Aquarius

Palmesøndag del 202
(Kleber Mendonça Filho, Brasilien
Cannes 2016)

Kleber Mendonça Filho er lige fyldt halvtreds, hvilket faktisk er ret ungt når man som han lader til at være blevet fast inventar i Cannes. Men han har også over tre film skabt sin helt egen niche: Han er den absolut største auteur-skildrer af brasilianske boligforhold! Jep. Hans tre film Neighboring Sounds, Aquarius og Bacurau handler i sidste ende altid om hvordan brasilianerne bor. Men det er selvfølgelig langt mere komplekst end det. For i Brasilien betyder det også et fokus på ulighed, marginalisering og kompleks Historie med stort H. Mendonça Filho vender og drejer disse emner, i et filmsprog der også har ekstra meget fokus på spatiale forhold. Og så er der som regel også ret meget gang i hans film, de indeholder både sex og vold. Så selvom hans udgangspunkt er niche-præget, så ender hans film alligevel med at være brede. Han må nærmest siges at lave store film.

Aquarius er selvfølgelig opkaldt efter et hus. Her bor den pensionerede musikanmelder Clara, efterhånden helt alene. Alle andre har solgt deres lejligheder til et boligfirma, der vil rive det gamle hus ned og bygge et nyt stort kompleks, men Clara vil ikke sælge. Filmen skildrer kort fortalt hvordan den konflikt langsomt eskalerer, samtidig med at det er et bredere portræt af Clara, hendes familie, og hendes omgangskreds. Inklusive hendes husholderske. For fortællingen er ikke bare David mod Goliath, Clara er helt klart også selv en ret så priviligeret person.

Jeg troede egentlig at Sonia Braga, legendarisk i Brasilien og også så succesfuld i USA at hun har gæstet shows som Cosby Show og Sex and the City, vandt prisen for Bedste Skuespillerinde for rollen som Clara, men det viste sig at være forkert. Det er ellers et sjældent nuanceret portræt af en ældre dame (over pensionsalderen, så er hun vel ‘ældre’?) der både tager hendes seksualitet alvorligt, såvel som hendes professionelle karriere, og i øvrigt ikke er blind for hendes dårligere sider. Således er der en del passiv aggressivitet i diskussionerne med børnene, især den frustrerede datter.

Men det er også en langt mere kompleks fortælling end bare et personligt portræt, eller en film om kampen mod systemet. Filmens første del foregår således helt tilbage i 1980, kort efter unge Clara har haft brystkræft, og handler i virkeligheden om at familien er samlet for at hylde tante Lucia. Her er det ret tydeligt, at Mendonça Filho i høj grad er interesseret i fortid og historie, over flere generationer. I nutiden er Clara blevet til Lucia, hun er blevet et link tilbage til fortiden. Og hun sætter selv pris på den slags links. Hun fortæller på et tidspunkt om en vinyl-plade hun købte brugt, som viste sig at indeholde et avisudklip med et af John Lennons sidste interviews før han blev myrdet. Det betød, ifølge Clara, at pladen ikke bare længere var en plade med musik, den specifikke fysiske genstand havde en forhistorie, en fortidig ejer, der havde elsket den, og forbundet den med en specifik historisk begivenhed. Den slags specifik fortid har værdi! Derfor giver det mening at beholde huset Aquarius i stedet for at bygge New Atlantic Plaza, eller hvad det nu er som byggefirmaet vil kalde det.

Mendonça Filho er stadig i den fase af sin karriere hvor han virkelig forklarer sine idéer. Som f.eks i den bemærkelsesværdige scene i indledningen, hvor børnebørnene fortæller om tante Lucias liv. De fortæller alle de seje ting om hende, at hun var politisk, at hun var en feministisk forkæmper. Lucia sidder og kigger på et chatol, og så tænker hun tilbage på den dag hun sad nøgen på det chatol mens hendes elsker slikkede hende. Igen: Personlig historie. Og ikke bare den officielle, ikke bare klassekampen som man kan teoretisere sig frem til, men den knudrede, akavede, paradoksale historie, der findes i et ikke-homogent samfund.

I en af filmens bedste scener får filmen endda den officielle historie til at føles overrumplende frisk. Vi ser den unge Clara køre langs stranden med nogle venner, og hun spiller en helt ny og spændende sang for dem, som hun jo kun kender fordi hun er hipster og oppe på beatet: Another One Bites the Dust. Hvem kan huske dengang det var en sej og frisk sang, i stedet for bare den sang som alle børn kender? Men alle ting har en forhistorie, alt som er fast og stabilt er engang blevet skabt. Selv fast ejendom.

Mendonça Filhos debut Neighboring Sounds skildrede også lidt det samme: Den foregik i et nabolag i Recife, der var ejet af én familie, og skildrede hvad der skete efter at et mystisk sikkerhedsfirma blev hyret. Det viste sig at også den familie havde lig i lasten. Neighboring Sounds var dog noget mere æstetisk eksperimenterende end hvad Mendonça Filho sidenhen har lavet, især var der en dybt bizar sekvens hvor et par besøgte ruinen efter en biograf ude på landet, og nærmest gennemspillede biograf-ritualet via lydsiden. Det var som om Mendonça Filho forsøgte at sige noget om filmens potentiale til… Jeg forstod det faktisk ikke helt…

Aquarius er simplere, men der er dog visse filmiske virkemidler, som Mendonça Filho gør særskilt meget brug af, og som kan siges at være grunddelene i hans ‘stil’. Særligt er der overraskende mange zooms. Som f.eks når tante Lucia ser på chatollet, så zoomer vi ind på det. Der er mange billeder filmet højt oppefra, hvor vi zoomer ind og ud. Detaljer fokuseres der ofte på med zoom. Det skaber naturligvis skift i det vi er opmærksomme på, og det er netop den tematiske pointe Mendonça Filho også arbejder med! Hvordan Historie er personlig, og til konstant debat, og dermed hele tiden skifter fokus! Hvordan samfundets rum er udsat for en konstant kamp, til tider en sober argumentation, til tider en ret voldsom kamp, og dermed hele tiden ændrer form.

Det er således ikke bare niche-ting den brasilianske instruktør har fat i. Han har nogle ret særprægede handlingstråde, der som oftest handler om huse eller boligkvarterer eller landsbyer. Men hans film handler om noget så filmisk som rum, og han skildrer det på særligt filmiske måder. Derfor er han faktisk ved at være en ret stor instruktør!