The First Day of Freedom

Palmesøndag del 109
(Pierwszy Dzien Wolnosci, Aleksander Ford, Polen
Cannes i 1965)

Højt at flyve, dybt at falde, som man siger. Da Aleksander Ford fløj højest, fløj han virkelig højt. Han var leder af Film Polski, lærer på den polske filmskole. Og han instruerede den bedst sælgende film i polsk historie. Krzyżacy, eller Knights of the Teutonic Order som den hedder på engelsk, solgte to millioner billetter på et par måneder efter premieren i 1960, og i 1987 havde den solgt 32 millioner billetter.  Det er en storfilm om Slaget ved Tannenberg i 1410, baseret på en roman af nobelprisvinderen Henryk Sienkiewicz. En af den slags film det er svært at forstå som udenforstående, med en bizar intro der involverer to sværd – som bliver forståelig hvis man ved at netop de to sværd er kæmpe nationale symboler i Polen – og mærkværdige scener med en mand i bjørnedragt. I en film der også budget-mæssigt satte kæmpe rekorder. Men Aleksander Ford, med sin fortid fra propaganda-film og smag for det sentimentalt nationalistiske, formåede at koge det sammen til en ret der fungerede. Og altså, De Røde Heste virker nok også underlig hvis man ikke er dansk.

Det er ironisk at historien om Aleksander Ford, manden bag denne så populære og polske film, er så tragisk en historie. Men sådan er det. Af to grunde, én hvor skylden lidt ligger hos Ford selv, og én hvor den bestemt ikke gør. For det første var Ford misundelig. Misundelig på de unge instruktører der høstede hæder i hele verden for deres smarte og moderne film. Folk som Andrzej Wajda og Roman Polanski, folk som Ford selv havde været med til at uddanne, og som nu fik ros som han aldrig havde fået. Det fik ham til at ville bevise han også kunne lave moderne film, først med den samfundskritiske The Eighth Day of the Week fra 1958, der blev bandlyst af censuren, og efter han havde gjort det godt igen med hans middelalder blockbuster forsøgte han igen med The First Day of Freedom, en satirisk, kynisk, moderne krigsfilm. Sådan som de unge vil have det, ikke?

The First Day of Freedom handler om en gruppe af polske krigsfanger, der bliver sat fri fra deres tyske lejr. De ankommer til en lille landsby hvor langt de fleste civile er stukket af, og det blot er en tysk doktor og hans tre døtre der er tilbage. De polske soldater tilbyder tyskerne husly, mens de venter på at den sovjetiske hær skal dukke op. Men det er i stedet et modangreb fra en tysk hær der dukker op, og de polske soldater må i kamp, mens de er voldsomt i undertal, og kan de stole på den tyske lokalbefolkning?

Det er en fortælling der giver mulighed for at komme uden om klichéerne fra den patriotiske krigsfilm. De tyske civilister er menneskelige, og kommer også til at lide af krigens forløb. De polske soldater vil mest af alt bare gerne hjem, og officererne er fjollede og verdensfjerne (som i coverbilledet øverst, hvor den øverstbefalende er optaget af at barbere sig mens hans folk bliver skudt udenfor hans vindue). Det giver også anledning til flere nærmest surreelle sekvenser. I filmens start bliver de polske soldater efterladt i lejren, deres tyske fangevogtere sætter høj musik på anlægget, og så stikker de lidt efter lidt af. Polakkerne sidder alene på deres værelse, med høj marchmusik udenfor, og diskuterer hvornår det mon er sikkert at gå ud. Det er ret god spænding fortalt kun med lyd. I en anden scene vandrer soldaterne ind i en tom og forladt tøjforretning, lokket til af de bare mannequiner. Det er det tætteste de er kommet på at se en nøgen kvinde i årevis.

Youtube har et udklip af scener uden undertekster, men især åbningssekvensen og den omkring fem minutter inde er alligevel værd at se.

Men apropos nøgne kvinder, så er Fords skildring af kvinder og seksualitet så reaktionær og forstokket som man kan forestille sig. Historien handler langt hen af vejen om, at de polske soldater forsøger at beskytte de tyske piger fra at blive voldtaget, men det går ikke så godt. Og voldtægtsscenerne er filmet komplet uden forståelse for ofrene, men med tydelig forståelse for hvordan man viser kvindekroppen mest effektivt. Der fokuseres på kvindernes skrigene ansigter, men idet tøjet rives af dem zoomes der ud, så vi lige får et glimt af deres bryster, og så zoomes der ind igen. Det er et af de mest pinlige øjeblikke jeg kan huske at have set i nogen film, så kalkuleret og kynisk, at det er til at få ondt i maven af.

Jeg støder ofte på den fordom, at virkelig meget af grunden til arthouse film var så populært i gamle dage skyldtes folk håbede på mere nøgenhed. Bergmans Sommeren med Monika blev i USA solgt som Monika, the Story of a Bad Girl. Selv Rom, Åben By blev ifølge Global Neorealism af mange set fordi de troede ‘open city’ betød det var en by uden regler og moral. Det er lidt det samme man fornemmer Ford har tænkt da han lavede The First Day of Freedom. Lidt satire, nogle mærkelige scener, og så lidt nøgenhed, og så har vi en moderne film. Men hans film føles bare ikke moderne, den føles som noget der halser efter tiden. I 1965, efter Godard, Antonioni, Bergman, Resnais, Polanski, så føles det bare ikke tidsvarende. Der var et nybrud i gære, og Ford var ikke rigtig overbevisende som en del af dette nybrud.

Tragisk nok blev han dog alligevel blandet ind i omvæltningerne. The First Day of Freedom blev hans sidste film på polsk jord. I 1968 kogte stemningen over i Polen såvel som i Prag, og partiet svarede igen med udrensninger. Her kom Ford i klemme af den anden grund jeg nævnte før, den som ikke var hans egen skyld: Han var jøde. Og selvom han havde været partitro og højt respekteret i over tyve år, så blev han smidt ud af partiet i en bølge af antisemitiske udrensninger, hvorefter han emigrerede til Israel, en af 13.000 jødiske polakker der emigrerede i årene 68-72. Herefter blev det kun til et par film fra Fords hånd. Den ene af dem var kuriøst nok dansk produceret: En filmatisering af Solsjenitsyns Den Første Kreds med bl.a. Ole Ernst og Poul Bundgaard i rollerne. Den er umulig at opstøve, men jeg gad virkelig godt se den. Især fordi romanen med sit tema om kollaboration i det stalinistiske Sovjetunionen virker ret relevant for Ford. Der er endda, så vidt jeg husker, en jødisk fangevogter med i bogen, som de andre karakterer ligger planer for at udrense.

Den Første Kreds virker desværre også til at være den sidste bare tilnærmelsesvis interessante film Ford fik lavet. Den tidligere ubestridt mest magtfulde mand i polsk film begik selvmord i 1980, ensom og glemt i en lejlighed i Florida. Krzyżacy blev stadig genopsat i polske biografer, og solgte stadig billetter.

Næste gang:

Nu går denne serie på ferie året ud, så jeg har lidt tid til at gøre næste bunke klar. Der er dog en enkelt film jeg godt kunne tænke mig at skrive om, da den er en juletradition i et af vores nabolande. Det er en mærkelig historie, så jeg skal ikke afsløre hvad det er for en, men hold øje med denne side lillejuleaften 😉