Palmesøndag del 485
(狂野时代, Kuangye Shidai, Bi Gan, Kina
Cannes 2025, Jury Special Pris)

Bi Gans Resurrection blev tilføjet konkurrencen i Cannes i 2025 i aller sidste øjeblik, måske/måske ikke fordi myndighederne i Kina var langsomme til at udlevere filmens tilladelse til at blive vist i udlandet. Vi ved det ikke, og selv hvis det var tilfældet, at myndighederne forhalede tilladelsen, så ved vi heller ikke hvorfor. Kinas veje er uransagelige, sådan som de fleste diktaturers veje er det. Men det ville give mening, hvis de var lidt lorne ved at tillade Bi Gans film, for egentlig er den ret nem at tolke politisk: Hvis alt skrælles væk, de utallige fortællinger, filosofier, filmiske krumspring, så er Resurrection fortællingen om en mand, der jages og straffes, fordi han tænker anderledes end magten. Og det er jo egentlig ret politisk.

Men så let er det dog alligevel ikke. Kunstfilmens veje er også ofte uransaglige, og hvadend Bi Gan forsøger at sige med Resurrection, så er det abstrakt og antydet. Det er en film, der langt hellere vil føles og gøre indtryk, end den vil fremsige direkte budskaber. Det er to timer og fyrre minutter fyldt med idéer, vanvittige billeder, plot efter plot efter plot. Og meget af det er af så høj standard, at Resurrection i mine øjne nærmest er den definerende kinesiske film det her årti. Men der er også virkelig mange fortællinger i den, og en del af dem er ikke ret interessante, så det er også en ret svingende film.

Resurrection er egentlig en sci-fi film. Engang i fremtiden har menneskeheden opdaget, at vejen til evigt liv består i, at holde op med at drømme. Der er dog enkelte mennesker, der nægter at lade være med at drømme, de kaldes ‘deliriants’, og bliver jagtet, for bare et par enkelte drømmere kan kaste et samfund ud i kaos (helt ærligt, det er da lidt politisk, er det ikke?). En kvindelig jæger (Shu Qi) jagter en deliriant (Jackson Yee) som har gemt sig i fortiden, så første del af filmen er en stumfilm, der foregår i en opiumshule i starten af det tyvende århundrede. Efter hun har fanget ham, fastholder hun ham i en nænsom filmdrøm, så mens han langsomt er ved at dø, ser vi fire andre små fortællinger. En fragmenteret og mærkværdig film noir der foregår under 2. Verdenskrig. En spøgelsesfortælling der foregår i et snedækket kloster i hvad der må være halvtredserne eller tresserne. En art kupkomedie om en svindler, der ved hjælp af en ung pige forsøger at overbevise en rig gammel mand om, at den unge pige har overnaturlige kræfter og ved hjælp af sin lugtesans kan genkende kort. Og til sidst en kærligheds-film med både vampyrer og gangstere, der foregår nytårsaften 1999, og som i øvrigt er optaget i ét take, ligesom de sidste scener af Bi Gans andre film også har været det. Hvorefter der er en kort lille epilog.

Det er blevet forklaret både som seks film om seks sanser – stumfilmen er syn, film noir-filmen handler bl.a. om en theremin, så det er lyd, spøgelsesfortællingen er smag, fordi der er noget med en sten som smager bittert, etc – og samtidig også som en rejse gennem det tyvende århundrede. Samt en rejse gennem filmhistorien, og forskellige populære filmgenrer. Og alle dele giver nogenlunde mening. Men så heller ikke helt. Der bliver helt bestemt nævnt en sans i hver lille del, men jeg kan ikke se hvad smags- og lugtesansen egentlig tilfører de to dele, du kunne fjerne referencerne uden problemer. Det er også en meget løs beskrivelse af kinesisk historie, når vi kommer på den anden side af 2. Verdenskrig (eller måske snarere efter kommunisterne kommer til magten, herefter er der ingen referencer til konkrete historiske hændelser…) og selvom hver del leger med sin egen filmiske genre, og de alle sammen er fulde af filmiske idéer og fede æstetiske valg, så ender særligt midterdelene også meget med bare at ligne en Bi Gan-film.

Men det er jo faktisk heller ikke så skidt endda, at have så stærk en stil, at man bare kan ligne sig selv. Og Resurrection er kun Bi Gans tredje film. Han debuterede med Kaili Blues i 2015, der introducerede den filmiske stil. Det var en fragmenteret og opklippet fortælling om en mand der leder efter en anden person, men så var sidste del af filmen et longtake, der fulgte mennesker rundt i Kaili i halvtreds minutter. Long Days Journey Into Night fra 2018 var lidt samme film, bare større. Hvor Kaili Blues var en ret realistisk film, så var opfølgeren ren noir, handlede om en detektiv, der forsøgte at finde en kvinde, og mødte en femme fatale agtig anden kvinde. Da han endelig så ud til at finde den kvinde han ledte efter, måtte han lige vente et par timer på hende, og så tog han sig en lur, og den næste time var endnu et longtake, men denne gang en ekstremt drømmende rejse ned af et bjerg og igennem en by, som i øvrigt denne gang var i 3D. Bi Gan har en særlig type fortælling – om folk der søger efter andre folk – en særlig type fortællestil – fragmenteret og digresserende – og en særlig type struktur – der gerne ender med et meget langt longtake. Hans film ligner ikke noget andet.

Og Resurrection tilføjer nye tricks til hans arsenal. Særligt første del, stumfilmen, er fuldstændig uovertruffen. Den er nærmest håndlavet, med meget gammeldags praktiske effekter, og nogle af statisterne er tydeligvis papirsfigurer. Den ligner lidt Smashing Pumpkins video til Tonight, Tonight, eller en film af den canadiske særling Guy Maddin. Jeg knuselskede det. Og det er også her filmens tematik formidles tydeligst via æstetikken. For det er hér man virkelig føler, at én enkelt drømmer kan udrette virkelig meget, f.eks instruere en helt unik film. Det ser så personligt ud, som om alt er lavet billigt og med et ganske lille antal hænder.

Jeg skrev engang en tekst til Politiken, hvor jeg legede med den kinesiske trang til at inddele deres kunstnere i generationer, og navngav et par nye generationer fra det 21. århundrede. Jeg skal ikke udbrede mig om alle de kinesiske filmgenerationer igen-igen, men historien er kort fortalt, at da en række unge kinesiske instruktører brød igennem i firserne, blev de kaldt for ‘femte generation’, og så vidt jeg kan se er der stadig her fyrre år efter ikke nogen som helt kan sige hvorfor, men så måtte man jo finde ud af hvem de tidligere fire generationer kunne være, og kort efter var der naturligvis nogle endnu yngre instruktører som kaldte sig for ‘sjette generation’, så det var jo meget sjovt. Min tese var så, at de to generationer der har været siden årtusindskiftet var henholdsvis Generation D, der lavede Dokumentar-film, og så Generation E, der laver personlige Eksperimenter. Det var baseret på at se en del film på filmfestivaler, der føltes håndholdte, dyrkede den personlige æstetisering af verden snarere end noget realistisk ønske om at dokumentere. Det var meget sjovt, men filmene var også så håndholdte og indforståede, at de føltes meget små. Nærmest lidt uvigtige. Jeg kunne ikke rigtig se, hvordan man skulle kunne lave en stor og væsentlig Generation E film. Indtil jeg så Resurrection. Det føles faktisk virkelig meget som et generations-definerende værk.

Da jeg hørte, at Resurrection var en film, der i seks episoder rejste op gennem kinesisk filmhistorie, tænkte jeg at hvert kapitel måske var om én kinesisk generation? Men nej, det kan ikke passe sammen, femte del ligner simpelthen ikke en ‘femte generations’ film, og så kan det jo være lidt lige meget. Men hvad er så meningen med det alt sammen? Hvilken form for historisk tanke ligger der bag? Hvad er Bi Gans idéer om filmstil og filmgenrer, når nu hans film er bygget op om hele tiden at skifte mellem dem? Og har han egentlig nogen pointe med det der med sanserne? Alt det forstår jeg faktisk ikke, og det gør oplevelsen lidt svagere. Mellemdelene af filmen kommer aldrig rigtig til at give mening, jeg forstår ikke hvorfor de er nødvendige for helheden, og i sig selv er de mere ordinære end de to første og to sidste dele. Og så bliver det et ret kedeligt stræk henover midten af en meget lang film.

Det er som om planerne og idéerne er pointerne i sig selv, ligesom det er i eksperimental-film. Det hele er legitimeret af legen, af strukturen. Og det kan jeg godt blive lidt træt af, jeg synes det kunne være fedt hvis en film om det tyvende århundrede rent faktisk havde noget at sige om det tyvende århundrede. Men jeg tror lige netop, at det historisk set er der, skiftet fra D til E ligger. Den kinesiske censur er blevet så hård, at kunstnerne nu taler i tunger, taler til sig selv, arbejder i eksperimenter, og ser hvad der sker. Det er nemmere at få lov til at arbejde i fred på den måde.

Med Resurrection rammer den stil et højdepunkt. Når filmen halvvejs igennem longtaket går over til at lave en time-lapse, så vi pludselig kører flere timer frem, og nat bliver til dag, så er det et legende eksperiment, der laver noget helt unikt. Det er også emotionelt, fordi de to unge karakterer har udtrykt ønske om at se daggryet sammen. Men der er også bare noget helt universelt filmisk over den måde nat bliver til dag på i den sekvens, det er ufattelig smukt, og giver virkelig mange indtryk. Der er håb i det. Håb om en ny og bedre verden? Mange kan få virkelig mange tanker af det, hvoraf nogle måske kunne være ret så politisk undergravende.

Det er nærmest delirisk. Det er jo også det med den fantasifulde og uhåndgribelige film. Det er et nærmest kaotisk tankemylder. Den slags kan virkelig godt skabe kaos i et lukket samfund, hvis man ikke passer på…