er fyldt med amatørskuespil, kulsort humor, og hvad der ligner filmiske fejl, så fungerer den faktisk ret godt som fantasy.
Måske fordi fantasy-fans også godt selv kan lide at klæde sig ud, og lege de er hemmelige agenter for et intergalaktisk imperie. Og det er lidt det som sker i det lille strandmiljø i det nordlige Frankrig. Der er de onde 0’ere, anført af fiskeren Jony, hvis lille søn måske er ondskaben inkarneret. Og de gode 1’ere, anført af Jane og Rudy, der render rundt med lyssværd, og forsøger at få has på de onde væsener.
Meget af tiden virker det som om det kunne være lavet for en femmer. Folk taler langsomt, knæler, råber op om det gode og det onde, mens vi stadigvæk bare er på en mark eller en strand. Men så er der nogle ret vellavede effekter, med f.eks de to fløjes rumskibe, som er henholdsvis katedraler for de gode, og Versailles-slottet for de onde. De bygninger ser flot ud i det mørke rum, effekten mindede mig på et tidspunkt om Melancholia. Og måske siger det også noget om kampen i Frankrig mellem kirke og kongemagt, omend jeg mere tror det er spas og løjer.
Det er eskapisme mens verden brænder ned. Men for faen hvor er det god eskapisme. Særligt hvis man har fulgt med Bruno Dumont de sidste ti år, hvilket jeg har, omend med en stigende grad af frustration. Der er kæmpe payoff her, særligt når de to betjente fra P’tit Quinquin kommer ind for på vanlig uduelig vis at opklare de mange dødsfald i området, og naturligvis kommer frem til, at det må være DAESH der står bag.
Der er ikke rigtig nogen pointe med L’Empire. Det er virkelig bare absurd eskapisme. Men det er virkelig god absurd eskapisme, hvor det bevidst amatøristiske mere virker som en hyldest til fankultur, end en auteur der griner af sit publikum. Og det synes jeg stadig der er plads til. Det er en pointe i sig selv, at vi skal huske at grine lidt af det hele.
The Devil’s Bath
For til sidst at vende mere seriøst tilbage til det med pointer: De er meget tydelige i Veronika Franz og Severin Fialas middelalder-horror agtige The Devil’s Bath. Filmen er såmænd baseret på historisk forskning, der har gravet en masse gamle fortællinger op, og sat dem ind i en helt ny forståelsesramme. Jeg skal ikke afsløre hvad det går ud på her, men i filmens første sekvens bortfører en kvinde et lille barn og smider det udover et vandfald, hvorefter hun melder sig selv, og bliver halshugget. Så er stemningen ligesom lagt.
Herefter møder vi unge Agnes, der skal giftes med Wolf fra en ikke helt nærliggende landsby, og som får en afhugget finger fra den førnævnte henrettede kvinde, som skal sørge for at Agnes hurtigt bliver gravid. Det gør hun ikke, for Wolf er mindre interesseret i sex med hende end han er i at danse med sine mandlige venner, og Agnes bliver derfor hurtigt mere og mere isoleret, i et miljø hvor hun ingen kender, udover en mand der er sympatisk, men som ikke rigtig vil hende, og en svigermor der ikke kan lide hende.
The Devil’s Bath er produceret af østrigske Ulrich Seidl. Veronika Franz er hans faste manus-makker, og Severin Fiala er hans niece. Forvent dog ikke Seidls stramt komponerede æstetik, The Devil’s Bath er filmisk realisme, der får den psykologiske horror til at føles ekstra knugende. Filmen er virkelig godt klippet, dog. Den har noget af den Seidl’ske udstilling af samfunds-absurditet. Hvor Seidl f.eks laver film om sexturisme eller vægttabs-lejre, så skildrer The Devil’s Bath et middelalderligt samfund filtret ind i nogle ekstremt skadelige religiøse normer, der gør livet til et helvede både for mænd som Wolf, og for kvinder som Agnes.
Og så er det pointen kommer til sidst. Efter at have været nogenlunde sober det meste af vejen, så gives der los i en afsluttende bravur-montage, der væltede mig bagover, og samtidig satte så mange tanker i gang, at filmen blev løftet op blandt de aller bedste på festivalen. Ligesom slutscenen i Hvidsteengruppen II gør hele filmen meget bedre, bare endnu mere i den østrigske film. Det er virkelig et eksempel på hvad der kan ske, når man har en pointe med det man laver, når man ikke bare laver fin skabelon-film. The Devil’s Bath var en nærmest traumatisk oplevelse, men er uden tvivl en af årets bedste Berlinale-film.