Lorna’s Silence

Palmesøndag del 248
(Le silence de Lorna, Jean-Pierre & Luc Dardenne, Belgien
Cannes 2008, Bedste Manuskript (Jean-Pierre & Luc Dardenne))

Hvad er en krop? Er alle kroppe ens? Det er vel ret vigtige spørgsmål hvis man, som Dardenne-brødrene, kalder sit kamera for et ‘krops-kamera’ (camera-corps). I nogle af Dardenne-brødrenes film er det som om at kroppene nærmest én-til-én illustrerer karakterernes placering i samfundet. De bevæger sig hurtigt fordi de er fattige og desperate, de tager det lidt mere afslappet hvis de er mere velstillede. Sådan er kroppe ikke i virkeligheden, de stritter selvfølgelig imod. Ikke alle fattige bevæger sig ens. Det kan man bestemt også se i en del Dardenne-film.

Lorna’s Silence er dog anderledes. Den handler virkelig meget om krop. Særligt kvindekroppen. Men det er ikke fordi kroppen skal illustrere noget andet, det er mere fordi Dardenne-brødrene pludselig stirrer sig nærmest blinde på den her kvindekrop. Og pludselig kan man godt mærke, at også Dardenne-brødrene har et par specifikke kroppe de laver film med. Mandekroppe. Ikke at filmen er klam på nogen måde. Men det er ikke nogen sofistikeret skildring af kvindekroppen, og det får lidt filmen til at falde fra hinanden. Måske brødrenes dårligste.

Lorna’s Silence gav brødrene deres eneste Manus-pris i Cannes, og det er da også en ret god idé den baserer sig på. Lorna (Arta Dobroshi) er albansk immigrant der har fået opholdstilladelse i Serraing på en ret indviklet vis. Hun er blevet hyret af en gangsterbande til at gifte sig med den lokale narkoman Claudy (Jérémie Renier), så hun kan få statsborgerskab. Derefter vil han pludselig dø, hvilket folk jo nok vil tro er en overdosis, og så kan hun gifte sig med en russisk gangster, som så derefter kan få belgisk statsborgerskab. Og så vil de blive skilt, og hun vil få penge til at starte en café med sin albanske kæreste. Der sker så bare det, at Lorna begynder at få sympati for hendes stakkels fortabte ægtemand, så hun forsøger at finde på en måde hvor de kan blive hurtigt skilt, uden at han behøver at dø. Men det tager lidt ekstra tid, og så begynder gangsterne at blive utålmodige…

Lorna må virkelig bruge sin krop i den her film. Hele plottet afhænger af hendes køn, at hun kan gifte sig med forskellige mænd, og dermed dele deres identitet. Til at starte med er hendes krop ikke med i ægteskabet med Claudy (de sover hver for sig, rører overhovedet ikke hinanden), men da hun forsøger at finde en måde at få skaffet en hurtig skilsmisse på, så er det hendes krop hun må bruge. Hun giver sig selv blå mærker, hopper ind i vægge, for på den måde at skabe tegn på, at Claudy slår hende. Kroppen bliver hendes redskab. Da senere Claudy bliver helt desperat fordi han mangler sine stoffer, så tager Lorna pludselig alt tøjet af og har sex med ham. Det er en af Dardenne-brødrenes meget sjældne sex-scener, og den giver ikke ret meget mening. Efter de har haft sex, så er Claudy pludselig helt rolig og glad og virker klar til at være clean. Lornas krop er nærmest magisk. Sådan fungerer kvindekroppe altså ikke. Udover på film, sådan virker de ret ofte på film af en eller anden grund (Breaking the Waves, Viceværten, den ungarske film Johanna).

Men filmen kommer til at handle endnu mere om Lornas krop. For efter at hun har haft sex med Claudy (som så kort tid efter bliver slået ihjel af gangsterne, hvilket politiet ganske rigtig tror er en overdosis) så får hun pludselig morgenkvalme. Og så er gode råd dyre. For kan det passes sammen med ægteskabet med den russiske gangster? Det mener han ikke. Men Lorna nægter at få en abort, også selvom det koster hende alle hendes penge, og selvom det ikke er hendes albanske kærestes barn, hvilket vel også ville ødelægge alt med ham, og selvom hun indtil da ikke har udtalt ønske om at få noget barn. Hvorvidt der er noget barn er også lidt uklart. I stedet er det som om at Lorna optager skyldfølelsen over Claudys død i sin egen krop, så det sætter sig som et imaginært barn i hendes mave. Hvilket igen ikke rigtig er sådan kvinder fungerer det meste af tiden. I stedet virker det meget symbolsk.

Det hele ender relativt fjollet. Det kunne have endt tragisk efter at gangsterne (ret logisk) konkluderer at Lorna er blevet utilregnelig, men de sidste scener viser i stedet Lorna der taler til sit imaginære barn og lover at passe på det. Det er ulig nogen anden slutning hos Dardenne-brødrene. Nærmest alle Dardenne-film ender på en eller anden måde med at vise en mulig vej fremad, men Lorna’s Silence ender med mørke og galskab. Det virker lidt som om de ikke selv kunne finde nogen vej frem, og det kan jeg helt ærlig heller ikke. Men det virker på mig som om de mistede grebet om historien langt tidligere. Og grunden til at de mister grebet om historien er, at de mister grebet om Lorna og hendes krop. Måden hun bruger sin krop på bliver pludselig mystificeret, der bliver noget magisk over den, og så aner Dardennerne ikke længere hvad de skal stille op. Der er intet link til socialitet, til psykologi, til noget som helst. Det er fortærskede idéer om kvinder der bliver reproduceret, og det er sådan med klichéer, at de ret meget er en blindgyde. Fordi de ikke er virkelige, så er det meget svært at gøre noget originalt med dem.

Lorna’s Silence falder nærmest fra hinanden jo mere jeg tænker over det. Den har ikke så mange formildende omstændigheder. Kameraet aner ikke hvad det skal gøre, klipningen hjælper ikke, der er ikke nogen scener der bliver overraskende fortolkede, for der er noget helt grundlæggende galt med manuskriptet, og så er det svært at stille noget op. Skuespillerne spiller dog som sædvanlig fremragende. Og det er solidt lavet, der er bare ingen af den slags overraskende æstetiske idéer som Rosetta, Sønnen og Barnet flød over med. Det kommer til at virke glat og overfladisk, som om det trækker på genre-klichéer om gangstere, i stedet for den socialrealistiske nerve der altid er hos brødrene, lige meget hvor æstetiske og melodramatiske de ellers kan være.

Lorna’s Silence er den eneste Dardenne-film med en engelsk titel i den her serie, for den fik aldrig dansk premiere. Det er et sjældent fejlskud. Dem har de ikke lavet flere af sidenhen. Måske også lidt fordi de sænkede ambitionsniveauet. Men selv den mindst vigtige film de har lavet sidenhen tilfører dog filmografien en ny vinkel eller to. Det gør Lorna’s Silence ikke rigtig, for dens centrale idé fik de aldrig til at fungere.

Serien om Dardenne-brødrene fortsætter med Drengen med cyklen