Neecha Nagar

Palmesøndag del 201
(Chetan Anand, Indien
Cannes 1946, Grand Prix)

Når jeg laver research til den her serie, så bruger jeg wikipedia en del. Bare sådan noget helt simpelt som at finde ud af hvem Chetan Anand er, om han f.eks vandt en Guldløve, for så skal jeg måske også se den film som research. Men af en eller anden grund, så fokuserer wikipedia virkelig meget på om instruktørerne havde succes på Moskva Film Festival. Ikke Cannes, Berlin eller Venedig, men Moskva. Hvorfor? Who cares hvem der vandt i Moskva på en festival som Sovjet-regimet styrede?

Men når jeg ser en film som Neecha Nagar, så kan jeg omvendt godt føle, at filmverdenen har mistet noget ved at næsten alle gatekeepere har været i vesten. Til at starte med virkede filmen lidt amatøristisk til mig, mærkværdige vinkler, lidt for hurtig klipning, indsatte billeder der illustrerede ting som dialogen også forklarede. Men så slog det mig: Det er fordi idéerne er taget fra sovjetisk montage-film! Det er fordi det er en helt anden åre, fra Sovjet til Indien, uden at have passeret Hollywood eller auteur-Europa på vejen. Det er en fascinerende film. Omend jeg vil sige, at selvom jeg ikke er ekspert i indisk film, det er et af de filmområder jeg ved mindst om, så har jeg på fornemmelsen den her stil ikke rigtig levede så længe. Der er altså nogle ret simple filmiske problemer ved det.

Neecha Nagar er en filmatisering af en roman af Hayatullah Ansari, der igen var inspireret af et skuespil af Maxim Gorkij der hedder The Lower Depths på engelsk, og vist nok hedder Natherberget i dansk oversættelse. Det lader til at Neecha Nagar betyder noget i retning af ‘den lavtliggende by’. Filmen handler om en ond ond bureukrat, der vil omlægge områdets vandforsyning, så hans egne områder bliver drænet for vand, som så i stedet skal spredes nede i den fattige del af byen, uden at tage hensyn til at det vil gøre dem syge. Det forsøger folket så at sætte en stopper for, men staten er stærk og korrupt, så det er en hård kamp med tragiske dødsfald. Og så synger de en del.

Det er med andre ord et plot som nærmest kunne være taget fra en klassisk Sovjet-stumfilm, minder mig meget om f.eks Dovzhenkos Ukraine-trilogi. Der er rullet godt ud med melodramaet når børnene begynder at dø, og jeg forstår ikke helt alle de politiske paroler, men det gør ikke så meget. Til gengæld er der også virkelig meget skøn montage-teknik. Den grådige skurk bliver f.eks ofte sammenklippet med en grib. Men hele montage-stilen breder sig også til resten af filmsproget. Der er f.eks mange scener hvor skurken taler til sine håndlangere, og det er filmet således, at han er filmet i frøperspektiv, nærmest på en trone, gerne fra forskellige vinkler, stor og truende, og hele boardet er så filmet samlet i frøperspektiv, ti meget meget små mennesker. Når det bliver klippet sammen, så føles det faktisk lidt mærkeligt, for forskellen på de to dele er så stor, at man nærmest ikke kan forestille sig at de taler sammen. Der er alt for langt imellem dem. Men det ser vidunderligt ud, vil jeg sige.

Det er dog lidt som om det er taget fra en stumfilm. Og det er lidt her jeg funderer på om det holdt i længden, for der er nogle problemer ved at gøre sådan her i en tale-film. Som nævnt bliver der ofte klippet rundt når der fortælles om noget, så når en person taler om problemer i området, så ser vi billeder af bakkerne. Det er unødvendigt, for vi hører jo også hvad problemet er, og det er også lidt forvirrende. Altså, jeg synes også det er pisse fedt, men jeg forestiller mig at det kan skubbe publikum lidt væk. Symbolikken er igen også virkelig tung, mange mange billeder af den der grib, og igen, jeg elsker den slags ting, jeg vil have mere af det, men jeg forestiller mig det også skubber folk væk. Og når der så er skænderier, så klippes der hastigt, ligesom der gøres i en montage-film, men de når næsten ikke at sige deres replikker, det bliver igen mest af alt forvirrende.

Læg dertil også, at indisk film i ualmindelig grad er kendetegnet ved sit lydspor. Det er meget musicals, og Neecha Nagar indeholder da også både sang og dans. Klippet meget anderledes. Musikken er endda af legenden Ravi Shankar, og jeg ville være interesseret i at høre soundtracket. Det hele er lidt mere mainstream i de her musik-passager, bortset fra et par enkelte politiske slagsange, men det fungerer rigtig godt. Igen: Neecha Nagar er ikke nogen dårlig film, det er en fascinerende blanding af stilarter, som jeg ikke kan mindes jeg nogensinde har set før, men som også gør den en del mere eksperimenterende end det virker som om var meningen. Gør den kun bedre. Jeg tror dog også det indiske publikum var mest vandt til at se Hollywood-film, og gerne ville have flere film der mindede om den slags.

For at vende tilbage til Mosvka, så er der en fed scene i den egyptiske instruktør Youssef Chahines selvbiografiske An Egyptian Story, hvor instruktøren netop er i Moskva. Han har tidligere været i Cannes, hvor hans film blev afskrevet som ‘den egyptiske film’ af et pressekorps der var mere optaget af at skrive om stjerner og glimmer, men her i Sovjet bliver hans politiske indhold hyldet af en gigantisk folkemængde på et stadion. Det er så fedt, for det viser hvordan det vestlige blik har overset visse film, og at der i perioder blev skabt et alternativ. Det er også lidt den fornemmelse jeg sidder med af at se Neecha Nagar. Den er kendt for sin socialrealisme og for at være ‘parallel cinema’, en indisk betegnelse for film der ikke er som mainstream Bollywood film. Det løber parallelt med. Men inspirationen her løber også parallelt med den vestlige filmfestival-forståelse af filmen, der i 1946 var repræsenteret med gode film af Cocteau, Rossellini, Hitchcock, etc. I stedet virker Anand inspireret af sovjetinstruktører Dovzhenko og Donskoi, forfattere som Maxim Gorkij, tilsat en god portion musik. Og det gik ikke kun den ene vej, indiske film blev også store i andre lande: Filmens manuskriptforfatter Khwaja Ahmad Abbas havde stor succes i de kommunistiske lande, hvor Awaara, som han skrev og som blev instrueret af Raj Kapoor, blev gigant-successer og efter sigende var en af Maos yndlingsfilm.

Når man dykker ned i periferien af festival-historien, så finder man også den slags parallelle historier, der løber ved siden af den traditionelle fortælling om neorealisme, auteur-teori, nouvelle vague oprør, etc. Det er helt ærligt noget af det mest fascinerende for mig ved at lave det her projekt. Desværre er det ikke en fortælling som er så nem at grave frem igen, for en film som Neecha Nagar er ikke særlig velbevaret. Copyright er udløbet, så den kan ses overalt, men den trænger til en grundig restaurering. Det er en film, der sætter min fantasi i gang, en hel masse tanker om ‘what could have been’, men det er desværre også en film hvor man skal bruge lidt for meget af sin fantasi til at forestille sig hvordan den så ud i 1946. Stadigvæk. Dybt fascinerende værk.